Generel henvisning til kassens anvisningsform kan ikke i sig selv statuere rådighed, som må bero på konkret vurdering, herunder betydningen af arbejdsforhold umiddelbart forud for rådighedsvurderingen.

Generel henvisning til kassens anvisningsform kan ikke i sig selv statuere rådighed, som må bero på konkret vurdering, herunder betydningen af arbejdsforhold umiddelbart forud for rådighedsvurderingen.

Et medlem, der var bygningsmaler, var ledig fra begyndelsen af december 1987 til begyndelsen af maj 1988 og påny fra slutningen af september 1988 til marts 1990, afbrudt af en arbejdsperiode på 4 uger i august 1989.

Ved § 65-samtale i kassen den 24. oktober 1989 oplyste medlemmet, at hun havde søgt arbejde, men uden resultat.

Der forelå ingen dokumentation i form af jobsøgningsskema eller lignende for, at medlemmet havde søgt arbejde.

Direktoratet anmodede den 11. januar 1991 arbejdsløshedskassen om nærmere at redegøre for, på hvilket grundlag kassen havde anset medlemmet for at være til rådighed for arbejdsmarkedet, idet direktoratet bemærkede, at man havde konstateret, at kassen ikke lå inde med den fornødne dokumentation for, hvilke stillinger medlemmet havde søgt, og hvilke uddannelser/kurser medlemmet havde gennemført eller ønskede at gennemføre.

I fortsættelse heraf fremsendte arbejdsløshedskassen et jobsøgningsskema af 27. september 1990 for perioden 1. januar 1990 til 29. september 1990, hvoraf det fremgik, at medlemmet telefonisk søgte 2 stillinger den 15. januar og den 19. marts.

Kassen meddelte bl.a., at grundlaget for rådighedsvurderingen var foretaget ud fra medlemmets oplysninger samt den kendsgerning, at medlemmet i perioder, hvor faget havde givet mulighed for beskæftigelse, havde haft arbejde i kortere eller længere tid.

Arbejdsløshedskassen fastholdt, at medlemmet havde været til rådighed efter den 24. oktober 1989, og begrundede dette med, at medlemmet ved § 65-samtalen denne dato oplyste, at hun siden sidste arbejdsforhold gentagne gange havde søgt arbejde både inden og uden for faget.

Medlemmet havde henvendt sig til kolleger, ligesom hun ofte havde ringet til afdelingen om eventuelt arbejde, men der havde intet været at anvise.

Arbejdsløshedskassen havde derfor ikke fundet grundlag for at tvivle på medlemmets rådighed eller udviste jobsøgningsaktivitet.

Direktoratet fandt, at arbejdsløshedskassen den 24. oktober 1989 uberettiget havde anset medlemmet for at være til rådighed for arbejdsmarkedet i fuldt normalt omfang.

Medlemmet havde derfor ikke ret til at modtage dagpenge fra den 24. oktober 1989, indtil hun dokumenterede, at hun i en periode på 10 uger havde haft mere end 300 timers arbejde på almindelige løn- og ansættelsesvilkår.

Arbejdsløshedskassen havde som følge heraf ikke krav på refusion af de dagpenge, som kassen havde udbetalt fra den 24. oktober 1989, da kassen har udbetalt dagpenge med urette.

Direktoratet begrundede afgørelsen med, at medlemmet ikke kunne anses for at have været aktivt arbejdssøgende og selv have gjort en indsats for at komme ud af ledigheden ved blandt andet at udnytte de foreliggende tilbud af beskæftigelsesfremmende og uddannelsesmæssig karakter.

Direktoratet havde herved lagt vægt på, at medlemmet havde været ledig i perioden uge 50/1987 - 17/1988 og fra uge 39/1988 indtil påbegyndelse af arbejdstilbud i april 1990 bortset fra beskæftigelse i perioden 1. august 1989 - 5. september 1989, samt at der ikke ved samtalen den 24. oktober 1989 eller efterfølgende var fremkommet oplysninger om, hvilke stillinger medlemmet havde søgt i ledighedsperioden forud for den 24. oktober 1989 eller oplysninger om uddannelses-/kursusaktivitet.

Direktoratet fandt, at § 3, stk 1, litra a, i direktoratets bekendtgørelse nr. 614 af 18. december 1985 ikke kunne anvendes. Fejludbetalingen skyldtes ganske vist en skønsmæssig afgørelse, men det udøvede skøn havde ikke været forsvarligt.

Direktoratet lagde herved vægt på, at kassen ved § 65-samtalen den 24. oktober 1989 var bekendt med, at der ikke forelå dokumentation for, at medlemmet havde søgt arbejde eller deltaget i kurser.

Hovedkassen oplyste, at der inden for malerfaget er kutyme for, at ledige medlemmer holder kontakt med de firmaer, de normalt har arbejdet i, samt kolleger og værkførere, for derigennem at stille deres arbejdskraft til rådighed.

Samtidig oplyste kassen, at de fleste arbejdspladser inden for malerfaget er mindre firmaer med få ansatte, og ved samtaler i afdelingerne er det naturligt, at der bygges på et indbyrdes kendskab og et kendskab til de faktiske forhold på arbejdsmarkedet, bl.a. ved at firmaer henvender sig i fagforeningen, hvis de mangler arbejdskraft.

Endvidere påpegede hovedkassen, at det heller ikke i praksis bruges at opslå ledige stillinger i avisen inden for dette fag.

Det var derfor hovedkassens opfattelse, at medlemmet beviste sin rådighed ved at holde kontakt med ovennævnte, men kassen beklagede dog, at nævnte forhold ikke var noteret ned i redegørelsen ved § 65-samtalen.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre den trufne afgørelse og konstaterede, at kassen fortsat ikke havde godtgjort jobsøgningsaktiviteten i tilstrækkeligt omfang forud for afholdelsen af § 65-samtalen.

Direktoratet anførte, at der ifølge direktoratets bekendtgørelse nr. 316 af 18. maj 1989 er fastsat en pligt for arbejdsløshedskassen til ved den foretagne § 65-samtale blandt andet at registrere, hvilke stillinger medlemmet har søgt. Denne registreringspligt var indført, for at kassen kunne godtgøre, at den havde foretaget en systematisk rådighedsvurdering i forbindelse med § 65-samtalen. I den udstrækning kassen ikke havde ligget inde med de krævede oplysninger, havde direktoratet anmodet kassen om at fremsende disse. Direktoratet havde herefter truffet konkret afgørelse på grundlag af de fremkomne oplysninger.

Direktoratet fandt i denne forbindelse ikke, at generelle udtalelser om medlemmernes jobsøgningsaktivitet og rådighed i almindelighed kunne tillægges betydning ved den konkrete rådighedsvurdering.

For så vidt der inden for et fagområde var udviklet særlige jobsøgningskutymer, fandt direktoratet naturligvis, at der skulle tages hensyn hertil. Men i den udstrækning, der ikke i den konkrete sag var fremkommet oplysninger om kontakt med arbejdsgivere, f.eks. gennem kolleger eller værkførere, kunne sådanne aktiviteter i sagens natur ikke indgå i direktoratets vurdering.

På samme måde kunne afdelingernes udarbejdelse af jobavis ikke tillægges særskilt betydning, når der i den konkrete sag ikke forelå oplysninger om, at medlemmet havde søgt på stillingerne i jobavisen.

Det var endvidere direktoratets opfattelse, at den naturlige jobsøgning inden for kassens område ikke kunne begrænses til en kontakt med afdelingen.

Den omstændighed, at arbejde inden for området i en vis udstrækning blev formidlet gennem afdelingen, friholdt ikke medlemmet for selv at være aktivt arbejdssøgende og selv gøre en indsats for at komme ud af ledigheden ved blandt andet at udnytte de foreliggende tilbud af beskæftigelsesfremmende og uddannelsesmæssig karakter.

Ankenævnet fandt, at den mere generelle henvisning til kassens anvisningsform ikke berettigede til uden videre at statuere rådighed for det enkelte medlem.

Det måtte herefter bero på en konkret vurdering af oplysningerne om medlemmets jobsøgningsaktivitet, om der kunne statueres rådighed.

Ankenævnet lagde til grund, at sagen vedrørte den vurdering af medlemmets rådighed, der blev foretaget den 24. oktober 1989.

Ankenævnet lagde vægt på, at der ganske vist ikke forelå dokumentation for medlemmets jobsøgningsaktivitet forud for samtalen den 24. oktober 1989, men at hun havde oplyst at have søgt arbejde uden held, ligesom hun opnåede arbejde i 5 uger i august/september 1989 umiddelbart forud for rådighedsvurderingen ved samtalen den 24. oktober 1989.

Ankenævnet fandt på grundlag af disse oplysninger, at medlemmet måtte anses for at have stået til rådighed for arbejdsmarkedet i det omfang, arbejdsløshedsforsikringsloven forudsætter.

Ankenævnet ændrede derfor direktoratets afgørelse.

Ingen

Direktoratet fandt, at arbejdsløshedskassen den 24. oktober 1989 uberettiget havde anset et medlem for at være til rådighed for arbejdsmarkedet, da medlemmet havde været ledig i tiden fra uge 50/1987 til uge 17/1988 og fra uge 39/1988 til april 1990, bortset fra 5 ugers arbejde i august/september 1989.

Kassen anførte ved indankningen, at der inden for malerfaget er kutyme for, at ledige holder kontakt med de firmaer, de normalt har arbejdet i, samt at firmaerne henvender sig til fagforeningen vedrørende arbejdskraft. Inden for malerfaget bruges det således ikke at opslå ledige stillinger i avisen.

Ankenævnet fandt, at den mere generelle henvisning til kassens anvisningsform ikke berettigede til uden videre at statuere rådighed for det enkelte medlem. Dette måtte bero på en konkret vurdering af oplysningerne om medlemmets jobsøgningsaktivitet.

Ankenævnet fandt herefter, at medlemmet måtte anses for at have stået til rådighed for arbejdsmarkedet, idet nævnet lagde vægt på, at medlemmet den 24. oktober 1989 havde oplyst, at hun uden held havde søgt arbejde, samt at medlemmet havde opnået arbejde i 5 uger i august/september 1989 umiddelbart forud for rådighedsvurderingen.