Legislator Case Law & Legislation
W19916054425 DK

Advarselsregister, vilkår, indberetning, dokumentation (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 60544 Historic

Advarselsregister, vilkår, indberetning, dokumentation (* 1)

Registertilsynet modtog i beretningsåret en henvendelse fra en brancheorganisation, som ønskede at etablere et advarselsregister over de af medlemsvirksomhedernes kunder, for hvem der var konstateret betalingsproblemer.

Foreningen agtede at lade en ekstern dataleverandør fungere som dataadministrator, således at denne administrator skulle indsamle oplysningerne og sende det samlede advarselsregister ud til de deltagende medlemsvirksomheder via transmission eller tape. Indberetning af debitorer til registeret påtænktes foretaget elektronisk fra de tilsluttede medlemmer.

Registertilsynet meddelte brancheorganisationen, at tilsynet på det foreliggende grundlag i henhold til lov om private registre § 3, stk. 6 og 7, agtede at meddele brancheorganisationen tilladelse til at oprette et advarselsregister over debitorer hos medlemsvirksomhederne, som var blevet kreditstoppet, på nærmere angivne vilkår.

Registertilsynet agtede bl.a. at fastsætte et vilkår 2 med følgende ordlyd

»Der må kun ske registrering og videregivelse af indberettede oplysninger om virksomheder og/eller enkeltpersoner på en liste, såfremt oplysningerne vedrører skyldforhold til samme kreditor på mere end 1.000 kr., og kreditor enten har erhvervet den registreredes skriftlige erkendelse af en forfalden gæld, eller har foretaget retslige skridt mod den pågældende.«

Registertilsynet bemærkede for så vidt angår dette vilkår, at den ved lov nr. 383 af 10. juni 1987 gennemførte ændring af lov om private registre, som trådte i kraft den 1. april 1988, bl.a. indebærer en begrænsning af kreditoplysningsbureauernes adgang til at videregive summariske oplysninger, jf. lovens § 12, stk. 3. Videregivelse af summariske oplysninger kan herefter kun ske, hvis oplysningerne hidrører fra Statstidende, eller hvis oplysningerne vedrører skyldforhold til samme kreditor på mere end 1.000 kr., og kreditor har erhvervet den registreredes skriftlige erkendelse af en forfalden gæld, eller hvis der foretages retslige skridt mod den pågældende.

Det fremgår i øvrigt af lovens forarbejder, at det efter Justitsministeriets opfattelse vil være naturligt, at de vilkår, som Registertilsynet har fastsat i forbindelse med en meddelt tilladelse til advarselsregistre efter en eventuel vedtagelse af lovændringen tages op til fornyet vurdering og bringes i overensstemmelse med de ændringer, der er foretaget bl.a. med hensyn til registerindsigt og registrering og videregivelse af oplysninger.

Registertilsynet bemærkede endvidere, at det fremgår af bemærkningerne til lovens § 12, stk. 3, at bureauerne skal sikre sig det nødvendige bevis for, at der foreligger en skylderkendelse, eller at der er foretaget retslige skridt. Bevis i form af en fotokopi af skylderklæringer, eller en stævning, hvoraf fremgår, at den er indleveret til retten, vil normalt være tilstrækkeligt. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at debitors skriftlige erkendelse af en forfalden gæld i reglen vil kunne foreligge i form af et frivilligt forlig, men også en helt formløs, men klart ubetinget skriftlig erkendelse vil være tilstrækkelig. Registertilsynet har endvidere antaget, at en erklæring fra en advokat vil kunne anvendes som dokumentation under forudsætning af, at erklæringen indeholder en nærmere specifikation af, hvilke fordringer der er tale om eller, hvilke nærmere retslige skridt der er foretaget.

Da der således i forbindelse med indberetning til registeret skal fremsendes dokumentation for, at der foreligger en skylderkendelse, eller at der er foretaget retslige skridt i sagen, fandt Registertilsynet på det foreliggende grundlag, at medlemmernes indberetning til registeret ikke lovligt kunne ske elektronisk.

Endelig adm. afgørelse 1991 60544 Historic

(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1991 side 109.

Endelig adm. afgørelse 1991 60544 Historic

Antaget, at der til et advarselsregister, for hvilket der ville blive fastsat et vilkår i overensstemmelse med lovens § 12, stk. 3, ikke lovligt kan ske elektronisk indberetning, idet der ved indberetningen tillige skal fremsendes dokumentation.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →