Generel henvisning til kassens anvisningsform kan ikke i sig selv statuere rådighed, som må bero på konkret vurdering, herunder betydningen af efterfølgende indhentede oplysninger om stillingsansøgninger.

Generel henvisning til kassens anvisningsform kan ikke i sig selv statuere rådighed, som må bero på konkret vurdering, herunder betydningen af efterfølgende indhentede oplysninger om stillingsansøgninger.

Medlemmet, der er maler, var fuldt ledig fra december 1988 til maj 1990.

Ved Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens tilsynsbesøg i arbejdsløshedskassen den 4. september 1990 forelå der intet § 65-skema som dokumentation for, at medlemmet havde været til samtale i arbejdsløshedskassen.

Der forelå heller ingen dokumentation i form af jobsøgningsskema eller lignende for, at medlemmet havde søgt arbejde.

Direktoratet anmodede kassen om nærmere at redegøre for, på hvilket grundlag den havde anset medlemmet for at være til rådighed for arbejdsmarkedet, idet direktoratet bemærkede, at man havde konstateret, at kassen ikke lå inde med den fornødne dokumentation for, hvilke stillinger medlemmet havde søgt, og hvilke uddannelser/kurser medlemmet havde gennemført eller ønskede at gennemføre.

Afdelingen fremsendte et § 65-skema vedrørende samtale den 18. oktober 1989 samt 2 jobsøgningsskemaer, dateret den 21. januar 1991, hvoraf det fremgik, at medlemmet før § 65-samtalen telefonisk havde søgt 1 job i juni 1989, ligesom han på skemaet havde anført at have søgt ind som industrilakerer ved forskellige virksomheder i Københavnsområdet. Efter § 65-samtalen havde medlemmet søgt 2 jobs i maj 1990, ligesom han i juni 1990 havde deltaget i et epoxykursus.

Arbejdsløshedskassen oplyste endvidere, at der var sket rådighedsvurdering ved løbende kontakt, og at medlemmet var indberettet til arbejdstilbud den 8. maj 1990, men at han selv fandt job af kortere varighed. Han blev påny indberettet til arbejdstilbud den 20. september 1990.

Direktoratet indberettede herefter sagen for arbejdsløshedskassen.

Direktoratet var på det foreliggende grundlag i tvivl om, hvorvidt kassen havde været berettiget til at statuere, at medlemmet var aktivt arbejdssøgende og i øvrigt selv gjorde en indsats for at komme ud af ledigheden, blandt andet ved at udnytte de foreliggende tilbud af beskæftigelsesfremmende og uddannelsesmæssig karakter.

Direktoratet var endvidere i tvivl om, hvorvidt kassen havde krav på refusion af de dagpenge, som kassen havde udbetalt efter den 18. oktober 1989.

Direktoratet anmodede derfor kassen om at træffe afgørelse i sagen efter indhentelse af medlemmets udtalelse eller forsøg herpå.

Hovedkassen meddelte herefter den 10. juli 1991, at det ud fra det oplyste fra afdelingens side var hovedkassens opfattelse, at medlemmet havde bevist sin rådighed for arbejdsmarkedet, da der samtidig havde været nær kontakt med den faglige organisation om tilbud af arbejde.

Direktoratet fandt, at kassen den 18. oktober 1989 uberettiget havde anset medlemmet for at være til rådighed for arbejdsmarkedet i fuldt normalt omfang.

Medlemmet havde derfor ikke haft ret til at modtage dagpenge fra den 18. oktober 1989, indtil han dokumenterede, at han i en periode på 10 uger havde haft mere end 300 timers arbejde på almindelige løn- og ansættelsesvilkår.

Arbejdsløshedskassen havde som følge heraf ikke krav på refusion af de dagpenge, som kassen havde udbetalt fra den 18. oktober 1989, da kassen havde udbetalt dagpengene med urette.

Direktoratet begrundede afgørelsen med, at medlemmet ikke kunne anses for at have været aktivt arbejdssøgende og selv have gjort noget for at komme ud af ledigheden ved blandt andet at udnytte de foreliggende tilbud af beskæftigelsesfremmende og uddannelsesmæssig karakter.

Direktoratet lagde herved vægt på, at medlemmet i perioden 1. januar 1989 til 31. december 1989 kun havde søgt et job i juni 1989 og fra 1. januar 1990 til 31. december 1990 havde søgt 2 jobs, den 19. marts og den 17. maj 1990, samt deltaget i kursus i juni 1990.

Direktoratet fandt, at § 3, stk. 1, litra a, i direktoratets bekendtgørelse nr. 614 af 18. december 1985 ikke kunne anvendes. Fejludbetalingen skyldtes ganske vist en skønsmæssig afgørelse, men det udøvede skøn havde ifølge direktoratet ikke været forsvarligt.

Direktoratet lagde herved blandt andet vægt på, at kassen ved samtalen den 18. oktober 1989 var bekendt med, at medlemmet kun havde søgt 1 stilling.

Arbejdsløshedskassen oplyste ved indankningen, at der inden for malerfaget er kutyme for, at ledige medlemmer holder kontakt med de firmaer, som de har arbejdet i, samt med kolleger og værkførere, for derigennem at stille deres arbejdskraft til rådighed.

Kassen oplyste samtidig, at de fleste arbejdspladser er mindre firmaer med få ansatte, og ved samtaler i afdelingerne er det naturligt, at der bygges på et indbyrdes kendskab og et kendskab til de faktiske forhold på arbejdsmarkedet, bl.a. ved at firmaer henvender sig i fagforeningen, hvis de mangler arbejdskraft.

Endvidere påpegede kassen, at det heller ikke i praksis bruges at opslå ledige stillinger i avisen inden for faget.

Det var derfor hovedkassens opfattelse, at medlemmet beviste sin rådighed ved at holde kontakt med ovennævnte, men måtte dog beklage, at nævnte forhold ikke var noteret ned i redegørelsen ved § 65-samtalen.

Kassens advokat påpegede bl.a., at man ved den seneste bekendtgørelse nr. 673 af 9. oktober 1991 havde udtaget jobsøgningsskemaerne, hvilket efter advokatens opfattelse var gjort ud fra et politisk ønske, idet det havde stået alle klart, at et sådant rent formalistisk tiltag ingen værdi havde.

Direktoratet havde ifølge advokaten indtaget den holdning, at såfremt de formelle vejledninger og pligter ikke var opfyldt af kassen, var dagpengene pr. automatik udbetalt med urette, jf. bekendtgørelse nr. 614 af 18. december 1985. Dette betragtedes som en sanktion over for kassen, hvilket vel aldrig havde været meningen. Såfremt man havde ønsket at sanktionere manglende opfyldelse af pligter fra arbejdsløshedskassens side, måtte dette have fremgået af bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989.

Direktoratet burde ifølge advokaten have indkaldt medlemmet for at skønne over, om der var udbetalt dagpenge med rette eller urette. Efter en sådan sagsbehandling kunne direktoratet selvsagt komme frem til, at medlemmet ikke burde have modtaget dagpenge, og herefter pålagt kassen at tilbagebetale disse. Imidlertid afgjorde direktoratet som før nævnt i den omvendte rækkefølge, nemlig derhen, at såfremt kassen ikke havde opfyldt sine forpligtelser, var dagpengene udbetalt med urette.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen bemærkede hertil, at direktoratets afgørelse ikke byggede på formalitetsbetragtninger, men på en konkret vurdering på grundlag af fremkomne oplysninger om medlemmets jobsøgnings-, uddannelses- eller kursusaktivitet forud for samtalen.

Den omstændighed, at der forelå oplysning om jobsøgningsaktivitet efter samtalen, var i den forbindelse uden betydning, idet det var medlemmets situation på samtaletidspunktet, der var afgørende for rådighedsvurderingen.

Direktoratet bemærkede endelig, at der ved afskaffelsen af jobsøgningsskemaet ikke herudover var foretaget ændringer i medlemmernes og arbejdsløshedskassernes pligter til at godtgøre rådighed.

Kassens advokat bemærkede bl.a., at det selvfølgelig var beklageligt, at afdelingen ikke fuldt ud havde levet op til sin noteringspligt, men dette berørte ikke det faktum, at medlemmet i vid udstrækning havde henvendt sig i afdelingen samt ligeledes havde søgt job, som ikke var blevet noteret.

Yderligere påpegede advokaten, at man fra kassens side måske ikke havde været omhyggelig nok med at informere medlemmerne om, at disse skulle notere ned, når de havde søgt arbejde. Dette berørte dog ikke det konkrete i sagen, nemlig at medlemmet helt generelt havde søgt de stillinger, som havde været ledige.

Advokaten henviste til, at man i Københavnsafdelingen havde noteret, hvilke arbejdsgivere, der havde henvendt sig i afdelingerne, og hvilke behov den enkelte arbejdsgiver havde haft. Advokaten tilbød at fremlægge disse bøger for nævnet.

Advokaten henviste videre til, at afdelingerne generelt læser aviser med henblik på at finde stillingsannoncer, som udkommer i en af afdelingen udarbejdet jobavis, som udsendes til alle ledige medlemmer. Herefter ved man ikke fra afdelingernes side, hvilke af de ledige medlemmer, der har fået job, blot kan man konstatere, at en stilling er blevet besat.

Advokaten fandt det ikke unaturligt, at de relevante oplysninger om jobs, medlemmet havde søgt, først kom frem efter § 65-samtalen, hvor medlemmet var blevet informeret om at notere ned, når han havde søgt arbejde. For advokaten var der ingen tvivl om, at han havde søgt lige så meget arbejde før som efter § 65-samtalen.

Direktoratet bemærkede, at der i advokatens brev ikke var fremkommet nye oplysninger, som ikke tidligere er kommenteret af direktoratet.

Direktoratet havde konstateret, at kassen fortsat ikke havde godtgjort jobsøgningsaktivitet i tilstrækkeligt omfang forud for afholdelsen af § 65-samtalen.

Direktoratet henviste videre til, at der i direktoratets bekendtgørelse nr. 316 af 18. maj 1989 om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt over for dens medlemmer i § 7, stk. 2, var fastsat en pligt for kassen til ved den foretagne § 65-samtale bl.a. at registrere, hvilke stillinger, medlemmet havde søgt. Denne registreringspligt var indført, for at kassen kunne godtgøre, at den havde foretaget en systematisk rådighedsvurdering i forbindelse med § 65- samtalen. I den udstrækning kassen ikke havde ligget inde med de krævede oplysninger, havde direktoratet anmodet kassen om at fremsende disse. Direktoratet havde herefter truffet konkret afgørelse på grundlag af de fremkomne oplysninger.

Direktoratet fandt i den forbindelse ikke, at generelle udtalelser om medlemmernes jobsøgningsaktivitet og rådighed i almindelighed kunne tillægges betydning ved den konkrete rådighedsvurdering.

For så vidt der inden for et fagområde var udviklet særlige jobsøgningskutymer, fandt direktoratet naturligvis, at der skulle tages hensyn hertil. Men i den udstrækning, der ikke var fremkommet oplysninger om kontakt med arbejdsgivere, f.eks. gennem arbejdskammerater, kunne sådanne aktiviteter i sagens natur ikke indgå i direktoratets vurdering.

På samme måde kunne afdelingernes udarbejdelse af jobavis ikke tillægges særskilt betydning, når der ikke forelå oplysninger om, at et medlem havde søgt stillingerne i jobavisen.

Det var direktoratets opfattelse, at den naturlige jobsøgning inden for kassens område ikke kunne begrænses til en kontakt med afdelingen.

Ankenævnet anmodede bl.a. direktoratet om oplysninger om, hvilke ledige stillinger AF havde registreret i Københavnsområdet i den omhandlede periode. Da AF-MATCH kun opbevarer oplysninger i 2 år, var det ikke muligt at få oplysninger fra 1989.

Ankenævnet efterlyste endvidere beskrivelse af, hvilke initiativer kassen tager for at være det enkelte medlem behjælpelig med at søge arbejde, herunder hvordan jobavisen fungerer.

Kassen henviste til, at det i større ledighedsperioder kan forekomme, at den modtager 20-30 opringninger fra de ledige, hvor kassen så oplyser om ledigt arbejde. Hvis arbejdet kan bestrides af medlemmet, opgives arbejdsgiverens telefonnummer, og medlemmet opfordres til at ringe tilbage, om arbejdet er kommet i stand. Kassen kontakter ligeledes efter nogle dages forløb arbejdsgiveren for at konstatere, om anvisningen var i orden.

Kassen henviste til, at man forsøgsvis har udsendt en jobavis et par gange, men det fremkomne materiale viste, at jobavisen først blev etableret i 1990, og de fremsendte tilbudsaviser vedrørte perioder i juni, juli og september 1990.

Kassen bemærkede, at den beskrevne anvisningsform havde fungeret tilfredsstillende for alle parter, og at kassen ikke havde fundet det relevant at nedskrive, hvor den enkelte kollega påbegyndte arbejde.

Ankenævnet anmodede endelig om oplysning om medlemmets jobsøgning.

Arbejdsløshedskassen henviste til, at medlemmet nu havde oplyst at have søgt arbejde hos bl.a. 10 nærmere angivne arbejdsgivere. Medlemmet kunne ikke huske de nøjagtige tidspunkter. Af disse 10 var 3 omfattet af de tidligere oplysninger om jobsøgning, heraf 2 efter § 65-samtalen.

Ankenævnet fandt, at den mere generelle henvisning til kassens anvisningsform ikke berettiger til uden videre at statuere rådighed for det enkelte medlem.

Det måtte herefter bero på en konkret vurdering af oplysningerne om medlemmets jobsøgningsaktivitet, om der kunne statueres rådighed.

Ankenævnet lagde til grund, at sagen vedrørte den vurdering af medlemmets rådighed, der blev foretaget den 18. oktober 1989.

Ankenævnet lagde endvidere til grund, at medlemmet nu havde oplyst at have søgt arbejde hos bl.a. 10 nærmere angivne arbejdsgivere. Medlemmet kunne ikke huske de nøjagtige tidspunkter. Af disse 10 var 3 omfattet af de tidligere oplysninger om jobsøgning, heraf 2 efter § 65-samtalen.

Ankenævnet fandt, at de nu fremkomne oplysninger om jobsøgningsaktivitet - 3 år efter den aktuelle periode - måtte anses for upræcise og ikke kunne tillægges afgørende betydning ved sagens afgørelse.

Ankenævnet fandt, at medlemmet på grundlag af disse og tidligere anførte oplysninger ikke kunne anses for at have stået til rådighed for arbejdsmarkedet i det omfang, arbejdsløshedsforsikringsloven forudsætter.

Ankenævnet tiltrådte derfor direktoratets afgørelse.

Ingen

Direktoratet meddelte, at arbejdsløshedskassen efter en § 65-samtale den 18. oktober 1989 uberettiget havde anset et medlem for at være til rådighed for arbejdsmarkedet, idet medlemmet, foruden at have deltaget i et kursus, kun havde søgt en stilling i 1989 og 2 stillinger i 1990.

Kassen anførte ved indankningen, at der indenfor malerfaget er kutyme for, at ledige holder kontakt med de firmaer, de normalt har arbejdet i, samt at firmaerne henvender sig til fagforeningen vedrørende arbejdskraft. Indenfor malerfaget bruges det således ikke at opslå ledige stillinger i avisen.

Ankenævnet fandt, at den mere generelle henvisning til kassens anvisningsform ikke berettigede til uden videre at statuere rådighed for det enkelte medlem. Dette måtte bero på en konkret vurdering af oplysningerne om medlemmets jobsøgningsaktivitet.

Ankenævnet lagde herefter til grund, at medlemmet efterfølgende havde oplyst, at han havde søgt arbejde hos bl.a. 10 nærmere angivne arbejdsgivere. Medlemmet kunne ikke huske de nøjagtige tidspunkter. Af disse 10 var 3 omfattet af de tidligere oplysninger om jobsøgning, heraf 2 efter § 65-samtalen.

Nævnet fandt, at medlemmet ikke kunne anses for at have stået til rådighed for arbejdsmarkedet, idet de efterfølgende fremkomne oplysninger om jobsøgningsaktivitet - 3 år efter den aktuelle periode - måtte anses for upræcise og ikke kunne tillægges afgørende betydning ved sagens afgørelse.