Fyldestgørende grund til arbejdsophør - Mobning af kollega.

Fyldestgørende grund til arbejdsophør - Mobning af kollega.

Et medlem opsagde den 25. september 1990 sin stilling til fratræden den 31. oktober 1990 under henvisning til »mobning« fra en kollegas side.

Medlemmet havde været ansat som kontorassistent på deltid siden den 7. september 1989. Ansættelsesforholdet forløb uden problemer i en periode, hvorefter der opstod samarbejdsproblemer med den nærmeste samarbejdspartner.

Medlemmet har oplyst, at ansættelsesforholdet bl.a. omfattede renskrivning af manuskripter m.v. til et blad, og at problemerne opstod i forbindelse med renskrivningen og redigeringen af bladet.

Ifølge medlemmet medførte samarbejdspartnerens sene afleveringer af materiale mindre tid til renskrivning af dette. Medlemmet søgte problemet afklaret med pågældende, dog uden held. En manual til en edb-maskine blev fjernet af samarbejdspartneren, hvilket vanskeliggjorde det daglige arbejde.

Medlemmet følte sig udsat for »mobning« og henvendte sig gentagne gange til arbejdsgiveren for at finde en løsning på de opståede problemer. Til sidst følte medlemmet sig nødsaget til at opsige sin stilling grundet det psykiske pres forårsaget af samarbejdsproblemerne.

Medlemmet var sygemeldt i 14 dage og afholdt derefter ferie indtil arbejdsophøret den 31. oktober 1990.

Medlemmet oplyste ved henvendelse til egen læge den 5. oktober 1990, at hun på grund af »mobning« på arbejdspladsen havde det psykisk dårligt. I lægeerklæring af 22. januar 1991 udtaler medlemmets læge, at hun efter hans opfattelse var psykisk »kørt ned« ved henvendelsen den 5. oktober 1990.

Kassen meddelte, at medlemmet skulle tildeles 5 ugers karantæne regnet fra den 1. november 1990, da medlemmet ikke havde henvendt sig til sin faglige organisation for at søge forholdene ændret, eller søgt læge før opsigelsen. Kassen fandt dog, at karantæne i den konkrete sag syntes urimeligt grundet de meget dårlige arbejdsforhold.

Hovedledelsen fastholdt den idømte karantæne, idet grunden til arbejdsophøret ikke syntes underbygget med fornøden lægelig dokumentation, og fordi alle forhandlingsmuligheder med arbejdsgiveren ikke fandtes udtømt.

Medlemmet anførte i klagen til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, at hun fandt, at hun opfyldte betingelserne i bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 28, stk. 1, nr. 1, og nr. 11.

Hovedledelsen fastholdt sin afgørelse.

På forespørgsel fra direktoratet har medlemmets tidligere arbejdsgiver bekræftet, at der var alvorlige samarbejdsproblemer mellem medlemmet og hendes kollega. Det dårlige samarbejde var så psykisk belastende for medlemmet, at hun følte sig presset til at opsige sin stilling.

Direktoratet meddelte, at medlemmets arbejdsophør den 31. oktober 1990 ikke kunne anses for fyldestgørende begrundet i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Medlemmet kunne derfor ikke få dagpenge i 5 uger regnet fra den 1. november 1990.

Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet opsagde sit arbejde, da hun ikke længere kunne klare det psykiske pres som følge af samarbejdsproblemerne.

Direktoratet fandt, at der ikke forelå tilstrækkelig lægelig dokumentation for, at arbejdsophøret var fyldestgørende begrundet.

Endvidere lagde direktoratet vægt på, at medlemmet ikke forud for arbejdsophøret kontaktede sin faglige organisation, og derfor ikke kunne anses for at have udtømt foreliggende forhandlingsmuligheder.

Endelig lagde direktoratet vægt på, at arbejdsgiveren ikke syntes at have misligholdt ansættelsesforholdet i en sådan grad, at medlemmet var berettiget til opsigelse uden dagpengemæssige konsekvenser.

Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1, nr. 2, samt til direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 26, stk. 1.

Direktoratet fandt ikke, at medlemmet var omfattet af bestemmelserne i § 28, stk. 1, nr. 1, og nr. 11 i samme bekendtgørelse.

Medlemmet anførte i sin klage, at hun gentagne gange har henvendt sig til arbejdsgiveren for at finde en løsning på problemerne.

Endvidere oplyste medlemmet, at hun ikke havde været helt opmærksom på muligheden for hjælp fra den faglige organisations side, da hun ikke tidligere har befundet sig i en lignende situation.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre den trufne afgørelse.

Direktoratet var ved afgørelsen bekendt med, at medlemmet gentagne gange har henvendt sig til arbejdsgiveren, dog uden at finde en løsning.

Ankenævnet fandt det ikke godtgjort, at samarbejdsvanskelighederne væsentligst kunne tilregnes medlemmet.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet gentagne gange henvendte sig til sin arbejdsgiver for at søge samarbejdsproblemerne løst.

Medlemmet var derfor berettiget til dagpenge fra den 1. november 1990.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Ingen

Et medlem opsagde den 25. september 1990 sit arbejde til fratræden den 31. oktober 1990 på grund af mobning fra kollegas side.

Medlemmet var efter opsigelsen sygemeldt i 14 dage og afholdt herefter ferie.

Medlemmet havde flere gange uden resultat henvendt sig til kontorchefen.

Af lægeerklæring af 22. januar 1991 fremgår, at medlemmet ved henvendelsen den 5. oktober 1990 var psykisk kørt ned.

Ankenævnet fandt det ikke godtgjort, at samarbejdsvanskelighederne væsentligst kunne tilregnes medlemmet.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet gentagne gange havde henvendt sig til sin arbejdsgiver for at søge samarbejdsproblemerne løst, og medlemmet var derfor berettiget til dagpenge fra den 1.

november 1990.