Tilbagebetalingskrav - Stiftelsestidspunkt - Gældssanering

Tilbagebetalingskrav - Stiftelsestidspunkt - Gældssanering

» Vedrørende tilbagebetaling af boligsikring.

Ved skrivelse af 17. april 1991, indgået til Bygge- og Boligstyrelsen den 21. maj 1991, har De klaget over en afgørelse, Amtsankenævnet for Nordjyllands Amt meddelte Dem den 19. marts 1991, hvorefter nævnet tiltrådte et af Aalborg Kommune fremsat tilbagebetalingskrav af for meget udbetalt boligsikring i perioden 1.1. - 31.12.1988.

Amtsankenævnet har begrundet afgørelsen med, at den faktiske husstandsindkomst i forhold til det anvendte beregningsgrundlag oversteg de i boligstøttelovens § 41, stk. 1, nævnte grænser, samt at De anses at have tilsidesat Deres oplysningspligt, jf. boligstøttelovens § 38, stk. 3, og § 41, stk. 3.

Nævnet fandt endelig, at kommunen, uanset en gældssaneringskendelse i det pågældende år, var berettiget til at fremsætte tilbagebetalingskravet begrundet i, at kravet og dermed gælden først var at anse for stiftet efter gældssaneringskendelsen.

Endelig angiver nævnet i afgørelsen, at spørgsmålet om, hvorvidt kravet burde have været anmeldt af kommunen, og derved indgået i den stedfundne gældssanering, i sidste instans henhører under domstolene.

De angiver i skrivelse af 3. august 1990 om baggrunden for Deres klage bl.a., at De ikke finder tilbagebetalingskravet berettiget, idet De har fået gældssanering for gæld stiftet inden den 28. september 1988. De anfører, at Aalborg Skifterets kendelse fra den 10. marts 1989 gælder for al gæld stiftet inden den 28. september 1988, samt at der ikke i rettens kendelse er taget forbehold for tilbagebetalingskrav af den karakter, som Aalborg Kommune påberåber sig.

De anfører videre, at alle kreditorer, herunder Aalborg Kommune, forud for skifterettens kendelse fik lejlighed til at præcisere sine krav, samt at De ikke var vidende om tilbagebetalingskravet, før De modtog skrivelse af 25. juni 1990 fra Aalborg Kommune.

Afslutningsvis anfører De, at social- og sundhedsforvaltningen tidligere har accepteret, at for meget udbetalt boligsikring ikke skulle tilbagebetales.

Deres advokat har ved en henvendelse af 13. september 1990 til amtsankenævnet anført, at det ikke efter hans opfattelse er relevant, hvornår kravet om tilbagebetaling af boligsikring er fremsat, eller om det på tidspunktet for gældssanering kunne forudses, at der ville komme en regning for året 1988. Afgørende er efter hans opfattelse, om den periodevise udbetaling er sket før eller efter gældssaneringssagens indledning, idet tilbagebetalingskravet må anses for at være stiftet på udbetalingstidspunktet.

Afslutningsvis anfører advokaten, at da gældssaneringen har virkning for gæld stiftet inden den 28. september 1988, kan der ikke ske tilbagebetaling for så vidt angår boligsikring udbetalt før dette tidspunkt, men derimod nok i resten af året 1988. Der henvises i øvrigt til, at der er snævre grænser for, hvornår uretmæssigt udbetalte beløb kan kræves tilbage, når det drejer sig om beløb, der er udbetalt til forsørgelsesformål.

Bygge- og Boligstyrelsen skal i anledning af Deres klage meddele, at det fremgår af boligstøttelovens § 63, stk. 2, at amtsankenævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Boligministeren kan dog optage en sag til principiel behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning.

Efter styrelsens opfattelse er spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt tilbagebetalingskrav om boligstøtte må anses for stiftet og hermed, om kravet er omfattet af en gældssaneringskendelse, af principiel betydning. Bygge- og Boligstyrelsen har derfor taget dette spørgsmål i sagen op til principiel behandling.

I Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 fremgår under pkt. 15.7 følgende: »For så vidt angår for meget udbetalt boligsikring og boligydelse anses tilbagebetalingskravet for stiftet på det tidspunkt, hvor forudsætningen for beregning af støtten ændres eller bortfalder, dog således at stiftelsestidspunktet eventuelt kan udskydes til udgangen af det pågældende boligstøtteår.«

Efter Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse må det i relation til boligstøtteloven anses for det rigtigste resultat, at et tilbagebetalingskrav stiftes på det tidspunkt, hvor en indkomstoverskridelse bliver så stor, at den berettiger til fremsættelse af et tilbagebetalingskrav.

Bygge- og Boligstyrelsen skal endvidere gøre opmærksom på, at spørgsmålet om stiftelsestidspunktet for tilbagebetalingskrav efter boligstøtteloven tidligere har været forelagt Justitsministeriet, under hvem gældssaneringsloven henhører. Justitsministeriet har i denne anledning meddelt, at spørgsmålet om, i hvilket omfang en fordring er omfattet af en gældssaneringskendelse, henhører under domstolene, og at ministeriet derfor af principielle grunde ikke fandt at burde udtale sig om spørgsmålet om, hvilken betydning en gældssaneringskendelse vil have for krav på tilbagebetaling af boligstøtte.

Med henvisning til ovennævnte finder Bygge- og Boligstyrelsen ikke, at spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt tilbagebetalingskravet i sagen må anses for stiftet i relation til gældssaneringskendelsen, er et spørgsmål, som amtsankenævnet kan tage op til behandling som klagemyndighed i medfør af boligstøtteloven.

Når det i vejledningen er angivet som alternativ, at stiftelsestidspunktet eventuelt kan udskydes til udgangen af året, må dette betragtes som en sekundær løsning. Denne kan imidlertid være nødvendig, fordi der kan være tilfælde, hvor det ikke er muligt blot at fastlægge, hvornår en faktisk indkomstoverskridelse berettiger til et tilbagebetalingskrav, hvorfor kommunen kan være nødsaget til at vende tilbage til boligstøttelovens udgangspunkt, hvorefter beregning og efterregulering sker på årsbasis.

Om tilbagebetalingskravet herefter indgår eller ikke indgår under gældssaneringskendelsen anses herefter som et spørgsmål, der henhører under domstolene, idet det ikke ses at være bestridt i sagen, at der er grundlag for at rejse et tilbagebetalingskrav efter reglerne i boligstøttelovgivningen.'

Ingen

Bygge- og Boligstyrelsen fandt ikke, at spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt et tilbagebetalingskrav måtte anses for stiftet i relation til en gældssaneringskendelse, var et spørgsmål, som et amtsankenævn kunne tage op til behandling som klagemyndighed i medfør af boligstøtteloven.

Om et tilbagebetalingskrav herefter var omfattet af gældssaneringskendelsen, blev anset som et spørgsmål, der henhørte under domstolene, idet det ikke var bestridt i sagen, at der var grundlag for at rejse et tilbagebetalingskrav efter reglerne i boligstøttelovgivningen.