Rådighedsvurdering skulle ske efter de almindelige regler i rådighedsbekendtgørelsen på grund af andet arbejde end sæsonarbejde forud for rådighedsvurderingen. Sædvanlig måde at søge arbejde på inden for fagområdet.

Rådighedsvurdering skulle ske efter de almindelige regler i rådighedsbekendtgørelsen på grund af andet arbejde end sæsonarbejde forud for rådighedsvurderingen. Sædvanlig måde at søge arbejde på inden for fagområdet.

Et medlem havde i såvel 1989 som 1990 en række enkeltstående musikarrangementer som leverandør af morgen- eller dansemusik.

Herudover var han i 1989 ansat med frigørelsesattester fra august/september ved diverse musik- og aftenskoler med ialt 16-18 timer ugentligt.

I 1990 var medlemmet ligeledes ansat med frigørelsesattester fra august/september ved diverse musik- og aftenskoler med 20-25 timer ugentligt.

Arbejdsløshedskassen meddelte i januar 1991, at det var blevet konstateret, at medlemmet var omfattet af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 869 af 18. december 1989 om rådighedsforpligtelsen for et medlem af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, der er beskæftiget ved sæsonarbejde (sæsonbekendtgørelsen).

Kassen bad medlemmet om, for at undgå forsinkelser i fremtidige udbetalinger, at udfylde en tro- og loveerklæring om at være aktivt arbejdssøgende til andet end sæsonarbejde. Kassen oplyste endvidere, at medlemmet fik en 3 måneders betinget dagpengeret som følge af, at hans tidligere arbejdsløshedskasse ikke havde administreret efter ovennævnte bekendtgørelse, og medlemmet blev anmodet om senest den 15. april 1991 at dokumentere at have søgt fast helårsarbejde.

Kassen bemærkede, at det ikke i loven var oplyst, hvad der mentes med at være aktivt arbejdssøgende, og at der derfor ville være tale om en konkret vurdering fra kassens side. Medlemmet opfordredes til at udfylde et jobsøgningsskema og gemme kopier af ansøgninger.

Ifølge jobsøgningsskemaet søgte medlemmet i marts 1991 et 37 timers job som underviser og medhjælper, og i april samme år indrykkede han en annonce angående morgenmusik.

Arbejdsløshedskassen fandt herefter, at medlemmet havde begrænset sin rådighed til sæsonarbejde og afslog derfor medlemmets anmodning om dagpenge fra 15. april 1991. Det oplystes, at medlemmet igen kunne få dagpenge efter 300 timers arbejde inden for 10 uger på almindelige ansættelses- og lønvilkår, og at arbejdet ikke måtte være sæsonarbejde.

Medlemmets forbund klagede på medlemmets vegne. Forbundet henviste blandt andet til, at arbejdsløshedskassen lagde jobsøgningsskemaet til grund for sin afgørelse, og bemærkede, at det job, medlemmet havde søgt i marts 1991, ikke var sæsonarbejde, idet der udbetaltes løn under ferier som eksempelvis ved ansættelse som pedel ved skolevæsenet.

Forbundet henviste til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 3, og til, at det krævedes, at et medlem søgte job på den måde, det er normalt inden for medlemmets fagområde, samt at kassen burde vejlede medlemmet herom. Forbundet fandt, at medlemmet ikke havde fået en fyldestgørende information af kassen, idet han ikke havde fået at vide, hvordan han konkret skulle forholde sig, og hvilke krav han skulle opfylde.

Forbundet anførte, at medlemmet var fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet, idet han ikke havde indgået aftale om genansættelse for den kommende sæson og heller ikke havde afslået eller opsagt formidlet arbejde for at påtage sig arbejde med tidsbegrænset ansættelse.

Arbejdsløshedskassen bemærkede, at medlemmet i de sidste 2 år havde været beskæftiget som underviser med fritidsundervisning med tilbagevendende arbejdsfri, ulønnede perioder, hvorfor han var omfattet af sæsonbekendtgørelsen. Kassen anførte blandt andet, at medlemmet ikke havde andet arbejde af større omfang end sæsonarbejdet, og at han efter henstilling havde søgt 1 underviserstilling og 1 stilling som medhjælper hos et oplysningsforbund.

Kassen fandt, at medlemmet ikke i tilstrækkelig grad ved aktiv jobsøgning havde udvist vilje til at opnå fast helårsarbejde, og at han havde begrænset sin rådighed til sæsonarbejde og som følge deraf ikke kunne få dagpenge. Kassen bemærkede, at den i brev af 14. januar 1991 havde orienteret medlemmet om, at ønsket om at opnå fast helårsarbejde skulle dokumenteres, og at såfremt der ikke fandtes stillinger inden for medlemmets faglige område, der opfyldte kravene til fast helårsarbejde, måtte han søge ud over sit fagområde.

Forbundet anførte, at medlemmet havde bestræbt sig på at få helårsarbejde, da han søgte job som medhjælper hos oplysningsforbundet, ligesom han havde indrykket annonce med musik. Han havde hermed søgt på vanlig vis for sit fagområde. Jobsøgning inden for dette fag anførtes i overvejende grad at ske via telefoniske og personlige henvendelser. Forbundet var af den overbevisning, at medlemmet ikke havde anført sådanne muligheder på jobsøgningsskemaet, fordi skemaet ikke var egnet til at angive jobsøgningsaktiviteter for musikere, og fordi medlemmet ikke havde fået en indgående vejledning i vigtigheden af at udfylde skemaet korrekt.

Forbundet var således uenig i kassens oplysning om, at medlemmet var gjort opmærksom på, at ønsket om helårsarbejde skulle dokumenteres. Forbundet betragtede ikke kassens brev af 14. januar 1991 som fyldestgørende informationsmateriale og mente, at kassen havde tilsidesat sin informationspligt.

Forbundet fandt, at medlemmet var fuldt til rådighed for helårsarbejde og dermed fuldt dagpengeberettiget, når dette sammenholdtes med de jobs, han havde søgt og de mangelfulde informationer, han havde modtaget.

Forbundet anførte ydermere, at medlemmet havde været sygemeldt i perioden 5. juni til 31. august 1991, hvorefter han rettede henvendelse til Arbejdsformidlingen, der ikke havde kunnet tilbyde ham beskæftigelse på ordinære beskæftigelsesvilkår, hvorefter medlemmet søgte job som musiker på fagets vilkår samt job uden for sit normale område.

Arbejdsløshedskassen fastholdt sin afgørelse, idet den ikke fandt, at medlemmet i tilstrækkelig grad havde udvist aktiv jobsøgning. Kassen fandt, at kravet om jobsøgning til fast helårsarbejde klart fremgik af kassens brev til medlemmet. Endvidere bemærkede kassen, at det ikke var muligt at præcisere mængden af ansøgninger, eftersom der var tale om en helhedsvurdering.

Medlemmet søgte i september 1991 stillinger som henholdsvis salgskonsulent og salgs- og service medarbejder, samt i februar 1992 som medhjælper ved Dansk Røde Kors.

Kassen oplyste, at afgørelsen om, at medlemmet var omfattet af sæsonbekendtgørelsen, var truffet på baggrund af medlemmets stamkort.

Medlemmet oplyste, at han ikke havde indgået aftale om genoptagelse af arbejdet i næste sæson, at han ikke havde opsagt eller afslået arbejde, og at han havde haft andet arbejde end sæsonarbejde i 1989 og 1990.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte, at direktoratet var enig med kassen i, at medlemmets arbejde var omfattet af sæsonbekendtgørelsen, eftersom der som et tilbagevendende element i beskæftigelsesvilkårene indgik en ulønnet arbejdsfri periode.

Direktoratet fandt dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at rådighedsvurdere medlemmet efter reglerne i sæsonbekendtgørelsen, da betingelserne ikke skønnedes at være opfyldt. Direktoratet lagde derfor direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed til grund for sin afgørelse. På baggrund af oplysningerne om, at medlemmet i 2 år forud for dagpengebegæringen havde haft andet arbejde end sæsonarbejde, lagde direktoratet til grund, at medlemmet ikke kun havde haft sæsonarbejde inden for de seneste 2 år.

Direktoratet lagde endvidere til grund, at medlemmet ikke havde været arbejdssøgende til helårsarbejde i tilstrækkeligt omfang i perioden fra 14. januar til 2. maj 1991, hvor han havde haft en begrænset dagpengeret, idet direktoratet lagde vægt på, at medlemmet i denne periode kun havde søgt 1 stilling, der kunne betegnes som helårsarbejde. Direktoratet lagde endelig vægt på, at medlemmet i perioden havde modtaget supplerende dagpenge og derfor havde været forpligtet til at være aktivt arbejdssøgende til fuldtids- og helårsbeskæftigelse.

Efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder tiltrådte direktoratet kassens afgørelse, hvorefter medlemmet ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Medlemmet kunne derfor ikke modtage dagpenge, før han havde haft mere end 300 timers arbejde inden for en periode på 10 uger, hvor arbejdet var udbudt på almindelige løn- og ansættelsesvilkår. Direktoratet bemærkede, at sådant arbejde kunne være sæsonarbejde.

Forbundet anførte på medlemmets vegne, at direktoratet ikke sås at have forholdt sig til kassens informationspligt over for medlemmet.

Forbundet stillede sig uforstående overfor, at medlemmet ikke var fundet tilstrækkeligt arbejdssøgende, når direktoratet traf afgørelse ud fra bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 i stedet for bekendtgørelse nr. 869 af 18 december 1989. Efter forbundets opfattelse skulle fuldtidsundervisning betragtes som arbejde svarende til fuld sædvanlig arbejdstid. Forbundet ønskede oplyst, hvilke kriterier direktoratet havde lagt til grund for vurderingen, og særligt hvilken ene søgt stilling direktoratet havde betragtet som helårs, og på hvilken baggrund.

Forbundet påpegede, at det ikke fremgik, at medlemmet havde været indkaldt til vejledningssamtale i kassen i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 65, hvorfor medlemmet ikke havde haft nogen mulighed for at modtage information om, i hvilket omfang han skulle søge arbejde for at kunne imødekomme kravet om at være aktivt arbejdssøgende. Forbundet fandt fortsat, at kassen ikke havde overholdt sin vejledningspligt, og at det var urimeligt at laste medlemmet for kassens manglende afholdelse af samtale med ham.

Forbundet anførte, at medlemmet havde søgt arbejde på fagets betingelser, hvilket i langt overvejende grad skete via telefoniske og personlige henvendelser til musikforbrugere, kontakt til kolleger, musikbureauer, konkurrencer med videre. Forbundet stillede spørgsmålstegn ved, hvordan sådanne jobsøgninger skulle påføres jobsøgningsskemaet, særligt når medlemmet ikke fandtes at være blevet vejledt herom.

Endelig fandt forbundet det paradoksalt, at medlemmet ikke havde fået en ny mulighed for at bevise sin rådighed efter bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, når direktoratet havde fundet, at kassen ikke havde haft grundlag for at rådighedsvurdere ham ud fra sæsonbekendtgørelsen.

Direktoratet oplyste, at der var lagt vægt på, at medlemmet i perioden med begrænset dagpengeret søgte 1 stilling, der kunne anses som helårsarbejde. Direktoratet havde endvidere lagt vægt på, at medlemmet som modtager af supplerende dagpenge havde været forpligtet til at søge fuldtids- og helårsarbejde.

Direktoratet oplyste, at kassen havde oplyst, at medlemmet ikke havde været indkaldt til samtale i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 65, da han ikke havde haft tilstrækkeligt antal ledighedstimer. Direktoratet fandt ikke, at dette medførte, at kravet om at være aktiv arbejdssøgende bortfaldt, og henviste til, at medlemmet ifølge standardvedtægtens § 15, stk. 1, havde pligt til selv at holde sig orienteret.

Direktoratet anførte, at der ikke kunne opstilles faste regler for, hvor mange stillinger et medlem skulle søge for at kunne betragtes som værende aktivt arbejdssøgende, idet en sådan regel fandtes at ville bevirke en utilsigtet forskelsbehandling af de enkelte medlemmer, og at der altid ville være tale om en konkret vurdering.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at kritisere kassens vejledning, eller at dette skulle være skyld i, at medlemmet ikke havde været aktivt arbejdssøgende.

Endelig bemærkede direktoratet, at direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 (rådighedsbekendtgørelsen) fandt anvendelse på ethvert ledigt medlem. At direktoratet havde fundet, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne i sæsonbekendtgørelsen, da medlemmet havde haft andet arbejde end sæsonarbejde inden for de seneste 2 år, medførte ikke, at kravet i rådighedsbekendtgørelsen om at være aktivt arbejdssøgende bortfaldt. Rådighedsbekendtgørelsens betingelser skulle være opfyldt, uanset om kassen fandt, at sæsonbekendtgørelsen skulle finde anvendelse.

Direktoratet fandt således ikke grundlag for at ændre sin afgørelse.

Forbundet stillede herefter spørgsmålstegn ved, hvordan et medlem skulle kunne holde sig orienteret om, hvilke regler han skulle overholde, når den konkrete rådighedsvurdering beroede på et skøn.

Forbundet fandt det af arbejdsløshedskassen udsendte informationsmateriale utilstrækkeligt, idet det bestod af kassens brev af 14. januar 1991 samt en kopi af sæsonbekendtgørelsen. Forbundet stillede også spørgsmålstegn ved, om kassen havde undersøgt udbuddet af stillinger, og om der var stillinger, medlemmet burde have søgt.

Endelig anførte forbundet, at forbundet ikke forstod, hvorfor sæsonarbejde ikke kunne lægges til grund for rådighedsvurdering efter den almindelige rådighedsbekendtgørelse, og henviste til, at kassen havde afgjort, at medlemmet skulle rådighedsvurderes efter sæsonbekendtgørelsen, mens direktoratet fandt, at det skulle ske efter den almindelige rådighedsbekendtgørelse, og at kassen oplyste, at arbejdskravet på 300 timer ikke kunne opfyldes ved sæsonarbejde, mens direktoratet oplyste det modsatte.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmets rådighed skulle vurderes efter de almindelige regler i direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, fordi medlemmet havde haft andet end sæsonarbejde forud for rådighedsvurderingen.

Ankenævnet lagde endvidere til grund, at medlemmet på det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen tog stilling til hans rådighed, var ansat til at undervise på flere musik- og aftenskoler, at han i perioden 1. januar til 21. april 1991 havde været beskæftiget gennemsnitligt 28 timer pr. uge, at han forsøgte at få undervisningsarbejde på fuld tid og derudover forsøgte at få beskæftigelse gennem annoncering, og at dette måtte anses for at være den sædvanlige måde at søge arbejde på inden for det pågældende fagområde.

På denne baggrund fandt ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at medlemmet ikke var aktivt arbejdssøgende til arbejde, der svarede til fuld sædvanlig arbejdstid.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Ingen

Et medlem havde været beskæftiget med undervisning på flere musikskoler, søgt arbejde på fuld tid og annonceret efter beskæftigelse. Han var i en periode beskæftiget gennemsnitligt 28 timer ugentligt.

Ankenævnet fandt, at rådighedsvurderingen skulle ske efter de almindelige regler, fordi der havde været beskæftigelse ved andet end sæsonarbejde forud for rådighedsvurderingen.

Ankenævnet fandt, at den udviste jobsøgningsaktivitet måtte anses for den sædvanlige måde at søge arbejde på inden for fagområdet.

Ankenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at medlemmet ikke var aktivt jobsøgende til arbejde, der svarede til fuld sædvanlig arbejdstid.