Genoprettelse nægtet, da der ikke var udvist al den omhu, som med rimelighed kan kræves

Genoprettelse nægtet, da der ikke var udvist al den omhu, som med rimelighed kan kræves

År 1991, den 3. maj afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen) følgende

KENDELSE i sagerne: J.nr. P 9/89 og J.nr. P 10/89: Klage fra Reilly Industries, Inc., USA, v/Internationalt Patent Bureau over Patentdirektoratets afgørelser af 6. marts 1989 af patentansøgninger nr. 593 1985 og 594 1985.

Ved skrivelse af 22. september 1987 anmodede klageren i medfør af patentlovens § 72 om genoprettelse af det retstab, der var lidt i ansøgning nr. 593 1985 og 594 1985 i anledning af, at patentafgiften for 1.-3. patentår ikke var blevet indbetalt rettidigt.

Klageren anførte bl.a. som begrundelse for anmodningen om genoprettelse

»Årsagen til at årsafgifterne ikke er indbetalt er at ansøgerne, der har overdraget ansvaret for indbetalingerne til et specialistfirma, der internationalt overvåger og sørger for indbetaling af patentafgifter, ikke på noget tidspunkt har modtaget advis om, at der var årsafgifter, der var forfaldne til betaling.

Ganske vist er der fra mit bureau udsendt erindringsskrivelse, der gjorde opmærksom på de forestående årsafgifter, men disse erindringsskrivelser er sendt til en engelsk korrespondent, som var blevet overdraget ansvaret for ansøgerens europæiske ansøgninger. Som følge af, at ansvaret for årsafgifterne var overdraget til et specialistfirma, havde den engelske korrespondent fået instruktioner om ikke at overvåge patentafgifterne. De erindringsskrivelser som rutinemæssigt blev fremsendt 2 måneder før normal forfaldsdag og 14 dage før normal forfaldsdag, er derfor ikke videresendt til ansøgeren eller hans sagfører«.

Den 30. november 1987 skrev Patentdirektoratet således til ansøger

»I skrivelse af 22. september har De i henhold til patentlovens § 72 begæret genoprettelse af de rettigheder, som gik tabt ved den endelige henlæggelse af Deres patentansøgninger nr. 593 1985 og 594 1985 som følge af manglende betaling af 1.-3. årsafgift. Samtidig har De indbetalt de forfaldne årsafgifter samt den fastsatte afgift for genoprettelse.

I den anledning skal det meddeles, at Deres skrivelse af 22. september 1987 ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at det kan anses for godtgjort, at der i forbindelse med den manglende indbetaling af 1.-3. årsafgift er udvist al den omhu som med rimelighed kan kræves, jf. patentlovens § 72, stk. 1.

Der må derfor indsendes en detailleret redegørelse for handlingsforløbet forud for fristoverskridelsen af hvilken det tydeligt må fremgå, hvorfor erindringsskrivelser vedrørende årsafgifter er tilsendt den engelske korrespondent og ikke det nævnte specialistfirma. Endvidere må der redegøres for den manglende advisering af ansøger fra specialistfirmaet, herunder på hvilken måde dette firma varetog overvågningen af frister for betaling af årsafgifter, og hvem der rent konkret varetog denne opgave. Det må desuden oplyses, hvilken instruktion de pågældende havde fået og hvorvidt deres arbejde lejlighedsvis blev kontrolleret«.

I skrivelse af 26. januar 1988 fremkom klageren med flere oplysninger vedrørende de omstændigheder, der havde ført til, at afgiften ikke var blevet betalt i tide. Klageren anførte bl.a.

»I min tidligere skrivelse er det blevet oplyst, at ansøgerens amerikanske advokat havde overdraget opgaven at overvåge indbetalingen af årsafgifter til et specialistfirma. Dette var min engelske ordregivers bedste overbevisning i begyndelsen af september 1987: hvor han modtog min 3. erindringsskrivelse, der meddelte, at patentansøgningen var bortfaldet, men at direktoratet under alle omstændigheder kunne reetablere ansøgningen. Det handlingsmønster, som han har udvist, er derfor nøje afstemt efter denne overbevisning. Det skal bemærkes, at efter fremkomsten af de internationale overvågningsbureauer er det normalt, at den befuldmægtigede ikke er orienteret om, hvorvidt afgiftsbetaling er sket, idet bureauerne som bekendt fremsender betaling direkte til patentmyndigheden uden om den befuldmægtigede, hvis honorar man netop ønsker at spare. Som fuldmægtig havde jeg ikke nogen endelig instruktion om, hvorvidt ansøger ønskede afgiftsbetalingen udført gennem mit bureau eller på anden måde, og fremsendte derfor erindringsskrivelser den 9. december 1986 og 13. februar 1987 til min engelske ordregiver, der var den eneste adresse, jeg havde hjemmel til at bruge i sagen. Min engelske ordregiver handlede i overensstemmelse med sin opfattelse af situationen og havde derfor ikke ansøgningen aktivt registreret i sine overvågningskartoteker. Men for at sikre mod misforståelser fulgte han sin gennem de senere år udviklede praksis at videresende de erindringsskrivelser, man i sådanne tilfælde modtager, til sin ordregiver, der i dette tilfælde var den amerikanske advokat. Da der ikke er tale om en ydelse, man kan debitere for, men om en ren elskværdighed, bliver postforsendelsen ikke registreret, og der findes derfor ikke andet bevis for, at forsendelsen rent faktisk har fundet sted, end at skrivelsen ikke findes i sagsmappen, hvor den ellers ville blive arkiveret.

Et efterforskningsarbejde hos den amerikanske advokat har ikke kunnet påvise, at den skulle være modtaget. Denne uheldige omstændighed, i forbindelse med, at specialistbureauer principielt ikke holder de befuldmægtigede underrettet om patenters og ansøgningers afgiftsmæssige status, gør, at en skæbnesvanger misforståelse hos det engelske mellemled har fået så alvorlige konsekvenser, som tilfældet har været.

Min engelske ordregiver har lige som mit bureau gennem en årrække opbygget og udviklet et overvågningssystem, der anvendes i forbindelse med årsafgifterne. Dette og andre tilsvarende systemer fordrer imidlertid, for at man kan være helt sikker, at ansøger eller denne advokat reagerer med en ordre eller en kontraordre på systemets advarsler. Denne forudsætning for systemets fuldstændige sikkerhed bliver desværre i stadig mindre grad opfyldt, især af de ansøgere, som benytter sig af specialistbureauer, disse ansøgere anser endda ofte erindringsskrivelser fra den befuldmægtigede for overflødig nævenyttighed.

Den amerikanske advokat oplyser på min forespørgsel om, hvilken omhu, der er vist med hensyn til at holde de verserende ansøgninger i kraft, følgende

»Det har været firmaets politik gennem en årrække udelukkende at benytte oversøiske patentagenter, såsom Withers & Rogers, ved overvågning og betaling af periodiske afgifter i verserende ansøgninger. Når patentet er udstedt, har det været firmaets politik at overdrage ansvaret for den fremtidige overvågning og afgiftsbetaling til et computerbaseret firma, som derefter sørger for de fornødne betalinger. De oversøiske agenter modtager besked om denne overførsel, men det er firmaets politik ikke at fremskynde denne overførsel og desuden at opnå et vist overlap af overvågningerne i overgangsperioden. Imidlertid har det i ansøgningsperioden altid været og vedbliver at være vor praksis at betro vore oversøiske agenter at informere os om de forskellige afgifter, som skal betales, og om de øvrige officielle skrivelser, der skal reageres på, og herunder overvåger vi nøje, at ethvert forelæggende virkelig bliver besvaret og fulgt op.

Den beskrevne fremgangsmåde har været fulgt gennem en årrække og har fungeret særdeles godt. Firmaet håndterer i tusindvis af patentansøgninger for ansøgere spredt over hele kloden, og dette tilfælde er det første, firmaet har registreret, hvor en afgiftsbetaling er glippet. Som det vil kunne bekræftes af afgiftsafdelingen hos Withers & Rogers er der blevet fremsendt erindringsskrivelser som fast rutine gennem mange år vedrørende årsafgifter og andre afgifter, bl.a. sådanne, som ansøger kun kan få kendskab til gennem sin fuldmægtig. Dette er fx tilfældet med den danske ansøgning nr. 2864 1984, der tilhører samme ansøger som den foreliggende ansøgning, og en gennemgang af sagens akter viser, at en erindringsskrivelse blev modtaget i marts 1987 i forbindelse med en årsafgift i juni 1987. Der blev indhentet ordre hos ansøger, og instruktioner blev afgivet med et resultat, at årsafgiften blev betalt.

Det kan tillige bekræftes, at vi fra Withers & Rogers modtager erindringsskrivelser fra udstedte patenter, der er overført til det specialistfirma, hvormed vi samarbejder, og hvor Withers & Rogers ikke har noget ansvar. Vi kan se, at det er en elskværdighed fra det engelske firmas side for at modvirke en mulig, utilsigtet undladelse af betaling.

I tilfældet med de foreliggende ansøgninger, hvor afgiftsbetalinger er glippet, kan der ikke gives nogen konkret forklaring. Der findes ingen notater, der viser, at vi fra Withers & Rogers skulle have modtaget nogen erindringsskrivelser vedrørende disse ansøgninger. På nuværende tidspunkt er det gætværk at spekulere på, om disse skrivelser eventuelt rent faktisk er modtaget, men ikke registreret og viderebehandlet. Imidlertid er firmaet, som svar på direktoratets forespørgsel, af den faste overbevisning, at der findes et udbygget og effektivt system, hvis funktion til stadighed overvåges og kontrolleres, og som sikrer, at alle ansøgninger både i USA og andre lande følges op, og at ingen ansøgninger får lejlighed til at falde bort på grund af manglende besvarelser eller instruktioner, medmindre det rent faktisk er ansøgers ønske. Vi tror, at firmaets hidtidige resultater taler for sig selv, og håber, direktoratet vil tage en genikraftsættelse op til positiv overvejelse«.

Det amerikanske advokatfirma har tydeligvis handlet ud fra en erkendelse af, at periodiske afgifter ikke kan tillægges hverken højere eller lavere prioritet end ikke-periodiske afgifter, fx trykningsafgifter. Man er tilsyvende og sidst afhængig af den lokale fuldmægtigs ansvarsbevidsthed. Man har derfor koncentreret sig om at sikre, at alle skrivelser, man modtager fra sine samarbejdspartnere, bliver registreret, behandlet og fulgt op. Opfølgningen tages alvorligt, idet fx det amerikanske advokatfirma tillige foranlediger, at der rettes en forespørgsel til den befuldmægtigede, dersom man ikke har noget i en sag gennem en periode på mere end ca. 1 år. Faktisk har jeg besvaret en sådan forespørgsel den 8. december 1986 med en forsikring om, at det var normalt, at der gik flere år, før man kunne forvente den første betænkning i en dansk ansøgning. Når erindringsskrivelsen i det foreliggende tilfælde eventuelt er blevet overset, kan det skyldes, at det jo ikke var en erindringsskrivelse fra den britiske samarbejdspartner, man modtog, men skrivelsen af 9. december 1986 fra mit bureau med et påhæftet »With Compliments«. En skrivelse fra et i denne sammenhæng ukendt bureau vil ikke umiddelbart modtage samme omhyggelige registrering som skrivelser fra de direkte samarbejdspartnere.

Det er en gåde, hvorfor den engelske ordregiver er gået fejl af den amerikanske agents generelle instruktioner. Der er givet ordrer om, at han skulle tage sig af årsafgifter i ansøgerens »europæiske ansøgninger«, men dette synes at være opfattet specifikt som de ved den europæiske patentmyndighed verserende ansøgninger, for hvilke min engelske ordregiver er fuldmægtig, og ikke som en generel ordre, der tillige skulle gælde tilsvarende nationale ansøgninger i fx Danmark.

Da man vidste, at den amerikanske advokat faktisk i nogle år havde samarbejdet med et specialistfirma, hvis navn man dog ikke kendte, var en antagelse om en forskelsbehandling mellem EP-ansøgningen og andre ansøgninger ikke grebet helt ud af den tomme luft. Resultatet var, at den medarbejder, som varetager styringen af »afgiftsovervågningen«, indsatte en »betaler selv«-markering i sagen, og at firmaets handlinger kom til at svare til dette.

Overvågningssystemerne hos patentagenter bygger næsten uden undtagelser på den filosofi, at en noteret frist kun kan slettes gennem en registrering af, at den nødvendige handling har fundet sted. På årsafgiftsområdet har den i de senere år praktiserede betaling af årsafgifter uden om den befuldmægtigede nødvendiggjort indførelsen af en »nødudgang« i fristovervågningen, hvorved man må lade den mulighed være til stede, at andre har udført den nødvendige handling. Det betyder, at uanset hvor stor omhu, man udviser ved overvågningen, kan man først tage endelig affære, når de normale og forlængede frister er udløbet og en genikraftsættelse er eneste udvej for bevarelse af ansøgningen.

Årsagen til den udeblevne afgiftsbetaling kan ikke søges i manglende vilje eller omhu hos de implicerede parter, for i alle led har der været ressourcer og ansvarsbevidsthed til stede, og tilmed har man, for at sikre ansøger mod retstab flere steder i rækken af led fra direktoratet til ansøger, ydet en ekstra service (for direktoratets vedkommende i form af girokort), selv om man vidste, at den efter omstændighederne burde være overflødig. Det uheldige i den foreliggende sag er, at et af disse ekstra servicetiltag, som kunne have bragt sagen på ret spor, er bortkommet i posten eller af uforklarlige grunde er blevet overset hos modtageren. Det må tale til ansøgers fordel, at de firmaer, man har betroet at varetage hans ansøgning, da misforståelsen blev opdaget, nemlig den 1. september 1987, da man konstaterede, at der ikke var indgået afgiftsbetaling med forhøjelse, uden ophør foranledigede indleveret en anmodning om genikraftsættelse af patentansøgningen, og at denne anmodning faktisk blev indleveret ca. 1.uge før direktoratet fremsendte meddelelse om, at patentansøgningen var endeligt henlagt.

De ovenstående forklaringer viser, at den manglende afgiftsbetaling i høj grad skyldes forhold, som ansøger som sådan ikke er herre over. Ansøger har erkendt, at der er afgørende afvigelser i patentpraksis fra land til land, og at det kræver megen indsigt at overskue alle detaljer. Ansøger har derfor med sine patentansøgninger søgt sagkyndig bistand hos et stort og internationalt arbejdende patentadvokatfirma, som har videredelegeret ansvaret for indleveringen og videreførelsen af ansøgers europæiske ansøgninger til det britiske bureau, der ligeledes er et kendt og veletableret firma i branchen.

Endelig har jeg af det engelske bureau med ansøgers billigelse fået overdraget at gennemføre den danske ansøgning. Ved at overlade de praktiske forhold ved ansøgningen til personer og firmaer, som har mangeårig erfaring på området, må ansøger for sin del anses at have udvist den fornødne omhu, og de forhold, som ligger til grund for den manglende betaling, skyldes omstændigheder, som man ikke med rimelighed kan kræve, ansøger skal føre kontrol med'.

I skrivelse af 6. marts 1989 afslog Patentdirektoratet ansøgningen om genoprettelse, idet direktoratet bl.a. udtalte følgende

»Deres amerikanske fuldmægtig har ikke instrueret Deres engelske fuldmægtig med fornøden omhu, når den engelske fuldmægtig kan få den opfattelse, at han alene skulle foranledige, at afgifter for europæiske ansøgninger blev betalt, hvorimod et computerbaseret specialistfirma skulle besørge, at afgifter betaltes for »europæiske nationale ansøgninger«.

Da sagens forskellige implicerede parter enten ikke har modtaget en klar og entydig instruktion om, hvilke opgaver de skulle varetage, eller ikke har forestået disse instruktioner, er forsøget på dobbeltovervågning i overlapningsperioden som følge af manglende kommunikation mislykket. Deres fuldmægtiges manglende omhu udelukker, at begæring om genoprettelse kan imødekommes, uagtet at De ikke selv har udvist forsømmelighed'.

Disse afgørelser har klageren ved skrivelser af 5. maj 1989 indbragt for Patentankenævnet. Klageren har i ankebegrundelsen anført

»Direktoratets afslag er begrundet med, at den engelske fuldmægtig ikke var blevet instrueret med fornøden omhu, når denne kan få den opfattelse, at han alene skulle foranledige, at afgifter for europæiske ansøgninger blev betalt, hvorimod et computerbaseret specialistfirma skulle drage omsorg for, at afgifter betaltes for »europæiske, nationale ansøgninger«.

Det skal i denne forbindelse erindres, at den foreliggende ansøgning er indleveret den 8. februar 1985, dvs. ca. en uge efter at de ændrede bestemmelser i patentloven om afgiftsbetaling i ansøgningsperioden fik virkning. På det tidspunkt, hvor ansøger i USA beordrede den danske ansøgning indleveret, var det stadig forsvarlig praksis ikke nærmere at specificere, hvorledes afgiftsbetaling skulle finde sted, thi hidtil forfaldt årsafgifterne først ved patentudstedelsen. At dette sammenfald kan have haft indflydelse på begivenhederne er ikke usandsynligt, thi en patentansøgning for samme ansøger er blevet indleveret ca. 6 måneder tidligere, og i den har der ikke været problemer med at få afgiftsbeordring og -betaling gennemført. Jeg må derfor afvise, at den manglende indbetaling skyldes utilstrækkelig omhu. Afgiftsbeordring og afgiftsbetaling er baseret på gennem en lang årrække udviklede systemer, der til stadighed kontrolleres og forbedres ud fra de erfaringer, der gøres gennem tiden. Systemet hos den engelske fuldmægtig er således opbygget, at alle patentsager - uanset om man har ansvaret for afgiftsbetalingen eller ikke - oprettes i et computerbaseret kartotek. Dette kartotek vil, uanset om man modtager erindringsskrivelser fra en lokal patentagent eller ej, genere erindringsskrivelser til firmaets ordregiver. De erindringsskrivelser, man modtager fra lokale agenter, anvendes til kontrol af, hvor effektiv kontorrutinen er hos den engelske fuldmægtig og til korrektion i tilfælde af, at noget har svigtet. Kartoteker over afgiftsbetalinger må nødvendigvis føres med stor omhu, fordi værdien af de rettigheder, der eventuelt kan tabes, ofte er meget stor, og dette forhold er de medarbejdere, som varetager arbejdet med årsafgifterne, fuldt ud klar over, og derfor udnyttes enhver lejlighed til krydskontrol af de data, man har i kartoteket.

Forholdene i forbindelse med den manglende afgiftsindbetaling i den foreliggende ansøgning og ansøgning nr. 594 1985 er på ny blevet undersøgt, og ved disse undersøgelser er der fremkommet følgende

»1.De to ansøgninger, der blev indleveret i februar 1985, blev i strid med etablerede procedurer og som følge af en isoleret fejl ikke givet videre til den, som er ansvarlig for indførelsen af sagerne i firmaets computer.

2. Den ansvarlige for indførelsen af sagerne i computeren har ingen optegnelser eller erindring om, at han skulle have modtaget de første to erindringsskrivelser fra Danmark. Dersom han havde modtaget disse skrivelser - alle skrivelser af denne art passerer hans bord - ville han i henhold til den etablerede procedure have kontrolleret de i computeren indtastede data, og ved konstatering af, at sagerne ikke var indført, ville han have fremskaffet de fornødne oplysninger og straks have rettet eller oprettet det fornødne i computeren. Uanset om han var i den tro, at den amerikanske agent ville betale afgifterne gennem et specialfirma, ville sagen være blevet oprettet, men på en sådan måde, at computeren ikke selv genererede en erindringsskrivelse til den amerikanske agent. Erindringsskrivelsen fra Danmark ville blive sendt frem til agenten i USA som en service og en venlighed, men uden følgebrev, eftersom han formodede, at han ikke var ansvarlig for afgiftsbetalingen. Denne praksis, der udadtil blot virker som en elskværdighed, er i realiteten en vigtig sikkerhedsprocedure, der i det næste led, dvs. hos den amerikanske agent, kan tjene til kontrol og korrektion, dersom der foreligger en misforståelse eller der skulle være sket en fejl.

3. USA-patentagenten har gennemgået sine arkiver og kan ikke finde nogen som helst noteringer, der kan vise, at man har modtaget nogen erindringsbreve. Havde man modtaget sådanne breve, var de blevet fulgt op, og en betalingsordre var blevet udstedt. Også hos den amerikanske agent havde man udarbejdet et dobbeltkontrolsystem, der blandt andet bestod i, at de erindringsskrivelser man modtog, og som vedrørte afgifter, der blev betalt af specialfirmaet, blev oversendt til dette.

4. Da man i England modtog meddelelsen om, at patentet var bortfaldet, blev der omgående taget affære, og efter at det var konfirmeret, at patentansøgningen skulle føres videre, blev der omgående beordret indlevering af en ansøgning om genoprettelse af de tabte rettigheder. Spørgsmål, der vedrører et muligt bortfald af en patentansøgning, føres uden om den normale afgiftsovervågning til den ansvarlige sagsbehandler - igen af sikkerhedsgrunde -således at sagen ikke blot afgøres på grundlag af eventuelle fejlnoteringer i computeren«.

Den engelske fuldmægtig har, som det fremgår af det ovenstående, udarbejdet en effektiv procedure for overvågning og beordring af årsafgiftsbetaling. Procedurerne holdes under stadig kontrol, og gennem denne kontrol kan der dels holdes øje med, om proceduren overholdes, og dels er der ved videresendelse af modtagne erindringsbreve etableret en ekstra sikkerhed, som vil kunne bringe eventuelle fejl frem, så de nødvendige korrektioner kan blive foretaget. I det foreliggende er der tale om et helt enkeltstående tilfælde, hvor en menneskelig fejl er faldet sammen med en misforstået ordre, og hvor kontrol- og sikkerhedsrutinerne ikke har virket, enten fordi nogle brevforsendelser aldrig er nået frem, eller af årsager, som ikke har kunnet forklares eller opklares. Under sådanne omstændigheder må en genoprettelse af de tabte rettigheder være berettiget.

Det skal nævnes, at der foreligger notater, der viser at der fra mit firma er udskrevet en erindringsskrivelse 9. december 1986. Denne erindringsskrivelse har krydset en forespørgsel om, hvornår der kunne ventes en officiel skrivelse i sagen. Forespørgslen er besvaret den 19. december 1986, og en erindringsskrivelse nr. 2 er afsendt den 13. februar 1987. Ingen af brevene er afsendt anbefalet og det er overvejende sandsynligt, at skrivelserne har været lagt i samme konvolut som den tilsvarende skrivelse i den anden ansøgning med samme indleveringsdato fra samme ansøger. Er disse breve af en eller anden årsag ikke kommet frem, vil skrivelserne i begge ansøgninger være gået tabt.

Det skal for fuldstændighedens skyld nævnes, at den ovenstående appelbegrundelse bortset fra ansøgningsnummer og referencer er identisk med den i ansøgning nr. 594 1985 indleverede begrundelse, idet hændelsesforløbet har været nøjagtigt det samme'.

Klageren har i skrivelse af 7. august 1989 supplerende anført

»Overvågningsrutinen på mit kontor var baseret på, at der via det computerstyrede system ca. 2 måneder før patentansøgningens løbedag blev udskrevet et erindringsbrev til ordregiver. Dersom dette erindringsbrev forblev ubesvaret, blev der ca. 14 dage før forfaldsdag udskrevet endnu et brev, der henviste til det første brev og som gjorde opmærksom på den nære betalingsfrist.

I den foreliggende ansøgning blev der den 1. september 1987, dvs. umiddelbart efter udløb af 6 månedersfristen for betaling af årsafgiften med 20% forhøjelse, skrevet et brev (kopi vedlagt), hvori det blev oplyst, at ansøgningen var bortfaldet, men under særlige forhold kunne genoptages.

Denne fremgangsmåde var på det tidspunkt anvendt på mit kontor ud fra den antagelse, at når patentloven rummede mulighed for genoprettelse af tabte rettigheder, måtte det også være rimeligt at gøre opmærksom på denne mulighed som en realistisk udvej for løsning af problemer, som var opstået som følge af særlige omstændigheder, hvor de indarbejdede rutiner havde svigtet. Den for en genoprettelse forlangte afgift var af en sådan størrelsesorden, at den måtte anses at forhindre misbrug af bestemmelserne om genoprettelse.

På grund af erfaringerne især fra den foreliggende ansøgning og den tilsvarende samtidige ansøgning, har jeg erkendt, at genoprettelse af tabte rettigheder ikke er en mulighed, man realistisk kan pege på som en udvej i tilfælde af tabte rettigheder, dertil er fordringerne til den dokumentation, der skal tilvejebringes, for vanskelige at opfylde. Derfor er rutinen på mit kontor ændret således, at det sidste brev, der gør opmærksom på, at ansøgningen vil falde bort, er rykket ca. 1 måned frem, og samtidig oplyser det ikke længere om nogen mulighed for genoptagelse«.

Ved skrivelse af 19. juli 1990 har klagerens nye fuldmægtig Internationalt Patentbureau indsendt følgende uddybbende begrundelse for klagen

»Den af Patentdirektoratet trufne afgørelse er i hovedsagen begrundet med, at ansøgerens amerikanske og engelske patentfuldmægtige ikke anses at have udvist den omhu, som med rimelighed kunne forlanges af dem.

Modsat denne begrundelse gøres det ved nærværende klage gældende, at samtlige i sagen involverede parter omfattende ansøgeren selv, dennes amerikanske patentagentfirma, dette firmas normale britiske patentagentforbindelse og endelig den tidligere danske fuldmægtig alle har udvist den omhu, som med rimelighed kunne forlanges af dem, og at den overskridelse af fristen for betaling af 1.-3. årsafgift med forhøjet beløb, som resulterede i det retstab, der er begæret genoprettet, må ses som et resultat af sammentræf af enkeltstående menneskelige fejl i iøvrigt velfungerende overvågningssystemer under kontrol af erfarne patentagenter samt for den tidligere danske fuldmægtigs vedkommende delvis som resultatet af en vildfarelse med hensyn til den praksis, som direktoratet ville anlægge ved tillempningen af patentlovens § 72 i forbindelse med den 1. februar 1985 indførte betaling af årsafgifter for løbende patentansøgninger i Danmark.

Det gøres yderligere gældende, at den del af direktoratets begrundelse for ikke at imødekomme begæringen om genoprettelse, som omhandler påstået mangelfuld instruktion fra det amerikanske til det britiske patentagentfirma, i hvert fald delvis beror på misforståelse af det faktiske begivenhedsforløb.

Inden vi kommer ind på de nærmere omstændigheder, skal vi i korthed gennemgå instruktionskæden i forbindelse med den foreliggende ansøgnings indlevering og behandling samt opretholdelse.

Ansøgeren, oprindeligt

Reilly Tar & Chemical Corporation

senere ændret til

Reilly Industries Inc.

med adresse

1510 Market Square Center,

Indianapolis, USA

betroede indleveringen af den foreliggende ansøgning såvel som tilsvarende ansøgninger i andre lande baseret på den prioritetsbegrundende USA-patentansøgning nr. 597013 af 5. arpil 1984 til sin lokale patentagentforbindelse, som er et stort og velanskrevet firma

Woodard, Emhard, Naughton, Moriarty & McNett i Indianapolis, USA., idet nævnte firma gennem en årrække har behandlet ansøgerens patentsager, og ansøgeren er en af de største klienter hos det pågældende firma.

I kraft af det fast etablerede og velfungerende samarbejde med dette lokale patentbureau har ansøgeren med god ret forladt sig på, at dette patentbureau varetager alle led i patentsagsbehandlingen, herunder også betaling af afgifter for opretholdelse af patenter og patentansøgninger, således at ansøgeren herigennem, i hvert fald delvis, fritages for den omfattende administrative byrde, som er forbundet med opretholdelse af en stor patentportefølje.

Ansøger følger herigennem, hvad der er ganske normal praksis og kan på ingen måde siges at have udvist svigtende omhu, hvilket der heller ikke er gjort gældende i Patentdirektoratets afgørelse.

Det amerikanske patentbureau betroede ansøgningens indlevering til det ligeledes velanskrevne britiske firma Withers & Rogers i Leamington, Warwickshire, U.K., som er det amerikanske patentbureau's faste europæiske forbindelse, der varetager indlevering og sagsbehandling af alle ansøgninger i europæiske lande for det amerikanske firma i overvejende grad som direkte fuldmægtig ved indlevering hos EPO, men i enkelte tilfælde gennem lokale fuldmægtige ved indlevering af nationale ansøgninger i f.eks. Danmark.

Som dokumentation for, at der også mellem Woodard og Withers & Rogers har været tale om et gennem mange år bestående upåklageligt og fejlfrit fungerende samarbejde, vedlægges som bilag 1 kopi af en redegørelse fra den for ansøgeren i nærværende sag ansvarlige faste patentagent hos Woodard, Mr. Charles R. Reeves, til Mr. D.G. Bannerman, som er medindehaver af Withers & Rogers og ligeledes som fast patentagent varetager behandlingen af ansøgninger i Europa for ansøgeren i den foreliggende sag.

Af denne skrivelse, som i øvrigt i dansk oversættelse er gengivet i skrivelse til Patentdirektoratet af 26. januar 1988, fremgår den praksis vedrørende betaling af årsafgifter for udstedte patenter og løbende patentansøgninger, som benyttes hos Woodard.

Som der er gjort rede for under behandlingen af den foreliggende genoptagelsessag for Patentdirektoratet, er betaling af årsafgifter for løbende ansøgninger i udlandet betroet de oversøiske forbindelser, her iblandt Withers & Rogers, som Woodard samarbejder med, hvorimod afgiftsbetalingen ved patentudstedelse overføres til et specialiseret computerfirma, således som det efterhånden er blevet en veletableret praksis i USA og andre steder. For at sikre mod manglende betaling af fornyelses- eller årsafgifter arbejdes dog med en vis overlapning, således at meddelelse til den oversøiske forbindelse, som har varetaget afgiftsbetalingen på ansøgningsstadiet, om overføring af betalingsforpligtelsen til computerfirmaet først afgives nogen tid efter, at computerfirmaet er blevet instrueret om fremtidig varetagelse af afgiftsbetalingen.

Fremfor alt fremgår det af redegørelsen, at den pågældende praksis har været benyttet i adskillige år og har fungeret ekstremt godt.

Det må hermed lægges til grund, at den generelle meddelelse fra Woodard til Withers & Rogers om indføring af denne praksis er givet på et tidspunkt, som ligger væsentligt forud for indføringen af årsafgiftsbetaling på ansøgningsstadiet i Danmark. Til orientering herom vedlægges som bilag 2 kopi af skrivelse af 8. oktober 1987 fra Withers & Rogers til den tidligere danske patentfuldmægtig.

På det pågældende tidspunkt har der for de hos Withers & Rogers verserende ansøgninger for ansøgeren i den foreliggende sag alene været tale om årsafgiftsbetaling for europæiske patentansøgninger.

Det kan således ikke med nogen form for rimelighed påstås, at den omhandlede generelle instruks har været uklar fra Woodard's side og ej heller, at den på det tidspunkt, hvor den blev modtaget, er misforstået hos Withers & Rogers, således som det er lagt til grund i den af Patentdirektoratet trufne afgørelse.

Hos det britiske firma Withers & Rogers benyttes til patentsagsadministrationen, herunder afgiftsovervågning for både udstedte patenter og løbende patentansøgninger et computersystem.

Som det fremgår af bilag 2 fungerer dette system for patentansøgningers vedkommende på den måde, at alle ansøgninger indføres i computersystemet - også ansøgninger, for hvilke der foreligger specifik instruktion om, at Withers & Rogers ikke skal varetage afgiftsovervågningen og -betalingen. Computersystemet genererer automatisk årsafgiftserindringsmeddelelser for alle ansøgninger, som står i det, og det er praksis hos den ansvarlige for computersystemet Mr. David Ayres at udsende disse erindringsskrivelser i alle sager selv dem, hvor man har klar instruks om ikke at skulle varetage afgiftsbetalingen.

Beklageligvis er denne praksis på side 3 i klagebegrundelsen af 5. maj 1989 blevet gengivet på en måde, der kan give anledning til misforståelse. Den her anførte bemærkning »men på en sådan måde, at computeren ikke selv genererer en erindringsskrivelse til den amerikanske agent« beror således på en misforståelse, idet det både af bilag 1 og 2 faktisk fremgår, at Woodard har modtaget computergenererede erindringsmeddelelser fra Withers & Rogers også vedrørende udstedte patenter, hvor det britiske firma klart var frigjort for overvågningsforpligtelsen.

Som en yderligere sikkerhed og serviceforanstaltning for tilfælde, hvor en sag ikke skulle være oprettet i computersystemet, har man hos Withers & Rogers yderligere den praksis, at alle modtagne officielle skrivelser vedrørende patentansøgningers behandling ses af Mr. Ayres, der på det tidspunkt kontrollerer, om sagen er oprettet i computersystemet og - hvis dette undtagelsesvis ikke skulle være tilfældet - sørger for, at det sker.

Det følger af sig selv, at for langt de fleste patentansøgninger i Europa, og herunder alle ansøgninger hos EPO, vil der normalt blive modtaget en eller flere officielle skrivelser, inden pligten til betaling af årsafgifter indtræder, når ansøgningen er to år gammel, således at på det tidspunkt, hvor der første gang skal sendes erindringsmeddelelse, vil en sag normalt altid være oprettet i computersystemet.

For danske ansøgninger fra udenlandske ansøgere er det som følge af Patentdirektoratets sagspukkel derimod som bekendt ofte tilfældet, at årsafgiftsbetalingen skal påbegyndes, inden der overhovedet er modtaget nogen officiel skrivelse. Dette er blandt andet tilfældet, når der fra direktoratet - som i den foreliggende sag - ikke er udsendt nogen skrivelse vedrørende formelle mangler ved ansøgningen.

Indføringen af en sag i computersystemet hos Withers & Rogers sker normalt ved, at den ansvarlige patentagents sekretær i forbindelse med rapportering om ansøgningens indlevering - idet man først på dette tidspunkt har alle oplysninger, som skal indføres, herunder ansøgningsnummer og indleveringsdato, videregiver disse oplysninger til Mr. Ayres, som er ansvarlig for sagens indføring i computersystemet.

Som det ligeledes er redegjort for under sagsbehandlingen for Patentdirektoratet såvel som i klagebegrundelsen, har man som yderligere sikkerhedsforanstaltning og ren ubetalt service hos Withers & Rogers indført den praksis, at erindringsmeddelelser, som modtages fra udenlandske forbindelser, herunder den tidligere danske fuldmægtig, videregives til ordregiveren.

At denne praksis skulle kunne tages som udtryk for svigtende omhu må bestemt tilbagevises. Der er tværtimod udtryk for en omhu, der går ud over det normale.

Når der i det foreliggende tilfælde hos Withers & Rogers sker det beklagelige, at sagen i modstrid med den etablerede praksis ikke indføres i computersystemet i forbindelse med eller umiddelbart efter ansøgningens indlevering, kan en del af forklaringen herpå være, at den første indleveringsrapport fra den danske fuldmægtig hverken er ledsaget af dansk oversættelse af beskrivelse med patentkrav eller af den danske fuldmægtigs afregning, hvilket fører til, at man hos Withers & Rogers blot sender en bekræftelse på, at ansøgningen er blevet indleveret til Woodard, men ikke en egentlig indleveringsrapport, således at man på dette tidspunkt ikke har det normalt benyttede grundlag for indføringen i computersystemet.

Af i dag uforklarlige menneskelige årsager sker der imidlertid heller ikke nogen indføring i computersystemet, da man senere hos Withers & Rogers modtager oversættelse og afregning fra den danske fuldmægtig. Årsagen kan være, at man på dette tidsunkt har antaget, at indføring i computersystemet allerede havde fundet sted.

Efter ansøgningens indlevering sker der ikke videre i sagen før den tidligere danske fuldmægtig i december 1986 sender sin første erindringsskrivelse om betaling af 1.-3. årsafgift med betalingstermin ved udgangen af februar måned 1987.

Sådanne erindringsmeddelelser fra udenlandske kolleger modtages hos Withers & Rogers i betydeligt antal, idet der i gennemsnit har været tale om ca. 20 om dagen. Efter normal praksis foretages der ved modtagelsen af sådanne meddelelser en kontrol af sagens status i computersystemet, men selve meddelelsen videregives uden følgebrev som en ekstra og ubetalt service, og der foretages ikke i computersystemet nogen registrering af denne ekspedition.

Når der for den foreliggende sag ikke er foretaget nogen sådan kontrol i computersystemet, kan det have to mulige forklaringer. Enten er begge de omhandlede erindringsmeddelelser fra den danske fuldmægtig bortkommet i posten og dermed ikke modtaget, eller også har Mr. Ayres af grunde, der i dag ikke kan forklares fuldt ud, anset, at normal praksis skulle afviges. Det kan være tilfældet, at Mr. Ayres gennem et isoleret fejlskøn antog, at den på det tidspunkt allerede i flere år fungerende generelle instruks om varetagelse af årsafgiftsbetaling for europæiske ansøgninger ikke var gældende for nationale ansøgninger i Europa.

Dette kan forklares med, at man ikke havde andre nationale ansøgninger fra Woodard, for hvilke der skulle betales årsafgift. Under alle omstændigheder er der i så tilfælde tale om en enkeltstående menneskelig fejl i et i øvrigt velfungerende system.

Det er i dag ikke muligt at efterforske, om den nævnte første erindringsmeddelelse, såvel som den efterfølgende anden erindring i februar 1987, faktisk er blevet modtaget hos Withers & Rogers, eller om de eventuelt er bortkommet i posten.

Hvis de er modtaget, er de med altovervejende sandsynlighed også videresendt til Woodard på ovenfor beskrevne måde, men også under denne fremsendelse har der givetvis været risiko for, at de kan være bortkommet i posten.

Hos Woodard foretager men derimod, som det fremgår af redegørelsen i bilag 1 en registrering af alle indkomne skrivelser fra oversøiske forbindelser, hvad enten der er tale om skrivelser vedrørende sagsbehandling eller årsafgiftsmeddelelser.

I den foreliggende sag står det klart, at de to ovennævnte fra den tidligere danske fuldmægtig udsendte årsafgiftserindringer fra december 1986 og februar 1987 ikke er blevet registreret hos Woodard, og det må dermed med føje lægges til grund, at disse meddelelser ikke er nået frem til det amerikanske firma, hvad enten de er modtaget hos Withers & Rogers og videresendt af dette firma i overensstemmelse med den sædvanligt fulgte praksis eller ikke.

Det skal i denne forbindelse yderligere bemærkes, at der lejlighedsvis har været problemer med postgangen fra Withers & Rogers til Woodard. Sådanne postproblemer er bl.a. forekommet to gange så sent som i slutningen af 1989, jf. de som bilag 3 og 4 vedlagte kopier af skrivelser af 2. og 23. marts 1990 fra Withers & Rogers.

Sammenfattende må det dermed fastslås, at der både hos Woodard og hos Withers & Rogers har været udvist al den omhu, som med rimelighed kunne forlanges. Woodard har med god ret forladt sig på, at afgiftsovervågning for løbende patentansøgninger blev varetaget af Withers & Rogers, og at man fra dette firma ville modtage de sædvanlige af computersystemets genererede årsafgiftserindringer, idet denne praksis i øvrigt har fungeret tilfredsstillende også i forbindelse med en anden dansk patentansøgning nr. 2864 1984 fra samme ansøger, således som det fremgår af bilag 1. Hos Withers & Rogers er der sket en beklagelig enkeltstående menneskelig fejl, ved at den foreliggende ansøgning ikke i overensstemmelse med den normalt fulgte praksis er indført i firmaets computersystem. Da man ikke i tidsrummet mellem ansøgningens indlevering og det tidspunkt, hvor erindring vedrørende 1.-3. årsafgift normalt skulle have været udsendt, har modtaget nogen officiel skrivelse, der kunne give anledning til kontrol af, om indføring i computersystemet havde fundet sted, har der manglet en anledning til at foretage denne kontrol, hvilket har ført til, at der for den foreliggende ansøgning ikke blev genereret nogen årsafgiftsregistrering af computersystemet.

Hvad endelig angår de handlinger, der er foretaget af den hidtidige danske patentfuldmægtig, Kontor for Industriel Eneret er der i den supplerende klagebegrundelse af 7. august 1989 gjort rede for dette patentbureaus overvågningsrutiner. Det fremgår heraf, at der planmæssigt er udsendt to erindringsmeddelelser ca. 2 måneder før ansøgningens løbedag og ca. 14 dage før den normale forfaldsdato for afgiftsbetalingen, i dette tilfælde 28. februar 1987.

Det er således klart, at den tidligere danske fuldmægtig i tidsrummet indtil den ordinære forfaldsdato for afgiftsbetalingen har udvidt al den omhu, man med rimelighed kunne forlange.

Som det fremgår af nævnte supplerende klagebegrundelse er der imidlertid fra det danske patentbureaus side ikke udsendt nogen yderligere erindring inden for den 6 måneders skånefrist, som følger efter den ordinære forfaldsdato. Efter den ordinære forfaldsdato er der først sendt meddelelse til Withers & Rogers med skrivelse af 1. september 1987, jf. bilag til ovennævnte supplerende klagebegrundelse.

Den omstændighed, at den omhandlede meddelelse af 1. september 1987 fra det danske patentbureau hos Withers & Rogers omgående bliver forelagt den for sagen ansvarlige patentagent Mr. D.G. Bannerman, må gøre det klart, at hvis der inden skånefristens udløb altså på et tidspunkt, hvor afgiftsbetalingen endnu kunne være foretaget med forhøjet beløb, var indgået en meddelelse om, at betalingsfristen var overskredet, ville en sådan meddelelse være forelagt den ansvarlige patentagent, som prompte ville have reageret på den.

Formuleringen af den nævnte skrivelse af 1. september 1987, som er fremsendt som bilag til den supplerende klagebegrundelse af 7. august 1989, må give anledning til spekulation om, at skrivelsen reelt skulle have været afsendt tidligere, idet skrivelsen benytter fremtidsformen »will lapse« om en begivenhed, der havde fundet sted. I så fald kan der være tale om en fejl hos den tidligere danske fuldmægtig, som ikke er kommet til udtryk i henvisningen til denne skrivelse i den supplerende klagebegrundelse, hvor skrivelsen er omtalt, som om den var i datidsform.

Derudover har ordvalget i skrivelsen givet Withers & Rogers anledning til at tro, at der ikke ville være problemer med genoprettelse, idet den i skrivelsen nævnte to-måneders frist for indgivelse af begæring herom i skrivelsens sidste afsnit er omtalt som en »period of grace«. Det skal herved bemærkes, at udtrykket »period of grace« inden for patentretten har en veldefineret betydning som et yderligere tidsrum, inden for hvilket en handling kan foretages uden nogen risiko for retstab. Udtrykket finder i hovedsagen anvendelse i to tilfælde, navnlig om den 6-måneders skånefrist til efterbetaling af årsafgift, som fastlagt i patentlovens § 41, stk. 3, og internationalt i Pariserkonventionens artikel 5b og om den skånefrist, som i nogle lande gælder for ikke-præjudicerende offentliggørelser forud for en patentansøgnings indlevering, og hvorom der i øjeblikket i WIPO regi drøftes en international harmonisering.

Skrivelsen af 1. september 1987 synes ikke at kunne forstås på anden måde, end at udtrykket »period of grace« er benyttet om to-måneders fristen, der imidlertid ikke på nogen måde kan betragtes som en skånefrist i dette udtryks vanlige patentretslige betydning.

Hvis udtrykket som anvendt i skrivelsen er møntet på den 6-måneders frist - hvilket umiddelbart ville være logisk - kan dette vel tages som indicium for, at skrivelsen skulle have været afsendt tidligere, men er forsinket ved en fejl. På den anden side forekommer det ikke tænkeligt, at den handling »remove the case from my records« som angives at ville blive foretaget efter »said period of grace« reelt burde udføres før to-måneders fristen var udløbet.

Uanset den misforståelse, som skrivelsen har givet anledning til, er det danske patentbureaus manglende udsendelse af en yderligere erindringsmeddelelse under skånefristen en afvigelse fra den praksis, som følges af medlemsfirmaer i Patentagentforeningen bl.a. vort firma, hvor der i tilfælde af, at betalingsinstruks eller instruks om ansøgningens bortfald ikke er modtaget inden den ordinære betalingsfrist, sendes mindst en yderligere erindringsmeddelelse og i tilfælde af stadig udeblivende betalingsinstruks endda flere, ofte som sidste-øjebliks-meddelelser pr. telex eller telefax. Men dette indebærer efter vor mening ikke, at den hidtidige danske fuldmægtig har udvist en mindre grad af omhu, end hvad der med rimelighed kunne forlanges.

Der skal herved erindres om, at bestemmelsen om genoptagelse i patentlovens § 72 blev indført ved patentlovsændringen i 1978 og i henhold til lovparagraffens stk. 2 skulle finde anvendelse, også hvis en patenthaver ikke har betalt årsafgift inden for den i lovens § 42, stk. 3, fastsatte frist. Der var her alene tale om betaling af årsafgifter for udstedte patenter henholdsvis betaling af akkumulerede årsafgifter i forbindelse med patentudstedelsen. For retstab forårsaget af manglende betaling af sådanne årsafgifter havde der tidligere i henhold til § 51, stk. 2, i 1967-loven været mulighed for at sætte patentet i kraft på ny, når patenthaverens undladelse af, at betale afgiften findes undskyldelig.

Patentlovsændringen i 1978 medførte, at begæringer om genikraftsættelse, som tidligere havde været behandlet i henhold til bestemmelsen i 1967-lovens § 51, stk. 2, nu skulle behandles efter bestemmelsen i § 72, men i tidsrummet fra lovændringen i 1978 frem til indføringen af årsafgiftsbetaling på ansøgningsstadiet med virkning fra 1. februar 1985 var der stadig alene tale om årsafgiftsbetaling for udstedte patenter, og bestemmelsen i § 72 blev i dette tidsrum af Patentdirektoratet ikke praktiseret med større strenghed end bestemmelsen i 1967-lovens § 51, stk. 2. Det forekommer åbenbart, at den tidligere danske fuldmægtig må have forladt sig på en sådan mindre streng praktisering af lovbestemmelsen i § 72. Herom vidner bl.a. klart den ovennævnte skrivelse af 1. september 1987, som efter skånefristens udløb den 31. august, sendes fra det danske patentbureau til Withers & Rogers. I denne skrivelse gives der udtryk for, at Patentdirektoratet er villig til at overveje genoprettelse, hvis en begæring herom indgives inden for 2 måneder ledsaget af tilstrækkelige og acceptable grunde vedrørende årsagen til den manglende afgiftsbetaling. Som det uden videre må være klart, er denne formulering væsentligt nærmere på ordlyden af 1967-lovens § 51, stk. 2, end på ordlyden af den nuværende patentlovs § 72, stk. 1.

At det danske patentbureau har lagt en sådan forståelse om adgang til genoprettelse til grund for den på det pågældende tidspunkt fulgte praksis, turde endvidere klart fremgå af den supplerende klagebegrundelse af 7. august 1989, i henhold til hvilken man med de erfaringer, der er gjort bl.a. i forbindelse med den foreliggende sag nu har ændret praksis, så den sidste erindringsmeddelelse udsendes inden skånefristens udløb.

Efter vor opfattelse kan den forståelse, der således ganske vist fejlagtigt, er lagt til grund af det danske patentbureau imidlertid ikke tages som udtryk for, at der ikke er udvist den omhu, man med rimelighed kan forlange.

På den anden side er det ligeså klart, at fraværet af en erindringsmeddelelse inden skånefristens udløb har betydet, at der hos Withers & Rogers ikke er modtaget det nødsignal, som ville have ført til, at afgiftsbetalingen var foretaget i rette tid'.

Nævnet har behandlet sagerne i sit møde den 7. marts 1991.

For klageren mødte civilingeniør Knud Raffnsøe, der henholdt sig til sin skriftlige klagebegrundelse, som nærmere blev uddybet. Knud Raffnsøe fandt det ikke centralt, når Patentdirektoratet havde begrundet afslagene med, at den amerikanske og engelske fuldmægtig ikke havde handlet med den fornødne omhu. Afgørende for den opståede fejl, som havde ført til fristoverskridelsen var derimod den manglende indføring af sagen i computersystemet hos den britiske agent, og den dermed manglende kontrolmulighed, hvilket skyldtes en enkeltstående, undskyldelig menneskelig fejl.

Ankenævnet skal udtale

Af en skrivelse af 8. oktober 1987 fra den britiske patentagent Withers & Rogers til Kontor for Industriel Eneret fremgår bl.a., at erindringsskrivelserne om betaling af årsafgifter ikke er indgået på computeren, og at Mr. Ayres fra firmaet ikke har foretaget sig videre, da han modtog fornyede erindringsskrivelser fra det danske patentkontor. Baggrunden herfor var, at Mr. Ayres troede, at firmaet ikke var ansvarlig for betalingen af årsafgifterne, hvorfor patentagenten i USA heller ikke kunne forvente erindringsskrivelser fra det engelske firma. Omvendt gik den amerikanske patentagent ud fra, at Withers & Rogers drog omsorg for betalingen af disse afgifter og fremsendte årlige erindringsskrivelser i god tid før betalingsdagen.

Det fremgår endvidere af sagen, at det amerikanske agentfirma Woodard, Emhardt, Naughton, Moriarty & McNett i skrivelse af 18. januar 1988 har meddelt det engelske patentfirma, at man aldrig har modtaget erindringsskrivelser om betaling af årsafgiften fra det engelske patentfirma.

Under hensyn til det således oplyste finder nævnet efter en samlet vurdering af sagen i lighed med Patentdirektoratet, at sagens forskellige implicerede parter enten ikke har modtaget klar og entydig instruktion om, hvilke opgaver de skulle varetage eller ikke har forstået disse instruktioner.

Det tiltrædes herefter, at der ikke af de af ansøgeren benyttede fuldmægtige er udvist al den omhu, som med rimelighed kan kræves, hvorfor

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pedersen.

Ingen

Ankenævnet stadfæstede direktoratets afgørelse, hvorefter en anmodning om genoprettelse ikke blev imødekommet. Patentafgiften for 1.-3. patentår var ikke indbetalt rettidigt. De af ansøgeren benyttede fuldmægtige fandtes ikke at have udvist al den omhu, som med rimelighed kan kræves