Legislator Case Law & Legislation
W19916056225 DK

Uddannelsesstøtte - 'fjumreklip' ved studieskift

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 60562 Valid

Uddannelsesstøtte - »fjumreklip« ved studieskift

Ankenævnets brev af 21. februar 1991

I et brev modtaget i ankenævnet den 27. september 1990 har De klaget over, at Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte kun har tildelt Dem uddannelsesstøtte i 2 1/2 år til den 4-årige læreruddannelse, som De begyndte på den 1. august 1990.

Afslaget skyldes, at De tidligere har læst samfundsfag/forvaltning på Københavns Universitet fra 1. september 1988 til 31. december 1989. Ankenævnet må gå ud fra, at De modtog uddannelsesstøtte i disse 16 måneder.

De anfører, at De overvejede at standse universitetsstudiet efter 1 år, men valgte så at fortsætte i efteråret 1989. De er senere blevet opmærksom på den regel, som fastslår, at det første studium skal afbrydes inden for de første 12 måneder, hvis det ikke skal tælle med i støttetiden for et nyt studium.

Da De startede på læreruddannelsen, gik De ud fra, at De ville kunne få uddannelsesstøtte i 3 1/2 år af de i alt 4 år, uddannelsen varer. Ved en personlig henvendelse til SU-styrelsen blev De bekræftet i denne opfattelse.

Styrelsen har i anledning af Deres klage afgivet en udtalelse i et brev af 26. oktober 1990, hvoraf De har fået tilsendt en kopi. Styrelsen fastholder heri den støtteberegning, der er foretaget ved Deres start på læreruddannelsen, idet styrelsen henviser til § 3, stk. 4, i lov om statens uddannelsesstøtte, hvoraf fremgår, at der ikke ved opgørelsen af støttetiden medregnes støttetid brugt til en uddannelse, der er afbrudt inden for de første 12 måneder. Da De først har afbrudt Deres uddannelse efter 17 måneder, medregnes samtlige 17 måneder i støttetiden.

Ankenævnet kan tilslutte sig styrelsens afgørelse, der er i overensstemmelse med de gældende regler. I henhold til lovens § 3, stk. 4, medregnes ikke støttetiden til en uddannelse, hvis den er blevet afbrudt inden for de første 12 måneder, se Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 917 af 22. december 1989 af lov om statens uddannelsesstøtte.

Dette uddybes i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 224 af 30. marts 1990 om uddannelsesstøtte, hvori det i § 20 anføres, at »Uddannelsessøgende, der har påbegyndt deres første støtteberettigende videregående uddannelse i perioden fra og med den 15. marts 1988 til og med den 31. juli 1989, indplaceres i klippekortsystemet med en støttetid svarende til den normerede studietid for den igangværende uddannelse. Ved opgørelsen af støttetiden fradrages perioder, hvori den uddannelsessøgende i tiden fra og med den 15. marts 1988 til og med den 31. juli 1989 har modtaget støtte til den igangværende uddannelse eller til tidligere afsluttede eller afbrudte støtteberettigende videregående uddannelser. --». Der er ingen dispensationsadgang knyttet til disse regler.

Selvom ordlyden af reglen i lovens § 3, stk. 4, er klar, har nævnet overvejet, om der i et tilfælde som det foreliggende kunne ses bort fra op til 12 måneder (men ikke fra 16-17 måneder) af støttetiden under den afbrudte uddannelse. En gennemgang af lovens forarbejder giver imidlertid intet grundlag for at antage, at der skulle kunne ses bort fra op til 12 klip forbrugt på en tidligere uddannelse, når denne først afbrydes efter 16-17 måneders studietid. Muligheden for at få set bort fra tidligere støtteperioder foreligger kun ved de tidlige studieskift.

Den tvivl om det nærmere indhold af de gældende regler, som De har mødt, skyldes, at der med virkning fra 1. august 1988 indførtes nye støtteregler, hvorefter der regnes med faktisk forbrugt støttetid, mens der efter den før 1. august 1988 gældende ordning regnedes i sædvanlig studietid, hvortil automatisk lagdes et ekstra år til at dække studieskift, forsinkelser m.v. Da De er startet på Deres første videregående uddannelse den 1. september 1988, kan De ikke komme ind under de overgangsregler, som er lavet for de uddannelsessøgende, der er startet før 15. marts 1988.

Endelig adm. afgørelse 1991 60562 Valid

Ved studieskift kan der ikke ses bort fra op til 12 måneder af støttetiden under en uddannelse, der afbrydes efter 16 måneder.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →