Betaling for merydelser (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Betaling for merydelser (* 1)
K E N D E L S E i Voldgiftssag nr. C 3142 K A/S mod A A/S
Efter at klageren, K A/S, som totalentreprenør havde opført kro, hotel og kursuscentret x-kro for indklagede, A A/S (tidligere B A/S), som bygherre, rejste klageren den 5. oktober 1989 krav om betaling af 512.600 kr. excl. moms for merydelser.
Da indklagede afviste kravet, indbragte klageren sagen for en voldgiftsret nedsat i henhold til »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed«. Voldgiftsretten har bestået af arkitekt m.a.a. Holger Tangaa Hansen, civilingeniør Jens Wichmand Jørgensen og højesteretsdommer J. Bangert med sidstnævnte som formand.
Klageren har nedlagt påstand om betaling af 512.600 kr. excl. moms med sædvanlig procesrente fra den 5. oktober 1989.
Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb og har gjort indsigelse imod renteberegningen.
Under den mundtlige forhandling, der fandt sted den 23. maj 1991, er der fra klagerens side afgivet forklaring af direktør C, direktør D, afdelingsleder E og projekteringschef F og fra indklagedes side af direktør G og ingeniør H, der er afdelingsleder hos indklagedes tekniske rådgiver I.
Efter at have gennemgået de fremførte beviser og overvejet det af parterne anførte, har voldgiftsretten fremsat følgende tilkendegivelse om, hvorledes sagen vil blive afgjort
I. Generelt om klagerens krav.
Ifølge entreprisekontrakten skulle alt arbejde udføres som beskrevet i projektbeskrivelsen af 25. februar 1988 og som vist på de anførte tegninger, og alle arbejder til færdigt byggeri, herunder projektering og indhentning af myndighedsgodkendelse, skulle være indeholdt i entreprisesummen.
I entreprisebetingelserne for opførelsen er det blandt andet anført, at entreprenøren ikke uden bygherrens godkendelse må ansøge om dispensation, og at alle aftaler om ekstraarbejde skal foreligge skriftligt underskrevet af begge parter. Det er endvidere fastsat, at entreprenøren ikke kan gøre bygherren eller dennes rådgiver ansvarlig for fejl eller mangler, som er overset ved gennemgang af projektet.
I den af indklagedes rådgiver udarbejdede projektbeskrivelse af 25. februar 1988 er givet nogle detaljer om udførelsen af tagkonstruktionen, og det siges herefter
Stråtagene skal udføres, således at alle myndighedskrav er tilgodeset, herunder specielt de brandmæssige hensyn, og der skal inden planlægningen af stråtagenes udførelse optages forhandling med bygherrens forsikringsselskab, J A/S, om udførelsesmetode.
Det må lægges til grund, at klageren havde fået pålæg om ikke at rette henvendelse til y kommune om stråtaget, førend der forelå et endeligt forslag til udførelsen fra arkitekt og entreprenør, og at klageren således var afskåret fra at få konkrete oplysninger om, hvilke krav kommunen ville stille for at meddele den fornødne dispensation.
Det må endvidere lægges til grund, at klageren til brug for projektet bl.a. søgte oplysning om, hvilke betingelser der var stillet ved udførelsen af stråtagene efter storbranden i z-by.
Det må endelig lægges til grund, at såvel klageren som indklagedes tekniske rådgiver var af den opfattelse, at den foreslåede konstruktion ville give tilstrækkelig brandmæssig sikkerhed, og at der forelå en erklæring herom fra L.
Der var således ingen fejl ved projektet, og det bliver derfor afgørende, om klageren eller indklagede har risikoen for de særlige krav, som blev stillet af kommunen for at give dispensation.
Voldgiftsretten finder ikke, at klageren ved den indgåede aftale eller ved at undlade at tage forbehold har overtaget bygherrens risiko også for uforudseelige krav fra myndighederne for at dispensere, således at bygherrens usædvanlige krav om stråtag kunne gennemføres.
Klageren gjorde straks efter at have modtaget kommunens betingelser indklagede opmærksom på, at disse ville medføre krav om ekstra betaling, men tilbød at medvirke til at finde besparelser andre steder i byggeriet, således at de samlede udgifter ikke blev overskredet. Dette blev imidlertid afvist af indklagedes rådgiver. Det findes herefter uden betydning, at der ikke har foreligget aftalesedler.
II. De enkelte krav.
1. Trappehus 150.000 kr.
Voldgiftsretten finder, at kravet om et trappehus i stedet for en udvendig brandtrappe må anses for uforudseeligt, og da den krævede merpris må anses for rimelig, må indklagede betale beløbet.
2. Betonoverdæk 13.000 kr.
Voldgiftsretten finder ikke, at kravet herom har betydet en væsentlig fordyrelse i forhold til anden konstruktion og i mangel af nærmere dokumentation, må indklagede frifindes.
3. Ændring fra 9 mm Gyproc til 13 mm gipsunderlag 10.600 kr.
Kravet herom findes ikke at gå væsentlig udover, hvad der måtte påregnes, og voldgiftsretten frifinder derfor indklagede.
4. Total brandisolering med brandbatts over gipsunderlag 154.000 kr.
Ifølge projektbeskrivelsen skulle der kun isoleres mellem lægterne. Voldgiftsretten finder det ikke upåregneligt, at der blev krævet isolering over hele undertaget, men at det var uforudseeligt, at der blev krævet isolering af hele hulrummet mellem undertag og tag. Den heraf følgende merudgift ansættes skønsmæssigt til 100.000 kr., som indklagede må betale.
5. Ændringer ved brandsektionsvægge 95.000 kr.
Der var ikke i projektbeskrivelsen foreskrevet noget om brandsektionerne. Voldgiftsretten finder det ikke godtgjort, at kommunens krav er gået udover, hvad der følger af bygningsreglementet, eller at der i øvrigt foreligger en uforudseelig merudgift, og frifinder derfor indklagede.
6. Projekteringshonorar 50.000 kr.
Voldgiftsretten finder, at klageren har krav på projekteringshonorar af trappehuset og fastsætter dette til 19.500 kr.
7. K salær 40.000 kr.
Voldgiftsretten fastsætter dette til 8% af de tilkendte 250.000 kr. eller 20.000 kr.
III. Renter.
Det er ikke oplyst, om der foreligger nogen aftale om tidspunktet for betaling af merarbejder, eller hvornår endelig opgørelse er blevet fremsendt. Voldgiftsretten finder herefter, at beløbet i overensstemmelse med den almindelige regel i AB § 26, stk. 6 må anses for forfaldet ved modtagelsen af klagerens krav, og at kravet, da det ikke er betalt inden 3 uger, må forrentes fra modtagelsen.
Klagerens krav opgøres herefter således
Post 1 150.000 kr. Post 4 100.000 kr. Post 6 19.500 kr. Post 7 20.000 kr. ----------- 289.500 kr. med tillæg af moms 63.690 kr. ----------- ialt 353.190 kr.
hvilket beløb klageren skal betale med sædvanlig procesrente fra den 5. oktober 1989.
Hver part bærer sine omkostninger og betaler halvdelen af udgifterne til voldgiftsrettens behandling af sagen.
Indklagede har ikke ønsket at acceptere voldgiftsrettens tilkendegivelse og har fremsat en række indsigelser.
Der må gives indklagede medhold i, at det beror på en fejl, når det under punkt II.4 Brandisolering er anført, at der kun skulle isoleres mellem lægterne, og at der rettelig burde have stået, at der skulle isoleres mellem og under lægterne. Som det fremgår af tilkendegivelsen, har denne fejl ikke haft betydning for resultatet.
Herefter, og da det af indklagede iøvrigt anførte ikke giver voldgiftsretten anledning til at ændre sit standpunkt eller genoptage sagen, afsiges følgende
K E N D E L S E
Indklagede, A A/S, skal inden 14 dage efter modtagelsen af denne kendelse til klageren, K A/S, betale 353.190 kr. med sædvanlig procesrente fra den 5. oktober 1989.
Hver part bærer sine omkostninger og betaler halvdelen af udgifterne til voldgiftsrettens behandling af sagen.
København, den 4. oktober 1991
Holger Tangaa Hansen Johannes Bangert Jens Wichmand Jørgensen
P.v.c.
G. Stark
Der fandtes ikke grundlag for, at en totalentreprenør skulle have overtaget bygherrens risiko også for uforudseelige krav fra myndighederne (1). I tillæg til de tilkendte meromkostninger blev der tilkendt salær med 8% (2). Da der ikke forelå nogen aftale om tidspunktet for betaling af merarbejder, fandtes beløbet at måtte anses for forfaldet ved modtagelsen af kravet, således at det skulle forrentes fra modtagelsen, da det ikke var betalt inden 3 uger (3).