Kaution. Omlægning af det sikrede lån.
Statutory Text (3 Articles)
Kaution. Omlægning af det sikrede lån.
Kendelse af 5. april 1991 i sag nr. 518/1990 (Kaution. Omlægning
af det sikrede lån).
---------------------------------------------------------------------
Klageren K kautionerede ved særskilt kautionserklæring i 1982 for et til en søn S af pengeinstituttet P ydet lån på 135.000 kr. begrænset til 50.000 kr. Lånets løbetid var 20 år, renten variabel og den månedlige ydelse 2.175 kr.
I 1985, da restgælden var ca. 130.000 kr. og den månedlige ydelse 1.780 kr., anmodede S om rentenedsættelse. Restløbetiden udgjorde da 16 år og 9 måneder. P accepterede rentenedsættelsen på betingelse af, at der betaltes stiftelsesprovision og et ekspeditionsgebyr.
Der blev herefter oprettet et nyt gældsbrev i oktober 1985 med et lånebeløb på 134.281,72 kr., hvilket udgjorde en forhøjelse på 3.714 kr. set i forhold til restgælden på lånet oprettet i 1982. Forhøjelsen udgjorde ekspeditionsgebyr og stiftelsesprovision. Gældsbrevet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.615 kr., og løbetiden var angivet til 16 år og 9 måneder, ligesom det var anført, at lånebeløbet var til indfrielse af det tidligere lån.
I november 1989 indfriede K kautionsforpligtelsen ved betaling af 34.571,51 kr.
K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om tilbagebetaling af det indfriede beløb med tillæg af renter fra indfrielsestidspunktet.
P nedlagde påstand om frifindelse.
Ankenævnet tog K's påstand til følge med disse bemærkninger
»Det fremgår af lånedokumentet oprettet i oktober 1985, at lånebeløbet er til indfrielse af kautionslånet, ligesom det fortrykte felt vedrørende kaution ikke som i lånedokumentet fra 1982 angiver K's navn. Herefter findes det betænkeligt at anse K's kautionsforpligtelse for overført til det nye lån. Da K har indfriet kautionsforpligtelsen med det påklagede beløb, bør P godtgøre K dette.«
P har i medfør af Ankenævnets vedtægters § 11, stk. 2, meddelt, at P ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Offentliggjort i Fagskrift for Bankvæsen og Ankenævnets årsberetning for 1991
Klageren K kautionerede begrænset 50.000 kr. for sønnen S's lån på 135.000 kr. hos P ydet S i 1982. I 1985 oprettedes nyt lån for S, hvorved lånet fra 1982 indfriedes. K underskrev ikke det nye lånedokument. K betalte i 1989 under protest kautionsforpligtelsen. K påklagede forholdet, og Ankenævnet pålagde P at tilbagebetale det indfriede beløb.