Uforenelige frister i det danske og det græske arbejdsløshedskassesystem.

Uforenelige frister i det danske og det græske arbejdsløshedskassesystem.

Et medlem fik af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen udstedt en attest E 303, som berettigede hende til dagpenge under 3 måneders arbejdssøgning i Grækenland i perioden 2. april til 1. juli 1991.

Af direktoratets følgeskrivelse af 11. marts 1991 fremgik det bl.a., at medlemmet ville miste retten til dagpenge, hvis hun ikke tilmeldte sig arbejdsformidlingen i Danmark inden attestperiodens udløb.

Medlemmet tilmeldte sig arbejdsformidlingen i Danmark ved sin hjemkomst den 4. juli 1991.

Kassen meddelte, at medlemmet havde mistet retten til dagpenge, da fristen for tilmelding til arbejdsformidlingen udløb den 1. juli 1991.

Medlemmet anførte hertil bl.a., at arbejdsformidlingens regionskontor på Rhodos i Grækenland fastlagde hendes sidste fremmødedato til den 2. juli 1991, hvor hun skulle have et stempel, der gjorde det muligt for hende at få udbetalt dagpenge.

I et brev til direktoratet oplyste kassen, at medlemmet så sig nødsaget til at møde på arbejdsformidlingen i Grækenland den 2. juli 1991 for at få udbetalt dagpenge, og at hun på grund af rejsetid først kunne tilmelde sig arbejdsformidlingen i Danmark den 4. juli 1991.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen var enig med kassen i, at medlemmet skulle opnå mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger, førend ret til dagpenge kunne opnås.

Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet ifølge attest E 303 skulle have været tilbage i Danmark senest den 1. juli 1991 for at bevare sin dagpengeret efter arbejdssøgning i Grækenland.

Direktoratet bemærkede, at det i følgeskrivelsen til attest E 303 var oplyst, at medlemmet ville fortabe retten til dagpenge, hvis hun ikke tilmeldte sig arbejdsformidlingen i Danmark inden udløbet af attestperioden.

I klagen anførte Ansatte Arkitekters Råd på medlemmets vegne, at systemet i Grækenland er sådan indrettet, at dagpengene først kan hæves dagen efter fremmøde og stempling, hvilket medlemmet gjorde den 3. juli 1991, hvorefter hun straks fløj til Danmark og mødte på arbejdsformidlingen den 4. juli 1991.

Rådet fandt det derfor absurd, at hun skulle udelukkes fra at modtage dagpenge ved hjemkomsten til Danmark, ligesom det ifølge rådet ikke kunne være hensigten med EF-forordningen, at man kunne komme i en situation, som den i sagen omhandlede.

Direktoratet bemærkede hertil, at medlemmet i følgeskrivelsen til attest E 303 blev orienteret om, at hun ville miste retten til dagpenge, hvis hun ikke tilmeldte sig arbejdsformidlingen i Danmark inden udløbet af attestperioden.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at medlemmet skulle anses for dagpengeberettiget ved hjemkomsten til Danmark den 4. juli 1991, uanset at hun først vendte hjem efter udløbet af 3 måneders perioden.

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke samtidig kunne opfylde kravene i det danske og det græske dagpengesystem, og at der derfor undtagelsesvis var grundlag for at forlænge 3 måneders fristen, jf. forordningens artikel 69, stk. 2.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Ingen

Et medlem havde ifølge attest E 303 ret til dagpenge under 3 måneders arbejdssøgning i Grækenland i tiden fra den 2. april til den 1.

juli 1991.

Af direktoratets følgeskrivelse af 11. marts 1991 fremgik, at medlemmet ville miste retten til dagpenge, hvis hun ikke tilmeldte sig arbejdsformidlingen i Danmark inden attestperiodens udløb.

Ifølge de græske regler havde medlemmet mødepligt på regionskontoret på Rhodos den 2. juli og kunne først få sine dagpenge dagen efter, den 3. juli 1991.

Straks efter fremmøde og dagpengeudbetaling på Rhodos tog medlemmet fly til Danmark og mødte på arbejdsformidlingen den 4. juli 1991.

Ankenævnet fandt, at medlemmet var dagpengeberettiget ved hjemkomsten til Danmark den 4. juli 1991, idet nævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke samtidig kunne opfylde kravene i det danske og det græske dagpengesystem, og at der undtagelsesvis var grundlag for at forlænge 3 måneders fristen, jf. forordningens artikel 69, stk.

2.