Mønster adskilte sig ikke væsentligt fra det kendte
Statutory Text (3 Articles)
Mønster adskilte sig ikke væsentligt fra det kendte
År 1991, den 28. juni 1991 afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)
følgende
KENDELSE i sagen j.nr. M 4/89: Klage fra Rexnord Corporation, USA, v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 26. juli 1989 af mønster ansøgning MA 1106/85 efter indsigelse fra Uni-Chains International A/S, Vejle, v/Larsen & Birkeholm A/S Skandinavisk Patentbureau.
Den 16. december 1985 indleverede klageren Rexnord Corporation, USA, en ansøgning om registrering af et mønster for »et led til kædetransportør«. Ansøgningen blev den 3. juli 1987 bekendtgjort i Dansk Mønstertidende.
Ved skrivelse af 1. september 1987 nedlagde Uni-Chains International A/S i medfør af mønsterlovens § 18, stk. 2 indsigelse mod registrering af det ansøgte mønster. Som begrundelse for indsigelsen anførtes
»Vor påstand er, at mønsteret ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad der var kendt før ansøgningens prioritetsdag, den 17. juni 1985.
Mønsteret er nemlig i alt væsentligt kendt og offentliggjort af ansøgeren selv, f.eks. i form af ansøgerens tidligere indleverede patentansøgning. Vi skal f.eks. henvise til europæisk patentansøgning nr. 0.066.530, der ifølge det trykte offentliggørelsesskrift er publiceret den 8. december 1982. Til Deres orientering vedlægges en komplet kopi af den trykte europæiske patentansøgning.
I den trykte patentansøgning er på fig. 1 vist et led til en kædetransportør, der med hensyn til udseende er næsten identisk med mønsteret ifølge ansøgning MA 1106-1985, og på fig. 5-10 er leddet vist fra forskellige sider, så det er helt klart for en fagmand på området, at leddet fra alle sider har en slående lighed med mønsteret ifølge den fremlagte ansøgning.
De eneste forskelle overhovedet man kan få øje på er, at det fremlagte mønster har to parallelle rækker af ruller, medens de i patentansøgningen viste udførelsesformer har tre parallelle rækker af ruller. Det ansøgte mønster er således blot en af mange mulige udførelsesformer for den i patentansøgningen viste og forklarede opfindelse, men en udførelsesform, der med hensyn til udseende ikke afviger væsentligt herfra. Det fremgår desuden også klart af bl.a. den europæiske patentansøgning, at ansøgningen ikke er begrænset til den på tegningen viste udførelse.«
Ansøgeren imødegik indsigelsen i skrivelse af 17. november 1987 og skrev
»Indsigelsen er alene begrundet med en påstand om, at mønstrene i »alt væsentligt« er kendt fra, hvad der er vist i fig. 1 og 5-10 i ansøgernes europæiske patentansøgning nr. 0.066.530, og der henvises herved i indsigelsesbegrundelsen til, at det af patentansøgningen fremgår, at denne ikke er begrænset til den på tegningen viste udførelsesform.
Vi skal hertil først bemærke, at af patenttegningens nævnte figurer viser fig. 8 og 9 delsnit af et led ifølge opfindelsen, medens fig. 10 viser en anden udførelsesform for opfindelsen end den, der er vist i fig. 1, hvorfor disse figurer må anses for uegnede som indsigelsesmateriale. Hvad dernæst patentansøgningens forbehold angående andre udførelsesformer end de viste angår bemærker vi, at et sådant forbehold i en patentansøgning selvsagt har relation til opfindelsens omfang, dvs. til udførelsesformer, der er omfattet af patentkravene, medens deres udformning iøvrigt helt er overladt til fantasien. Der kan derfor ikke i det nævnte forbehold i relation til de omhandlede mønstres registrerbarhed indfortolkes en udvidelse af, hvad der direkte er vist i patentansøgningens tegning.
Vi mener således, at indsigelsesmaterialet må være begrænset til, hvad der direkte er vist i fig. 1, 5, 6 og 7 i patentansøgningen, og at dennes indhold iøvrigt er uden nogen betydning for mønsteransøgningen.
Om patenttetningens nævnte figurer siges det i indsigelsen, at de viser det pågældende led fra forskellige sider, »så det er helt klart for en fagmand på området, at leddet fra alle sider har en slående lighed med mønsteret ifølge den fremlagte ansøgning«.
Dette er dog ganske urigtigt, idet der uanset fra hvilken side leddene iagttages, er forskelle mellem disse, der ikke mindst for en fagmand, - og vi er enige med indsigeren i, at det ved varer af den omhandlede art er fagmandens vurdering, der bør lægges til grund, - vil blive anset for væsentlige.
Ikke blot har mønsteransøgningens led - som også nævnt af indsigeren - et andet antal rulle-rækker end patentansøgningens led, men også antallet af ruller i rækkerne er forskelligt, hvilket uundgåeligt vil give et andet helhedsindtryk. Dernæst har endepladerne, hvori rullernes aksler er lejrede, på patentansøgningens led en udpræget bølgeformet overkant, der ikke findes på mønsteransøgningens tilsvarende endeplader. Endvidere er på mønsteransøgningens led de to yderste bøsninger på leddets bagud vendende side beliggende direkte ved endepladerne, medens de tilsvarende bøsninger på patentansøgningens led er forskudt et væsentligt stykke fra endestykkerne jfr. f.eks. fig. 7. Yderligere vil en sammenligning af patentansøgningens fig. 7 og mønsteransøgningens fig. 6 vise en meget markant forskel i udformningen af leddenes underside, blandt andet ved, at der på patentansøgningens led helt mangler ribber mellem midterbøsningen på leddets forside og de to bøsninger på bagsiden. Endelig fremgår det af disse figurer, at på patentansøgningens led er rullerne 48 synlige på bunden af leddet, hvilket ikke er tilfældet på mønsteransøgningens led.'
Indsiger fastholdt indsigelsen i skrivelse af 4. januar 1988, og klageren meddelte i skrivelse af 16. maj 1988, at man ønskede ansøgningen opretholdt.
Den 26. juli 1989 traf Patentdirektoratet afgørelse i sagen og afslog ansøgningen.
Direktoratet skrev således til ansøger
»Vi er enig med Dem i, at det ansøgte mønster er forskelligt fra de viste figurer i patentansøgningen på flere punkter. Der er imidlertid tale om en række detaljer, som ikke ændrer væsentligt på helhedsindtrykket af mønstrene. Det ansøgte mønster og det i patentansøgningen viste er bygget op efter samme grundide og har mange fællestræk i formgivningen. Det karakteristiske ved kædeleddene er især rulle-rækkerne, der er forsynet med et antal ruller, alle i samme størrelse, og desuden kædeleddenes underside, der er forsynet med bøsninger af nogenlunde samme størrelse og udseende. Det er derfor Direktoratets opfattelse, at det ansøgte mønster ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad der fremgår af patentansøgningens figur 1, 5, 6 og 7.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 26. september 1989 indbragt for Patentankenævnet.
Klageren har ved skrivelse af 12. december 1989 udtalt
»Ved konstruktion af en lang række produkter med en specifik teknisk anvendelse skal visse tekniske betingelser være opfyldt for at produktet overhovedet skal kunne anvendes, mens der ved udformningen af andre detajler er vide rammer spændende fra det rent funktionelle til det rent æstetiske.
Sådanne produkter af samme art og med en specifik teknisk anvendelse opnår ofte mønsterregistrering, til trods for, at helhedsindtrykket domineres af kendte, ufravigelige træk, som altså er typiske for den pågældende art af produkter. Dette skyldes, at man ved vurdering af registrerbarheden naturligvis anlægger en fagmands syn på produktet.
Ved sin vurdering af, om helhedsindtrykket afviger væsentligt fra det kendte, tillægger fagmanden de kendte træk, som er typiske for den pågældende produktkategori - uanset deres eventuelle dominans - langt mindre vægt end de detaljer, hvor produkterne faktisk afviger fra hinanden.
Et eksempel herpå er bildæk, som for at opfylde deres funktion har en ufravigelig og stærkt dominerende grundform. Alligevel registreres bildæk i stort tal, idet de kun adskiller sig fra hinanden på slidbanemønsteret, som for den ikke fagkyndige endog kan synes identiske. For fagmanden er dette dog helt naturligt, idet han ved sin bedømmelse af, om et bildæks helhedsindtryk afviger væsentligt fra det kendte, vil se helt bort fra dækkets dominerende grundform og udelukkende vil vurdere slidbanemønstret.
I det foreliggende tilfælde er problemstillingen den samme. Ved vurderingen af mønstret ifølge ansøgningen er hovedvægten efter vor mening således fejlagtigt lagt på mønstrets ubestridte lighed med hvad, der er kendt. Som ved bildæk repræsenterer de kendte hovedtræk ved mønstret ifølge ansøgningen nemlig en relativt invariabel grundstamme, som dog ikke genfindes identiske hos mønstret ifølge ansøgningen. Hvad der derimod repræsenterer noget nyt, og som ved bedømmelse at registrerbarheden bør tillægges hovedvægten, er netop de forskelle, som vi navnlig i vor skrivelse af 17. november 1987 har fremhævet, idet en fagmand netop ved den her omhandlede produkttype vil tillægge disse forskelle afgørende vægt ved sin vurdering af helhedsindtrykket.«
Indsigeren har i skrivelse af 12. februar 1990 nedlagt påstand om, at Patentdirektoratets afgørelse stadfæstes, og har til støtte herfor anført
»Rexnord anerkender i sit indlæg af den 12. december 1989 på side 2, 3. afsnit, at hovedvægten ved den af Patentdirektoratets mønsterafdeling foretagne vurdering er »lagt på mønstrets ubestridte lighed med hvad, der er kendt«. Vi mener fortsat ikke, at den af Patentdirektoratet foretagne vurdering er fejlagtig, men at den helt er i overensstemmelse med Mønsterlovens krav om nyhed. Vi er derfor fuldstændig enige med Patentdirektoratet i Deres vurdering af 26. juli 1989 af sagen.
Den af ansøgeren foretagne sammenligning mellem kædeled og bildæk, mener vi ikke er relevant, idet vi ikke kan se nogen som helst sammenhæng mellem grundlaget for vurdering af mønsterregistrering af slidbanemønstre og kædeled til transportører. Desuden skal vi da fremhæve, at behandlingen af en mønstersag både i Patentdirektoratet og hos Patentankenævnet er en selvstændig forvaltningsakt, der afgøres på det foreliggende grundlag, og hvor der ikke bør drages paralleller til tidligere afgørelser, og især da ikke til afgørelser truffet af en anden myndighed end Patentankenævnet.'
Direktoratet har afgivet følgende udtalelse i anledning af ankesagen
Direktoratet må give ansøger medhold i, at der ved en bedømmelse af ligheden mellem 2 mønstre for varer med en bestemt teknisk funktion ikke kan tillægges sådanne træk, som er typiske for den pågældende vareart, særlig vægt.
Afgørende for, om sådanne mønstre kan anses for at adskille sig væsentligt fra hinanden, må derfor være, om de træk, som ikke ifølge varernes natur nødvendigvis er ensartede, er tilstrækkeligt forskellige fra hinanden. Hvor der er tale om varekategorier, der, som i den foreliggende sag, ikke er kendt for et bredere publikum, vil en fagmands bedømmelse være af væsentlig betydning.
I den konkrete sag er det Direktoratets opfattelse, at de af ansøger påpegede forskelle mellem det ansøgte mønster og det i den europæiske patentansøgning viste kædeled ikke er særlig iøjnefaldende udover den forskel, at patentansøgningens kædeled har 3 rækker ruller. Direktoratet har herefter fundet, at der udover de fælles træk, som er uundgåelige som følge af varens art, er en så stor lighed mellem det ansøgte mønster og det i patentansøgningen viste kædeled, at mønstret trods de påpegede forskelle må anses for ikke at adskille sig væsentligt fra patentansøgningens kædeled.'
Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 30. maj 1991.
For klageren mødte civ.ing. Erik Sigh.
Indsiger havde ikke ønsket at give møde.
Klageren henviste til sagens skriftlige materiale, som han nærmere uddybede, idet han navnlig gjorde gældende, at mønstret er meget funktionelt bestemt, da der foreligger nødvendige grundtræk, der begrænser konstruktørens valgfrihed.
Ankenævnet skal udtale
De kvalitative, basale elementer, der er karakteristiske for mønstrene, forekommer meget ens i begge sæt afbildninger, som i det væsentlige kun afspejler kvantitative forskelle, idet afbildningerne i patentansøgningen viser en større ophobning af disse karakteristiske elementer, end mønsteransøgningens afbildninger gør. Herefter, og i henhold til de af Direktoratet anførte grunde
bestemmes
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J.C. Warnich-Hansen.
Ingen
En ansøgning om registrering af et mønster for »et led til kædetransportør« blev anset for ikke at adskille sig væsentligt fra, hvad der fremgik af en patentansøgning