Dagpengeret for medlem, der var tilmeldt universitetet med henblik på reeksamination.

Dagpengeret for medlem, der var tilmeldt universitetet med henblik på reeksamination.

Et medlem oplyste på ledighedserklæring af 8. januar 1991, at hun havde bestået sidste fag til juridisk embedseksamen den 21. august 1990 og var blevet optaget i kassen den 3. september 1990, men at hun havde forsøgt reeksamination i konkret opgave den 3. januar 1991. Medlemmet svarede nej til spørgsmålet, om hun efter afslutning af uddannelsen fortsat var under uddannelse.

Medlemmet var fortsat tilmeldt universitetet og gik ved sommereksamen 1991 til reeksamen i konkret opgave. Den 1. april 1991 tiltrådte medlemmet en halvtidsstilling og blev deltidsforsikret.

Efter at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen havde truffet afgørelse om, at medlemmet var ophørt med selvstændig virksomhed og dermed dagpengeberettiget, meddelte kassen, at medlemmet alligevel ikke var berettiget til dagpenge i perioden 4. januar - 31. marts 1991.

Hertil anførte medlemmet, at hun i perioden umiddelbart efter eksamen i januar 1991 var fast overbevist om, at hendes studium var definitivt tilendebragt, og hun havde ikke siden været til nogen form for undervisning, forelæsninger eller lignende.

Medlemmet havde brugt sin tid på at søge stillinger, herunder også uopfordrede henvendelser.

Medlemmet oplyste, at hun den 27. februar 1991 var til jobsamtale i et advokatfirma, hvor hun blev ansat under samtalen. Da tiltrædelsen først skulle ske den 1. april 1991, deltog hun i uge 11 i 1991 (marts måned) i et tekstbehandlingskursus for ledige. Medlemmet var tilmeldt kurset inden jobsamtalen.

På det tidspunkt, hvor medlemmet besluttede sig til at forsøge endnu en reeksamination i konkret opgave, var hun i et ansættelsesforhold, og hun fandt derfor, at det på ingen måde kunne siges, at hun ikke havde stået til fuld rådighed for arbejdsmarkedet i den periode, for hvilken hun havde søgt dagpenge.

Kassen fandt fortsat, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge fra 7. januar til 31. marts 1991. På grund af mindsteudbetalingsreglen kunne der ikke udbetales for den 4. januar 1991.

Efter kassens vurdering var det uden betydning, om medlemmet først ved udløbet af frist for tilmelding til eksamen besluttede sig for at gå til reeksamination.

Medlemmet havde ved fortsat at være tilmeldt universitetet haft muligheden for dette, hvilket hun ikke ville have haft, hvis hun havde udmeldt sig. Af samme grund tilrådede kassen altid nye dimittender at framelde sig universitetet, så sådanne misforståelser kunne undgås.

I klagen anførte medlemmet bl.a., at ingen af kravene i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 673 af 9. oktober 1991 om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed, skulle være til hinder for, at hun kunne oppebære dagpenge i den omhandlede periode, idet hun havde været særdeles aktivt jobsøgende indtil jobsamtalen den 27. februar 1991.

Medlemmet fandt, at den manglende udmeldelse fra universitetet i perioden forud for ansættelsen på ingen måde var til hinder for, at hun kunne overtage arbejde eller stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte, at medlemmet ikke var berettiget til dagpenge i perioden fra 7. januar 1991 til 31. marts 1991.

Direktoratet fandt, at medlemmet ved fortsat at være immatrikuleret ved universitetet og tilmeldt jurastudiet med det formål at have ret til yderligere undervisning, herunder reeksamination, havde tilkendegivet, at hun fortsat var under uddannelse.

På baggrund af dette fandt direktoratet, at medlemmet valgte at fortsætte et SU-berettiget uddannelsesforløb, og at hun som følge heraf ikke havde haft ret til dagpenge.

Til medlemmets henvisning til direktoratets bekendtgørelse nr. 673 af 9. oktober 1991 bemærkede direktoratet, at det, allerede fordi medlemmet fulgte et SU-berettiget uddannelsesforløb, ikke var relevant at vurdere, om medlemmet opfyldte betingelserne i denne bekendtgørelse.

Medlemmet fastholdt, at hun primo januar 1991 havde afsluttet sit studium, og der havde ikke været nogen tilkendegivelse fra hendes side af fortsat at være under uddannelse. Den eneste handling havde været, at medlemmet efter at have fået ansættelse tilmeldte sig reeksamination.

Under henvisning til direktoratets redegørelse for gældende regler, hvoraf fremgik, at ret til dagpenge skulle ses i sammenhæng med det helt grundlæggende princip om betingelsen om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet ved primært at være arbejdssøgende og ikke primært uddannelsessøgende, anførte medlemmet, at hun den 1. april 1991 tiltrådte en stilling som advokatfuldmægtig, hvorom aftale blev indgået ultimo februar 1991. Medlemmet mente hermed at kunne dokumentere, at hun i ledighedsperioden var arbejdssøgende. Da hun ikke havde deltaget i nogen form for undervisning, forelæsninger eller lignende siden eksamen i januar 1991, fandt hun ikke belæg for, at hun havde været primært uddannelsessøgende og ikke primært arbejdssøgende.

Da medlemmet således ikke efter eksamen i januar 1991 aktivt havde deltaget i et SU-berettiget uddannelsesforløb, fastholdt hun, at det var relevant at vurdere, om hun opfyldte betingelserne i direktoratets bekendtgørelse nr. 673 af 9. oktober 1991.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet, efter at hun tilmeldte sig som ledig den 8. januar 1991, ikke havde deltaget i undervisning eller lignende, men havde været arbejdssøgende, idet hun både havde søgt opslåede stillinger og rettet henvendelse uopfordret til forskellige arbejdsgivere, hvilket førte til, at hun efter en jobsamtale den 27. februar 1991 blev ansat i et advokatfirma fra 1. april 1991.

Ankenævnet fandt, at det forhold, at hun fortsat var tilmeldt universitetet, og efter at hun var påbegyndt arbejde besluttede sig for endnu engang at forsøge reeksamination i et fag, ikke medførte, at hun måtte anses for at have deltaget i undervisning, jf. reglen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a. Hun kunne derfor ikke nægtes dagpenge med henvisning til denne bestemmelse.

Afgørende for, om hun herefter havde ret til dagpenge, var, om hun i øvrigt havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet i det omfang, arbejdsløshedsforsikringsloven forudsætter, jf. lovens § 62.

Efter oplysningerne om hendes jobsøgning sås der ikke at være grundlag for at rejse tvivl om hendes rådighed i øvrigt.

Ankenævnet fandt herefter, at medlemmet havde været berettiget til dagpenge, da hun tilmeldte sig som ledig den 8. januar 1991, under forudsætning af at de øvrige betingelser herfor havde været opfyldt.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Et medlem, der var optaget i kassen i august 1990, ledigmeldte sig den 8. januar 1991. I februar 1991 var medlemmet til ansættelsessamtale og skulle pr. 1. april 1991 påbegynde arbejde som advokatfuldmægtig, og i sommeren 1991 var medlemmet til reeksamination i konkret opgave.

Ankenævnet fandt, at det forhold, at medlemmet fortsat var tilmeldt universitetet, og at medlemmet, efter at hun var påbegyndt arbejde, havde besluttet sig for at forsøge reeksamination i et fag, ikke medførte, at hun måtte anses for at have deltaget i undervisning. Medlemmet kunne derfor ikke nægtes dagpenge med henvisning til bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a.

Nævnet fandt, at det afgørende for medlemmets dagpengeret var, om hun i øvrigt havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet.

Nævnet fandt herefter, at medlemmet var dagpengeberettiget ved ledigmeldelsen den 8. januar 1991, idet nævnet lagde til grund, at medlemmet ikke havde deltaget i undervisning eller lignende, men havde været arbejdssøgende, idet hun både havde søgt opslåede stillinger og havde rettet henvendelse uopfordret til forskellige arbejdsgivere, hvilket førte til, at hun fik ansættelse fra den 1.

april 1991.