Ulempeerstatning forurening
Statutory Text (3 Articles)
Ulempeerstatning forurening
År 1991 den 26. februar kl. 13.00 afsagde taksationskommissionen for Århus amts sydlige kreds i sag nr.
Taks. 8/90
lb.nr. 20
Århus amtskommune
mod
Statoil A/S. København
vedr. ejendommen
matr. nr. 10 1. Skæring by, Egå.
beliggende
Grenåvej 503, 8250 Egå
sålydende
KENDELSE
Den 9. maj 1990 besluttede Århus Amtsråds udvalg for teknik og miljø, efter amtsrådets bemyndigelse af 6. marts 1990. på Vejdirektoratets vegne, efter reglerne i lovbekendtgørelsen om offentlige veje § 43, ved ekspropriation, at erhverve ejendomsret til arealer og at erhverve midlertidig brugsret til arealer, i forbindelse med ombygning af hovedlandevej 401. Århus-Grenå. med udvidelse af vejen til 4 spor på strækningen Egå til Skæring.
Ved skrivelse af 4. oktober 1990 har Århus amtskommune i medfør af lovbekendtgørelsen om offentlige veje § 52, indbragt erstatningsspørgsmålet for taksationskommissionen.
Taksationskommissionen
Taksationskommissionen har den 4. februar 1991 besigtiget ejendommen og afholdt møde med parterne
Ejendommen
Århus Amtskommune har oplyst, at ejeren af ejendommen er Statoil A/S, København. Ifølge tingbogen tilhører ejendommen Dansk Esso A/S. Ejendommens areal er ifølge tingbogen 7.053 m2. På ca. halvdelen af ejendommens areal, er der indrettet en benzintankstation med overkørsel (ind- og udkørsel) til hovedlandevejen. Den anden halvdel af grunden (nærmest Grenå) udnyttes ikke intensivt.
På ejendommen er der den 3. juni 1954 tinglyst en oversigtsservitut.
Ejendommen er pr. 1. januar 1989 ved den offentlige ejendomsværdivurdering vurderet således (kontantværdier)
Ejendomsværdi kr. 2.340.000
Grundværdi kr. 347.600
Grundværdien er specificeret således
1.540 m2 a 125 kroner kr. 192.500
5.513 m2 a 10 kroner kr. 55.130
1 byggeretsværdi kr. 100.000
Ejendommens zonemæssige status er landzone.
Ekspropriation
Der afstås efter det oplyste ialt ca. 1.310 m2, hvoraf ca. 320 m2 er behæftet med den tinglyste oversigtsservitut.
Der eksproprieres endvidere midlertidigt til udsætning af blød bund ca. 1.470 m2. Arealerne der midlertidig eksproprieres ligger på den del af ejendommen, der ikke udnyttes intentivt (Grenå-siden).
Ejeren har oplyst, at anlægsmyndighedens entreprenør i forbindelse med anlægsarbejdet konstaterede, at noget af den bortgravede jord, lugtede af olieprodukter. Da der langs med den kommende vej, skulle nedlægges vandledninger, tilkendegav repræsentanter fra vandværket, at vandledninger ikke måtte nedlægges i jord, der var forurenet med olieprodukter. Entreprenøren foreslog derefter, efter forhandlinger blandt andet med repræsentanter for Århus kommune, en meget betydelig og langt mere vidtgående bortgravning af jord, end forureningen nødvendiggjorde. Hertil kom, at entreprenøren blandede forurenet jord og uforurenet jord sammen, hvilket medførte, at alt det opgravede jord skulle behandles som forurenet jord. De meget betydelige omkostninger herved, afkrævede Århus kommune ejeren, Statoil A/S, der afviste at betale.
Parterne har under taksationssagens behandling, som en bindende proceserklæring tilkendegivet, at det ved fastsættelsen af arealerstatningerne ikke skal tillægges betydning, om den eksproprierede jord var forurenet med olieprodukter på ekspropriationstidspunktet. Paterne er således enige om, at jorden vurderes, som om den ikke var forurenet.
Paternes påstande
Statoil A/S har nedlagt påstand om, at selskabet tilkendes følgende erstatninger
Arealerstatning
For hele det eksproprierede areal betales 150 kr./m2 efter endelig opmåling.
Ulempeerstatning
Århus Amtskommune tilpligtes, at friholde Statoil A/S for ethvert krav, der måtte blive fremsat mod Statoil A/S i anledning af forannævnte bortgravning af jord m.m.
Statoil A/S har i et brev af 23. januar 1991 nævnt en erstatning stor 563.809,16 kr.
For øvrige ulemper, herunder midlertidig ekspropriation, interne retableringer, ejendomsskat m.m., betales ialt 8.000 kr.
Århus Amtskommune har nedlagt påstand om, at erstatningerne fastsættes således
For eksproprieret areal der,
hidtil er blevet anvendt til
tankstation og som ikke er
pålagt oversigtsservitut, ca.
350 m2 betales 150/m2
efter endelig opmåling, forudsat
det anførte areal kr. 52.500
For tilsvarende areal, hvor
der er pålagt oversigtsservi-
tut, ca. 250 m2, betales 75
kr./m2, efter endelig opmåling,
forudsat det anførte areal kr. 18.750
For ekspropriation fra det
uudnyttede landzoneareal, hvor
der ikke er pålagt oversigtser-
vitut, ca. 640 m2, betales 20
kr./m2, efter endelig opmåling,
forudsat det anførte areal kr. 12.800
For det tilsvarende areal, hvor
der er pålagt oversigtsservitut
ca. 70 m2, betales 10 kr./m2, efter
endelig opmåling, forudsat
det anførte areal kr. 700
For samtlige ulemper, herunder
for midlertidig ekspropriation,
for interne retableringer, for
ejendomsskat og andre ulemper
betales kr. 8.000
Parternes anbringender
Statoil A/S har gjort gældende, at der ikke er nogen begrundelse for, at en del af de eksproprierede arealer har en mindre værdi, end de øvrige arealer. I anden række har Statoil A/S gjort gældende, at arealernes værdi bør fastsættes ud fra andre afgrænsninger, end amtskummunens påstand går ud fra, evt. således, at der fastsættes flere forskellige værdier end amtskommunens påstand tilsiger
Vedrørende ulempeerstatningskravet har Statoil A/S anført, at det bortgravede jord, kun i helt ubetydelig grad, var forurenet med olieprodukter. Der var ikke tale om en forureningsgrad, der nødvendiggjorde, at der foretoges noget som helst, hvis ikke, der som følge af vejanlægget, skulle have været nedlagt vandledninger det pågældende sted. Iøvrigt var amtskommunen efter ekspropriationen ejer af det areal, hvor der konstateredes de sporadiske olieproduktforekomster, hvorfor det efter gældende miljøregler var amtskommunen, der skulle have afholdt udgifterne til eventuelle afhjælpningsforanstaltninger. Det ses ikke godtgjort, at jorden allerede var forurenet, da Statoil A/S var ejer af det eksproprierede areal. Da amtskommunens vejprojekt var eneste anledning til, at der blev foretaget bortgravning/bortkørsel af jord, og da amtskommunen var grundejer, må det påhvile amtskommunen, at friholde Statoil A/S, for ethvert krav, der måtte blive fremsat i nævnte anledning.
Amtskommunen har til støtte for sine påstande vedrørende arealerstatningskravene henvist til sædvanlig taksationspraksis, og har gjort gældende, at amtskommunens påstand svarer til arealernes værdi i handel og vandel på ekspropriationstidspunktet.
Vedrørende ulempeerstatningskravet, har amtskommunen i første række anført, at de forureningsbekæmpelsesforanstaltninger, der er foretaget er amtskommunen helt uvedkommende. Det er gældende miljøret, at det er forureneren, der skal betale for afhjælpningsforanstaltninger. Efter ejendommens benyttelse, er det hævet over enhver tvivl, at Statoil A/S er forureneren og er ansvarlig for skaden. Hvis afhjælpningsforanstaltningerne har været mere vidtgående end nødvendigt, er det en sag mellem Statoil A/S og Århus kommune. Det er i hvert fald amtskommunen uvedkommende.
De øvrige ulempeerstatningskrav, er der enighed om.
Taksationskommissionen udtaler
Mulighederne for at udnytte arealer hvorpå, der er pålagt en oversigtsservitut, begrænses i overensstemmelse med servituttens indhold. Værdien af sådanne arealer er, som følge heraf, lavere end værdien af arealer, hvorpå der ikke hæfter servitutter med rådighedsindskrænkninger. Efter sædvanlig taksationspraksis fastsættes arealafståelseserstatninger for arealer pålagt oversigtsservitutter til halvdelen af, hvad erstatningen ville være blevet fastsat til, hvis en sådan rådighedsindskrænkning, ikke havde været tinglyst.
Efter den skete besigtigelse og under hensyn til ejendommens retlige status, hidtidige udnyttelse, beliggenhed og beskaffenhed finder taksationskommissionen, at arealerstatningerne bør fastsættes således
For den del af det eksproprierede areal, der anvendes til tankstation, det vil sige fra ca. station 10.355 km. (ejendommens skel mod Århus siden) til ca. station 10.420 km. (ydersiden af en række buske ca. midt på ejendommen) og som ikke er pålagt oversigtsservitut, betales 150 kr./m2, efter endelig opmåling.
For tilsvarende arealer, der er pålagt oversigtsservitut, betales 75 kr./m2. efter endelig opmåling.
For den del af det eksproprierede areal, der ikke har været anvendt til tankstation, fra ca. station 10.420 km. til station 10.500 km. og som ikke er pålagt oversigtsservitut, betales 20 kr./m (2), efter endelig opmåling.
For tilsvarende arealer, der er pålagt oversigtsservitut, betales 10 kr./m2, efter endelig opmåling.
Taksationskommissionen finder ikke, at Statoil A/S mellemværende med Århus kommune, i forbindelse med den foran omtalte opgravning og bortkørsel af jord, kan anses som et forhold, der kan berettige Statoil A/S til ulempeerstatning, i forbindelse med den foretagne ekspropriation. Afgørelsen af, hvem der endeligt skal bære disse udgifter/dette tab, tages derfor ikke under behandling af taksationskommissionen, men henvises til eventuel afgørelse ved domstolene, jfr. Uf R 1991. B. 73 ff.
Erstatningen for samtlige ulemper, som berettiger til erstatning findes passende, at kunne fastsættes, i overensstemmelse med parternes samstemmende påstande, til 8.000 kroner.
Erstatningsbeløbene forrentes som nedenfor bestemt jfr. lovbekendtgørelsen om offentlige veje § 63.
Thi bestemmes
Århus Amtskommune skal til Statoil A/S, København, som ejer af ovennævnte ejendom betale følgende erstatninger
For den del af det eksproprierede areal, der anvendes til tankstation, det vil sige fra ca. station 10.355 km. (ejendommens skel mod Århus siden) til ca. station 10.420 km. (ydersiden af en række buske ca. midt på ejendommen) og som ikke er pålagt oversigtsservitut, betales 150 kr./m2, efter endelig opmåling.
For tilsvarende arealer, der er pålagt oversigtsseritut, betales 75 kr./m2, efter endelig opmåling
For den del af det eksproprierede areal, der ikke har været anvendt til tankstation, fra ca. station 10.420 km. til station 10.500 km. og som ikke er pålagt oversigtsservitut, betales 20 kr./m2, efter endelig opmåling.
For tilsvarende arealer, der er pålagt oversigtsservitut, betales 10 kr./m2, efter endelig opmåling.
For samtlige ulemper, herunder for midlertidig ekspropriation, for interne retableringer, for ejendomsskat og for ulemper iøvrigt, betales ialt 8.000 kroner.
Erstatningsbeløbene forrentes med en årlig rente på Nationalbankens diskonto pr. 9. maj 1990 med tillæg af 1% fra samme dato, til betaling sker.
Ingen
I forbindelse med nedlægning af vandledning i areal eksproprieret til offentlig vej, blev det konstateret, at jorden var forurenet af olie.
Ledningsejeren krævede udgiften til rensning betalt af den tidligere ejer. Denne krævede eventuelle krav herom godtgjort af vejbestyrelsen som en del af ulempeerstatningen. Kravet afvist af taksationskommissionen.