Uddannelsesstøtte - institutionsfejl - supplerende stipendium til undervisningsafgift
Statutory Text (3 Articles)
Uddannelsesstøtte - institutionsfejl - supplerende stipendium til undervisningsafgift
Ankenævnets brev af 25. september 1991
I et brev af 6. marts 1991 har De på NNs vegne klaget over, at Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte har afslået at udbetale ham stipendium til dækning af undervisningsafgift i efteråret 1990.
Styrelsens afslag er begrundet med, at NN først den 7. januar 1991 har ansøgt om dette supplerende stipendium, men i efteråret 1990 var sidste frist for ansøgning om uddannelsesstøtte den 1. oktober 1990.
De henviser til, at NN ikke har begået en fejl, men at det er stipendienævnet ved x-skole, der har glemt at udfylde rubrikken vedrørende undervisningsafgift. NN opdagede først denne fejl, da det var for sent.
SU-styrelsen har i anledning af Deres klage afgivet en udtalelse i et brev af 16. april 1991, hvoraf De har fået tilsendt en kopi. Styrelsen fastholder sin afgørelse under henvisning til overskridelsen af ansøgningsfristen. Styrelsen finder, at NN fra modtagelsen af støttemeddelelsen i slutningen af august har haft god tid til at søge et supplerende stipendium inden den 1. oktober 1990.
Ankenævnet konstaterer, at der ikke i ansøgningsskemaet for efteråret 1990 er en rubrik om undervisningsafgift, som skal udfyldes af ansøgeren. Skemaets rubrik om undervisningsafgift skal derimod udfyldes af uddannelsesinstitutionen. Nævnet er derfor enig i, at der er begået en fejl af x-skole, da den ikke indføjede oplysning om undervisningsafgiften. Det kan ikke kræves, at støtteansøgeren skal blive opmærksom herpå i løbet af september måned og nå at indlevere en ændringsansøgning inden den 1. oktober 1990.
Ingen
Uddannelsesinstitutionens manglende udfyldelse af rubrik om undervisningsafgift kræver ikke rettelse ved ændringsansøgning.
Overskridelse af ansøgningsfristen kan ikke påberåbes.
SU-styrelsen må dække uddannelsesinstitutionens fejl ind og yde støtte.