Ikke anmeldelsespligt for aftale (* 1)

Ikke anmeldelsespligt for aftale (* 1)

År 1991, den 19. december, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 91-21.692 Bang & Olufsen A/S ctr. KonkurrenceRådet sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 15. april 1991 har højesteretssagfører Bent Jacobsen på vegne Bang & Olufsen A/S klaget over en af KonkurrenceRådet den 21. marts 1991 truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 5, stk. 1, besluttede, at »Shareholders« Agreement' af 14. september 1990 mellem klageren og N.V. Philips Gloeilampenfabrieken, Holland, skulle anmeldes til KonkurrenceRådet. Klageren har påstået afgørelsen ophævet. KonkurrenceRådet har påstået afgørelsen stadfæstet. Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Rådets skrivelse af 21. marts 1991 er sålydende: »KonkurrenceRådet har på sit møde den 20. marts 1991 besluttet, at samarbejdet mellem Bang & Olufsen A/S og Philips indgået ved »Shareholders« Agreement' dateret 14. september 1990 udøver eller vil kunne udøve dominerende indflydelse på markedet for audio/videoprodukter, og derfor skal anmeldes i henhold til konkurrencelovens § 5, stk. 1. Rådet har herved lagt vægt på, at aftalerne er indgået mellem de to største udbydere på det danske marked, der ud fra Monopol- tilsynets rapport om markedet for audio/videoprodukter fra 1989 havde tilsammen knap 40% af omsætningen og væsentligt mere på højkvalitets-/prismarkedet. Den vedrører væsentlige forhold omkring teknik, komponenter, produktudvikling og indkøb og angiver rammer for parternes dispositioner og dermed også for konkurrencen. Desuden indebærer aftalen kapitalindskud i fælles virksomhed, og i forbindelse hermed er parternes dispositions- adgang begrænset. .... Man skal henlede opmærksomheden på, at samarbejdet må skønnes omfattet af EØF-konkurrencereglerne..... Anmeldelse i henhold til konkurrencelovens § 5, stk. 1, indebærer, at aftalerne vil være offentligt tilgængelige, medmindre der måtte foreligger oplysninger heri, der vil kunne hemmeligholdes efter konkurrencelovens § 10, stk. 2. Ønsker selskaberne dele af aftalekomplekset hemmeligholdt ud fra disse regler, bedes dette meddelt rådet inden den 29. april 1991. Meddelelsen må indeholde argumentation og konkret dokumentation i overensstemmelse med anvisningen i loven og dens forarbejder. Sekretariatet er ind- stillet på ved en mundtlig drøftelse at redegøre nærmere herfor. Rådet skal gøre opmærksom på, at anmeldelsespligten også vil kunne omfatte de udfyldende aftaler, som forudsættes indgået efter- følgende....'

3. Klagerens argumentation Klageren har i førte række anført, at pålægget er ugyldigt, allerede fordi rådet i sin afgørelse har tilkendegivet, at det er omfattet af EØF-konkurrencereglerne. Da aftalen ikke er anmeldt efter disse regler, må rådet anse aftalen for ugyldig, og det er uden mening, at rådet giver pålæg om anmeldelse af en aftale, som rådet må anse for ugyldig. Pålægget er endvidere ugyldigt, fordi det ikke er rettet til begge aftalens parter, men kun til klageren. Philips er dermed blevet afskåret fra at fremkomme med sine bemærkninger. Men i øvrigt foreligger der ikke noget gyldigt pålæg over for Philips. Rådet har ingen retlig interesse overhovedet i at pålægge anmeldelsespligt i henhold til § 5, idet rådet i 1990 har pålagt hele audio/videobranchen indberetningspligt i henhold til lovens § 7, og rådet vil derved kunne indhente og anvende den om- handlede overenskomst. For så vidt angår betingelsen efter lovens § 5 har klageren anført, at det er en betingelse for anmeldelsespligt i medfør af denne bestemmelse, at aftalen udøver eller vil kunne udøve dominerende indflydelse på markedsforholdene i Danmark. Aktionær- overenskomsten har imidlertid kun den betydning på det danske marked, at klageren overtager salget i Danmark af det under Philips-koncernen hørende mærke Marantz, der udgør ca. 1/4 o/oo af branchens samlede omsætning efter pris. En så lille markeds- andel kan ikke udløse anmeldelsespligt. Selv om aftaleparterne måtte have dominerende indflydelse, er dette ikke afgørende for, om en aftale mellem dem skal anmeldes til rådet. Det afgørende er, om selve aftalen bevirker eller vil bevirke dominerende indflydelse. De to aftaleparter virker konkurrencemæssigt på to forskellige markeder. Philips ligger på det almindelige marked, medens klageren har dominans på et del- marked, nemlig det såkaldte »højkvalitets-prismarked«. På den baggrund må det ligge fjernt, at aftalen skulle kunne påvirke det danske marked, endsige etablere dominans på dette. Rådet har da heller ikke påvist nogen bestemmelser i aftalen, der vil påvirke markedsføringen i Danmark - og for den sags skyld heller ikke nogen bestemmelse, hvis offentliggørelse kan have nogen interesse for de to parters videreforhandlere eller for de endelige købere. Aftalen rummer et samarbejde på et højtteknologisk område og forudsættes at give fordele globalt. Philips sælger formentlig i hele verden, og klageren har til en række lande en eksport, der er tre gange så stor som salget i Danmark. Det kan ikke udelukkes, at de af aftalen følgende tekniske fordele har en virkning også på det danske marked bestående i, at aftaleparterne kan følge med udviklingen hos de helt afgørende japanske konkurrenter. Tekniske forhold fører imidlertid ikke til anmeldelsespligt. Dette ville betyde anmeldelsespligt vedrørende enhver teknisk aftale mellem virksomheder af blot nogen betydning. Noget sådant er ikke hjemlet i konkurrenceloven og har heller ikke været tilsigtet. At der ikke nu er anmeldelsespligt af aktionæroverenskomsten, udelukker ikke, at mulige senere supplerende aftaler mellem parterne vil udløse anmeldelsespligt. Sammenhængen med overens- komsten kan i den forbindelse føre til anmeldelsespligt også for så vidt angår aktionæroverenskomsten - alt vel at mærke forudsat, at betingelsen i § 5 foreligger opfyldt.

4. KonkurrenceRådets argumentation. Rådet har anført, at Philips og klageren er de to største udbydere på det danske marked med en samlet markedsandel på knap 40% ifølge Monopoltilsynets rapport fra 1989. Aktionæroverenskomsten vedrører væsentlige forhold omkring teknik, komponenter, produktudvikling og indkøb, og angiver nogle rammer for parternes dispositioner og dermed også for deres konkurrence. Desuden er der kapitalindskud i fælles virksomhed, og i forbindelse hermed er der lagt visse bånd på parternes dispositioner. Aftalen angiver rammer for samarbejdet, og det forudsættes, at der efterfølgende indgås udfyldende aftaler. Bortset fra aftalens indehold om klagerens forhandling af Marantz indeholder den endnu ikke nogen bestemmelse om direkte markedsføringssamarbejde. Det kan dog næppe tænkes, at parterne på de felter, der berøres af aftalen, vil tage skridt til skade for den anden part. Endvidere er markedsføringen afhængig af teknikken. Produkterne sælges ikke alene gennem prispolitikken, men gennem deres egenskaber, funktioner, kombinationer, styringsmuligheder, lydgengivelse, design etc. Herudover indeholder overenskomsten som nævnt en ramme for det fremtidige samarbejde, der skal udfyldes gennem mere detaillerede aftaler. Først når disse aftaler foreligger, kan virkningerne på markedsføringen eller markedsføringsmuligheden konkret angives. Rådet har endelig anført, at man ikke har hævdet, at aftalen er ugyldig efter EØF-reglerne. Det har rådet ikke nogen kompetence til at afgøre. Man har blot henledt klagerens opmærksomhed på forholdet og tilbudt at orientere nærmere. Philips er blevet og har bedt sig orienteret om sagen. Indberetning efter lovens § 7 vil ikke give rådet de nødvendige oplysninger, og eventuelt offentliggørelse i henhold hertil vil være utilstrækkelig til at opfylde lovens formål. Aktionæroverenskomsten er i øvrigt næppe omfattet af denne bestemmelse.

5. Ankenævnets bemærkninger. Som det er tilkendegivet af KonkurrenceRådet, kan der ikke påvises elementer i den omhandlede overenskomst, der indtil nu har påvirket markedsføringen, og det er ikke godtgjort, at overens- komsten indeholder elementer, som vil kunne have nogen særlig betydning for markedsføringsmuligheden. Konkurrencelovens § 5 må efter sin formulering forstås således, at den retter sig mod markedsføringsforholdene og ikke f.eks. mod forskningsmæssige fordele eller finansieringsmæssige forhold, i hvert fald når der ikke er grund til at antage, at disse forhold vil have særlig betydning for markedsføringen. På denne baggrund finder ankenævnet, at der ikke er fornødent grundlag for at antage, at den omhandlede overenskomst, som den indtil nu foreligger, udøver eller vil kunne udøve dominerende indflydelse på markedsområdet for audio/videoprodukter.

Herefter bestemmes

KonkurrenceRådets afgørelse af 21. marts 1991 ophæves. Klageafgiften tilbagebetales klageren, Bang & Olufsen A/S.

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1991-4, s. 302-305

Konkurrenceankenævnet har ophævet Konkurrencerådets afgørelse om anmeldelse af en aftale mellem to virksomheder på markedet for audio/videoprodukter, Bang & Olufsen A/S og Philips A/S.

Ankenævnet bemærkede bl.a., at konkurrencelovens § 5 efter sin formulering må forstås således, at den retter sig mod markedsføringsforholdene og ikke fx mod forskningsmæssige eller finansieringsmæssige forhold, som var tilfældet i den pågældende aftale.