Kassehenstilling om at øge jobsøgningsaktivitet inden for 3 måneder er en anerkendelse af dagpengeret i denne periode på betingelse af dokumentation af jobsøgningsaktivitet.

Kassehenstilling om at øge jobsøgningsaktivitet inden for 3 måneder er en anerkendelse af dagpengeret i denne periode på betingelse af dokumentation af jobsøgningsaktivitet.

Arbejdsløshedskassen anerkendte den 22. januar 1990 medlemmets ret til supplerende dagpenge, da medlemmets arbejdstid var blevet nedsat til 27 timer pr. uge. Kassen gjorde opmærksom på, at medlemmet for at kunne modtage supplerende dagpenge skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder være aktivt arbejdssøgende og kunne dokumentere at have søgt fuldtidsstillinger på op til 38 timer ugentligt, hvorfor medlemmet blev anbefalet at gemme kopier af ansøgninger og eventuelle svarskrivelser på ansøgninger.

Kassen besvarede den 4. februar 1991 spørgsmål fra medlemmet i forbindelse med, at hun blev fuldt ledig pr. 1. maj 1991.

Videre oplyste kassen medlemmet om de særlige regler for personer, der drev selvstændig virksomhed som bierhverv, og tilføjede, at medlemmet skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder aktivt arbejdssøgende til fuldtidsbeskæftigelse som lønmodtager.

På jobsøgningsskema for perioden 16. marts til 16. september 1991 oplyste medlemmet, at hun havde søgt korrespondentstillinger den 9. december 1990 og den 3. januar 1991.

Ifølge kassen var medlemmet meldt ledig den 1. januar 1990 og havde siden da haft lidt deltidsarbejde indtil 1. maj 1991. Kassen noterede, at medlemmet havde oplyst, at hendes alder var et problem, og at der af den grund ikke var mange stillinger at søge, men at hun tidligere havde søgt masser af stillinger.

Arbejdsløshedskassen meddelte den 14. oktober 1991, at medlemmet fortsat havde ret til dagpenge. Hendes jobsøgningsaktivitet havde dog været så begrænset, at kassen henstillede til hende at øge sin jobsøgningsaktivitet inden for de følgende 3 måneder og pr. 11. januar 1992 indsende jobsøgningsskema. Kassen ville derefter foretage en fornyet vurdering af medlemmets rådighed.

Kassens afgørelse om henstillingen kunne inden 4 uger indankes til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

I brev af 13. oktober 1991, modtaget i kassen den 15. oktober 1991, oplyste medlemmet, at hun i 1987 havde søgt i alt 35 stillinger, uopfordret eller efter opslag. Da ansøgninger ikke havde givet resultat, havde medlemmet i stedet ladet vide, hvor det var muligt, at hun var interesseret i arbejde. Hun havde ikke fundet det rimeligt at kaste sig over de få ledige jobs, der blev udbudt, men ville prøve igen. Medlemmet var i færd med at skrive en ansøgning til arbejde pr. 2. januar 1992.

Jobsøgningsskema af 24. oktober 1991 viste, at medlemmet havde søgt en fuldtidsstilling i uge 32/91 ved telefonisk henvendelse, at hun havde meddelt familie og venner, at hun søgte arbejde, og at hun havde forsøgt joblinien.

Kassen meddelte efter modtagelse af medlemmets redegørelse, at dagpengeudbetalingen var stillet i bero, indtil kassen hørte nærmere fra hende, og indtil sagen var endeligt afsluttet.

Det fremgik af kassens afgørelse, at medlemmet ved samtaler i kassen den 11. oktober og den 5. november 1991 var blevet oplyst om, at hendes alder ikke var fyldestgørende årsag til ikke at søge stillinger, samt ved sidstnævnte samtale at formen for ansøgning om job for korrespondenter var at sende skriftlige ansøgninger. Da medlemmet ikke mente at være blevet vejledt om dette, henviste kassen til brev af 22. januar 1990, hvor kassen gjorde opmærksom på, at medlemmet skulle være aktivt arbejdssøgende, og at kassen anbefalede hende at gemme kopier af ansøgninger.

Kassen fandt, at medlemmet ikke kunne anses for at være til rådighed for arbejdsmarkedet, idet hun på kassens forlangende ikke havde kunnet dokumentere, at hun var aktivt arbejdssøgende.

Kassen lagde vægt på, at medlemmets jobsøgningsaktivitet havde været stærkt begrænset, og at hun inden for de seneste 8 - 9 måneder ikke skriftligt havde søgt stillinger, hvilket var den normale fremgangsmåde inden for kassens faglige område.

Medlemmet var derfor ikke berettiget til at modtage dagpenge fra den 11. oktober 1991, hvor der opstod tvivl om hendes rådighed.

I klagen forklarede medlemmet bl.a., at det var nyt for hende, at korrespondenter skulle søge skriftligt. Hun havde tidligere søgt mange stillinger skriftligt men forgæves, mens personlig henvendelse fra hende tidligere havde virket.

Ved sagens oversendelse til direktoratet anførte kassen, at den havde lagt vægt på, at medlemmet i de sidste 6 måneder forud for vejledningssamtalen den 11. oktober 1991 kun havde søgt en stilling ved telefonisk henvendelse, og at hun ikke skriftligt havde reflekteret på opslåede stillinger i perioden.

Ifølge jobsøgningsskema havde medlemmet søgt en stilling i oktober 1991, tre i november 1991 og 4 i januar 1992.

Medlemmets advokat anførte, at kassen på mødet i oktober 1991 havde opfyldt sin pligt til at rådgive medlemmet, således at medlemmet efterfølgende havde fulgt denne rådgivning ved at udføre jobsøgning som påkrævet. Medlemmet havde ikke tilsidesat nogen pligter overhovedet og havde efter rådgivningssamtalen fremsendt jobansøgninger som angivet på skemaet.

Siden samtalen og kassens brev af 14. oktober 1991 og indtil kassens brev af 15. november 1991 med afslag på yderligere dagpengeudbetaling var der intet nyt fremkommet fra nogen af parterne, og medlemmets advokat fandt derfor, at kassen ikke med rette havde kunnet ændre sin tidligere afgørelse af 14. oktober 1991.

Kassen oplyste den 18. marts 1992, at kassens henstilling af 14. oktober 1991 om øget jobsøgning skete på baggrund af medlemmets oplysninger ved vejledningssamtalen om, at hun havde søgt flere stillinger end angivet på jobsøgningsskemaet, og at hun ville indsende dokumentation for dette.

Da kassen den 15. oktober 1991 modtog medlemmets redegørelse, konstaterede kassen, at de stillinger, medlemmet havde søgt, ikke lå inden for det sidste halve år. Kassen fandt derfor ikke længere, at der var grundlag for fortsat dagpengeudbetaling.

Videre bemærkede kassen, at medlemmet ved ledigmeldelsen fik oplyst, at hun skulle være aktivt arbejdssøgende og i givet fald kunne dokumentere sin jobsøgning.

Kassen gjorde opmærksom på, at medlemmets advokat ikke havde bestridt det materielle i afgørelsen om, at medlemmet ikke havde været aktivt arbejdssøgende i det omfang, loven foreskrev.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte, at medlemmet ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter den 11. oktober 1991.

Direktoratet lagde bl.a. vægt på, at medlemmet i de 6 måneder, der gik forud for vejledningssamtalen i kassen den 11. oktober 1991 alene telefonisk søgte en opslået stilling samt gjorde 2 arbejdsgivere opmærksom på, at hun søgte arbejde.

Direktoratet fandt således, at medlemmet ikke havde været arbejdssøgende i tilstrækkeligt omfang.

Direktoratet lagde herved kassens oplysning til grund, hvorefter medlemmet ved ledigmeldelsen blev orienteret om, at hun skulle være aktivt arbejdssøgende.

Direktoratet lagde videre vægt på, at ifølge kassen var skriftlig ansøgning den normale måde at søge arbejde på inden for medlemmets fagområde.

Direktoratet bemærkede, at arbejdssøgningsaktiviteter, der lå efter tidspunktet for kassens rådighedsvurdering af et medlem, ikke kunne tillægges betydning.

Medlemmets advokat gjorde gældende, at medlemmet havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet og efter den første § 65-samtale havde opfyldt ethvert krav om fremsendelse af skriftlige ansøgninger, ligesom hun havde udfyldt jobsøgningsskema i den forbindelse.

Kassens afgørelse af 14. oktober 1991 måtte stå ved magt og kunne således ikke ændres ved fornyet afgørelse af 15. november 1991.

Medlemmet havde ikke anket kassens afgørelse af 14. oktober 1991, idet hun havde taget henstillingen til efterretning og opfyldt de betingelser, som kassen fastsatte under § 65-samtalen.

Derfor var kassens afgørelse af 15. november 1991 ifølge medlemmets advokat truffet på et forkert grundlag, idet denne afgørelse alene kunne træffes ud fra det, der var sket i perioden fra 14. oktober til 15. november 1991, hvor medlemmet havde søgt 4 stillinger, hvilket fuldt ud opfyldte betingelserne for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre sin afgørelse, og bemærkede til det af advokaten anførte om, at kassen ikke kunne ændre sin afgørelse af 14. oktober 1991 om 3 måneders betinget dagpengeret til en afgørelse om manglende rådighed, at kassen i det konkrete tilfælde traf afgørelse om manglende rådighed som følge af, at der fremkom nye oplysninger, der bevirkede, at grundlaget for den fortsatte dagpengeudbetaling blev ændret.

Direktoratet fandt, at kassens meddelelse til medlemmet om en betinget dagpengeret ikke var en afgørelse, der kunne påklages, idet meddelelsen alene var udtryk for en vejledning, der ikke umiddelbart fik konsekvenser for medlemmets dagpengeret.

Advokaten fastholdt, at afgørelsen af 14. oktober 1991 måtte stå ved magt, og at ny afgørelse ikke kunne træffes. Til direktoratets oplysning om, at kassens meddelelse til medlemmet om en betinget dagpengeret ikke var en afgørelse, der kunne påklages, henviste advokaten til selve afgørelsens indhold, hvori udtrykkeligt var anført, at afgørelsen kunne påklages.

Ankenævnet lagde til grund, at arbejdsløshedskassen den 14. oktober 1991 meddelte medlemmet, at hun fortsat havde ret til dagpenge, men at hun måtte øge sin jobsøgningsaktivitet inden for de følgende 3 måneder og pr. 11. januar 1992 indsende jobsøgningsskema til brug ved fornyet vurdering af hendes rådighed, samt at kassen herefter den 24. oktober 1991 stillede dagpengeudbetalingen i bero.

Ankenævnet fandt på denne baggrund, at medlemmets ret til dagpenge blev anerkendt for en periode på 3 måneder fra den 11. oktober 1991, forudsat at hun kunne dokumentere at være aktivt arbejdssøgende i dette tidsrum.

Ankenævnet fandt videre, at kassen ikke alene på grundlag af, at medlemmet inden udløbet af den givne frist indsendte oplysninger om sin jobsøgning, var berettiget til at standse dagpengeudbetalingen inden fristens udløb den 11. januar 1992.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse og anmodede direktoratet om at drage omsorg for, at arbejdsløshedskassen udbetalte medlemmet de dagpenge, hun herefter måtte være berettiget til for den omhandlede periode.

Ingen

Et medlem blev indkaldt til § 65-samtale den 11. oktober 1991, og den 14. oktober 1991 meddelte kassen, at medlemmet fortsat var dagpengeberettiget, men henstillede at hun skulle øge sin jobsøgningsaktivitet indenfor de følgende 3 måneder og pr. 11.

januar 1992 indsende jobsøgningsskema.

Medlemmet indsendte jobsøgningsskema den 24. oktober 1991, hvoraf det fremgik, at hun telefonisk havde søgt en opslået stilling samt gjort 2 arbejdsgivere opmærksomme på, at hun søgte arbejde. Kassen indstillede herefter dagpengeudbetalingen pr. 24. oktober 1991.

Ankenævnet fandt, at medlemmets ret til dagpenge blev anerkendt for en periode på 3 måneder fra den 11. oktober 1991, forudsat at hun kunne dokumentere at være aktivt arbejdssøgende i dette tidsrum.

Nævnet fandt videre, at kassen ikke alene på grundlag af, at medlemmet inden udløbet af den givne frist indsendte oplysninger om sin jobsøgning, var berettiget til at standse dagpengeudbetalingen inden fristens udløb den 11. januar 1992.