Erstatning - private parkeringspladser
Statutory Text (3 Articles)
Erstatning - private parkeringspladser
Udskrift af forhandlingsprotokollen for
OVERTAKSATIONSKOMMISSIONEN
for Frederiksborg og Vestsjællands amter
Landinspektør Børge Tvilum, der er udpeget til at bistå kommissionen, var mødt.
Protokollen førtes af fuldmægtig Mogens Funch.
Der foretoges
O.taks. 2 a/1991
Overtaksationsforretning efter begæring fra advokat Hans Reinholdtfor ejeren af ejendommen matr. nr. 68 a, Hillerød Bygrunde apoteker Søren J. Lintrup, i anledning af Hillerød Kommunes beslutning om ekspropriation fra ejendommen til anlæg af servicegade m.v. i Hillerød.
Der fremlagdes ankeskrivelse af 14. januar 1991 fra advokat Hans Reinholdt.
Endvidere fremlagdes udskrift af taksationskommissionens kendelse af 5. december 1990 tillige med de for taksationskommissionen fremlagte bilag.
For Hillerød Kommune mødte formanden for teknik- og miljøudvalget gårdejer Keld Pedersen og afdelingsingeniør Søren Herrstedt.
Ejeren apoteker Søren J. Lintrop mødte sammen med advokat Hans Reinholdt.
Ingen af de tilstedeværende havde indsigelser mod kommissionens sammensætning, eller den udpegede landinspektør.
Afdelingsinspektør Søren Herrstedt redegjorde for projektet og det indgreb i ejendommen dette indebærer,
Herefter besigtigede overtaksationskommissionen ejendommen.
Advokat Hans Reinholdt nedlagde påstand om, at den af taksationskommissionen fastsatte erstatning på 1.500 kr. pr. m(2) afstået areal og 53.500 kr. for tab af cykelskur, hæk og anden beplantning og ulemper i øvrigt forhøjes med 540.000 kr. for tab af 12 parkeringspladser.
Han kunne således tiltræde den af taksationskommissionen fastsatte erstatning for areal, beplantning m.v. og anken drejer sig således alene om erstatning for tab af parkeringspladserne. Dette tab var beregnet på grundlag af den afgift til parkeringsfond på ca. 45.000 kr. som en grundejer skal betale til kommunen, hvis der ikke kan etableres de fornødne parkeringspladser på ejendommen.
Advokat Reinholdt begrundede kravet med, at de manglende parkeringspladser vil give problemer for de ca. 40 ansatte på apoteket og vil forringe ejendommens værdi i forbindelse med et eventuelt salg af ejendommen. Dette kan blive aktuelt, hvis planerne om deling af apotekerdriften gennemføres. De pladser, der vil blive etableret ved Slangerupgade, vil være uden værdi for ejendommen, dels fordi de ligger for langt væk og dels fordi der ikke er sikkerhed for, at der er ledige pladser.
Afdelingsingeniør Søren Herrstedt nedlagde påstand om, at taksationskommissionens kendelse stadfæstes.
Han redegjorde endvidere for det erstatningstilbud på 960.000 kr. som kommunen havde fremsat ved åstedsforretningen men som ikke blev godkendt af byrådet.
Det er kommunens opfattelse, at ejeren ikke kan have krav på erstatning for tab af parkeringspladser udover tabet af selve det fysiske anlæg som er indeholdt i den af taksationskommissionen fastsatte arealerstatning. Han oplyste endvidere, at der ikke over for ejeren var fremsat krav om anlæg af parkeringspladser på ejendommen og dermed heller ikke krav om indbetaling til parkeringsfond. Endelig henviste han til at kommunen vil etablere en parkeringsplads ved Slangerupgade.
Overtaksationskommissionen drøftede sagen, hvorefter mødet blev hævet.
Fredag den 10. maj 1991 afholdt overtaksationskommissionen med førnævnte sammensætning nyt møde hos formanden. Til stede var endvidere kommissionens sekretær.
Overtaksationskommissionen afsagde herefter følgende
KENDELSE
Overtaksationskommissionen kan tiltræde, at værdien af det afståede areal fastsættes til 1.500 kr. pr. m(2).
Overtaksationskommissionen finder endvidere, at de private parkeringspladser repræsenterer en værdi for ejendommen som ejeren har krav på at få erstattet. Denne værdi kan efter alt foreliggende passende fastsættes til i alt 150.000 kr.
Herefter stadfæstes taksationskommissionens kendelse med den ændring, at den samlede erstatning for tab af cykelskur, hegn m.v., parkeringspladser og ulemper i øvrigt forhøjes til 203.500 kr.
Herudover betaler kommunen ejeren 15.000 kr. inkl. moms for advokatbistand ved begge kommissioner.
Ingen
Overtaksationskommissionen forhøjede den af taksationskommissionen fastsatte samlede erstatning, idet kommissionen fandt, at 12 private parkeringspladser repræsenterer en værdi for ejendommen, som ejeren har krav på at få erstattet. Denne værdi blev skønsmæssigt fastsat til i alt 150.000 kr.