Leveringspålæg til møbelproducent (* 1)

Leveringspålæg til møbelproducent (* 1)

År 1991, den 19. december, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 90-62.666 Fritz Hansens Eftf. A/S ctr. KonkurrenceRådet sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 6. november 1990 har advokat Johan Schluter på vegne Fritz Hansens Eftf. A/S klaget over en af KonkurrenceRådet den 11. oktober 1990 truffet afgørelse, hvorved rådet pålagde Fritz Hansens Eftf. A/S at genoptage leveringen af selskabets møbler til Frank Sørensen, Bolighus ApS på selskabets almindeligt gældende vilkår senest den 1. november 1990. Klageren har påstået afgørelsen ophævet. KonkurrenceRådet har påstået afgørelsen stadfæstet. Under sagens behandling har ankenævnet bestemt, at en anmodning fra klageren om, at klagen skulle tillægges opsættende virkning, ikke kunne imødekommes. Sagen har været mundtlig forhandlet.

2. Rådets skrivelse af 11. oktober 1990 er sålydende: »På sit møde onsdag den 10. oktober 1990 har KonkurrenceRådet behandlet sagen om leveringsstandsning af møbler fra Fritz Hansens Eftf. A/S over for Frank's Bolighus ApS. KonkurrenceRådet besluttede i henhold til konkurrencelovens § 12, stk. 2, at pålægge Fritz Hansens Eftf. A/S at genoptage leveringen af selskabets møbler til Frank's Bolighus ApS på selskabets almindeligt gældende vilkår senest den 1. november 1990. Ved afgørelsen har rådet lagt vægt på, at Fritz Hansens Eftf. indtager en dominerende stilling på det delmarked, der som beskrevet i virksomhedens skrivelse af 30. april 1990 består af møbler, der er »præget af fornemt design og fremragende kvalitet og finish i den prestigebetonede del af møbelmarkedet«. Man skal i denne forbindelse pege på, at bemærkningerne til konkurrencelovens § 11 udtrykkeligt fastslår, at det ved be- dømmelse af leveringsnægtelsessager kan være påkrævet at anvende et forholdsvist snævert og kortsigtet kriterium for markedets afgrænsning, og at der tillige kan lægges vægt på andet end den numeriske markedsandel, når det skal bedømmes, hvorvidt en virksomhed indtager en dominerende stilling på markedet. Endvidere har konkurrenceloven i henhold til § 1 udtrykkeligt til formål at opretholde erhvervsfriheden og foretage for- anstaltninger, der tjener til dennes opretholdelse. På grundlag af de foreliggende oplysninger kan det konstateres, at det er af væsentlig erhvervsmæssig betydning for Frank's Bolighus at føre selskabets møbler, idet en meget betydelig del af klagerens omsætning, indtil afbrydelsen af leverancen fra selskabet fandt sted, har bestået af møbler fra selskabet, og disse møbler er grundigt indarbejdede mærkevarer med stor prestige og med be- grænsede substitutionsmuligheder. Selskabet har bl.a. begrundet afbrydelsen af leverancerne til klageren med, at klageren videresolgte selskabets møbler til andre møbelforhandlere. Det bemærkes, at der ikke i rådets behandling er taget stilling til, hvorvidt det er rimeligt, at selskabet forbyder dets forhandlere at videresælge selskabets møbler til andre forhandlere. ...'

3. Klagerens argumentation. Klageren har anført, at KonkurrenceRådet i sin afgrænsning af det markedsområde, hvor klageren virker, har anvendt en ufuldstændig og snæver afgrænsning baseret på subjektive faktorer. Grundlaget for rådets undersøgelse af markedet er brochure- materiale for 47 møbelfabrikanter. Herefter er udvalgt 7 fabrikanter. Denne udvælgelse er alene sket ud fra, om disse fabrikanter selv mener at konkurrere på samme marked som klageren. For at anvende indgrebsbeføjelserne i konkurrenceloven skal der på et markedsområde foreligge en konkurrencebegrænsning, der medfører eller vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen og dermed for effektiviteten i produktion og omsætning af varer eller tjenesteydelser eller begrænsninger i erhvervsfriheden. Alle betingelserne i konkurrencelovens § 11 skal være opfyldt, og rådet har bevisbyrden for ethvert af de nævnte led i bestemmelsen. Endvidere skal det påvises, at virksomheden har en dominerende position og indflydelse på det marked, hvor virksomheden er i konkurrence. Ved gennemførelsen af konkurrenceloven skete der en væsentlig skærpelse af de kvantitative krav i henseende til, at en virksomhed kan anses for dominerende. Herefter kan konkurrence- lovens indgrebsbeføjelser kun undtagelsesvis bringes i anvendelse, såfremt den pågældende virksomheds markedsandel er mindre end 40-45%, jf. Betænkning nr. 1075/1986 om modernisering af monopol- loven og pris- og avanceloven. Herved er de nationale regler bragt i bedre overensstemmelse med gældende praksis inden for EF- retten, hvor det gælder, at en markedsandel på mindre end 40-45% ikke automatisk medfører, at en virksomhed antages at have en dominerende indflydelse. Hvis konkurrencelovens indgrebsbeføjelser skal bringes i an- vendelse, når markedsandelen er mindre end 40-45%, må det kræves, at rådet dokumenterer, at der foreligger andre faktiske forhold, som viser, at virksomheden er dominerende inden for sit markeds- område. Ved denne vurdering kan faktorer som markedsadfærd, virksomhedens resultat, virksomhedens know-how og styrke indgå. Muligheden for substitution er et spørgsmål om afgrænsning af det relevante marked og udgør derfor ikke en selvstændig faktor ved fastsættelse af markedsandelen, når det skal bedømme, om konkur- rencelovens indgrebsbeføjelser kan anvendes. Endvidere er det uden betydning for fastlæggelse af, om et firma har markedsdominans eller ej, om firmaet afsætter eller be- skæftiger sig med mærkevarer, idet der ikke ved konkurrence- lovgivningen er tilsigtet indskrænkning i de ophavsretlige enerettigheder. I ophavsret til et givet produkt ligger således også eneret til fremstilling og salg af produktet. Når rådets sekretariat har afgrænset markedet til kun at omfatte møbler fortrinsvis til anvendelse til boligformål og dermed reelt har udelukket salg til institutions- og erhvervsbrug, er denne afgrænsning af markedet ganske uberettiget. Herved indgår klagerens omsætning såvel med detailforretninger til boligformål som til institutions- og erhvervsformål, men rådet sammenligner kun med virksomheder, der alene foretager afsætning til detail- forretninger til boligformål. Dette er ikke en rigtig måde at sammenligne på. Klageren har efterfølgende foretaget en undersøgelse af det marked, hvori selskabet efter rådets opfattelse er i konkurrence - selv om det i øvrigt er klagerens opfattelse, at selskabet som følge af produkternes funktion er i konkurrence med hele det indenlandske møbelmarked, hvor der på årsbasis realiseres en omsætning på 4.65 mia. kr. i engrosleddet, og at det er meget svært overhovedet at foretage nogen afgrænsning af det samlede møbelmarked. Denne undersøgelse har taget udgangspunkt i, at andre producenters produkter vel kan være i konkurrence med et produkt fra klageren, uanset om klagerens produkt måtte være noget dyrere. Det afgørende har været, om en konkurrents produkt kvalitets- eller prestige- mæssigt vil kunne blive valgt af forbrugeren ved sammenligning med klagerens produkt. Klagerens produkter sælges såvel til private som til erhvervs- drivende. Undersøgelsen er delt op i en undersøgelse af markedet for så vidt angår klagerens Kevi-produkter, der udelukkende sælges til erhvervsvirksomheder, og i klagerens øvrige produkter. Resultatet af undersøgelsen af det marked, hvori klagerens øvrige produkter i hvert fald er i konkurrence, viser, at klagerens markedsandel kun udgør 14,9%. Hertil kommer, at selskabets produkter også konkurrerer med produkter importeret fra udlandet. Hvis det antages, at ca. 30% af de produkter, selskabets produkter konkurrerer med, stammer fra udlandet, udgør klagerens samlede omsætning kun ca. 10% af markedet. Markedsandelen ligger således langt fra den størrelse, der er en betingelse for, at der overhovedet kan meddeles noget leveringspålæg. Klageren har under den mundtlige forhandling for ankenævnet erklæret, at tidligere påberåbte forhold vedrørende bolighusets forhold - ydede rabatter, videresalg, forretningsstandard - ikke ønskes påberåbt for ankenævnet.

4. KonkurrenceRådets argumentation. Rådet har anført, at sagen drejer sig om en leveringsstandsning. Klageren har standset en mangeårig levering til Frank Sørensen, Bolighus ApS. Det skal derfor i henhold til konkurrencelovens § 11, stk. 1, bedømmes, om der foreligger en konkurrencebegrænsning, som skaber indskrænkninger i erhvervsfriheden, samt om klageren har en dominerende indflydelse på det relevante marked. Herved skal der sammenholdes med lovens formål i § 1. Det er ubestridt af væsentlig erhvervsmæssig betydning for Frank Sørensen, Bolighus ApS fortsat at føre klagerens produkter, idet en meget betydelig del af bolighusets omsætning har bestået af produkter fra klageren. Produkterne er grundigt indarbejdede mærkevarer med stor prestige og med begrænset substitutions- mulighed. Hverken i konkurrenceloven eller i bemærkningerne hertil er det nævnt, at kun en fast grænse for markedsandelen, f.eks. på 40-45%, giver mulighed for indgreb. I de fleste tilfælde, hvor der kan blive tale om indgreb, vil det være andre markedsmæssige forhold så som varen art, kundepræferencer, virksomhedens markedsadfærd m.v., der giver en virksomhed så stor dominans på markedet, at den bliver i stand til uafhængigt af andre virksomheder i væsentlig grad at bestemme priserne på egen produktion. Disse forhold mere end overskridelse af en grænse på f.eks. 40-45% vil være årsagen til, at konkurrencelovens § 11 kan bringes i anvendelse. Andre forhold end klagerens markedsandele er egnede til at medføre den nødvendige konkurrencebegrænsning. Klageren producerer møbler af en bestemt stil og af høj kvalitet, som kun i ringe grad kan substitueres af andre møbler. Møblerne er indarbejdede mærkevarer. Selskabet sælger til en bestemt kreds af forhandlere. Der er fastsat vejledende videresalgspriser for forhandlerne, og i disse priser er indregnet meget høje forhandleravancer. Ikke enhver substitutionsmulighed kan komme på tale. Dette ville betyde, at også hvor der foreligger ringe krydspriselasticitet mellem produkterne, skulle alle de varer, der overhovedet kan substituere produkter fra klageren, medregnes ved opgørelsen af det relevante delmarked. Efter at KonkurrenceRådet havde indhentet brochuremateriale fra 47 møbelfabrikanter, skete der en frasortering. De virksomheder, i relation til hvilke det direkte fremgik af brochurerne eller af samtale med fabrikanten, at deres produkter faldt uden for det relevante delmarked, blev udskilt. Herefter henvendte rådet sig til de resterende fabrikanter, der afgav oplysninger om, hvilke fabrikker deres virksomhed betragtede som konkurrenter til klageren. Herefter blev endnu en frasortering foretaget, idet de fabrikker, der ikke kunne anses for konkurrenter til klageren, blev valgt fra. De 7 møbelfabrikker, der herefter resterede, var de virksomheder, som rådet anmodede om at give oplysninger om det relevante delmarked og dets omfang. Som grundlag for denne endelige bedømmelse indgik producenternes egen beskrivelse af deres stil og kvalitet. Rådet har allerede ved afgrænsningen af de virksomheder, som findes på det relevante marked, udskilt bl.a. de møbelproducenter, der for den væsentligstedel af produktionens vedkommende frem- stiller kontor-og institutionsmøbler. Dette indebærer, at virksomhedernes salg af møbler til boligformål til institutions- og erhvervsbrug indgår i virksomhedernes omsætningstal. For den del af virksomhederne, der har en vis produktion af kontor- og institutionsmøbler, vil dette salg også indgå i virksomhedens omsætningstal. Rådet er enig med klageren i, at salget af Kevi-produkterne kan udgå af det samlede danske salg i det relevante delmarked. Rådets afgørelse angår i øvrigt kun møbler fortrinsvis til boligformål, det være sig til privat eller erhvervsmæssigt brug. Afgørelsen skal derfor forstås således, at den ikke omfatter klagerens Kevi-produkter. Til de beregnede tal i klagerens undersøgelse af de øvrige produkter knytter sig stor usikkerhed. Der er anvendt estimerede tal, og selv om det kun er 6 ud af de af undersøgelsen omfattede 25 producenter, hvorom dette er tilfældet, udgør de 39% af den samlede omsætning. Endvidere er disse producenters salg af kontormøbler ikke fradraget, medens dette er tilfældet for klagerens vedkommende, og det samlede omsætningstal bliver følgelig for stort. Kvaliteten af de fremstillede møbler er i øvrigt for en del af de undersøgte virksomheder ikke høj nok til, at disse virksomheders møbler kan danne grundlag for en sammenligning med klagerens møbler. Tages der højde for disse korrektioner, resulterer det i en markedsandel på ca. 42%. Rådet finder herefter ikke, at der for bedømmelse af klagerens markeds- position skal foretages nogen justering af det relevante marked ud over, hvad der allerede er sket. Også i klagerens opgørelse af den del af det relevante marked, der stammer fra import, er der så store unøjagtigheder, at den op- stillede antagelse vedrørende proportionalitet mellem importens andel på de respektive markeder er så urimelig, at der ikke kan lægges nogen vægt på de fundne resultater. Rådet har til sammen- ligning gennemført en konkret undersøgelse af de virksomheder, der importerer møbler, der kan substituere klagerens møbler, og som derfor kan betragtes som udbydere på det relevante delmarked. Undersøgelsen viser, at importen af møbler, der kan substituere selskabets produkter, udgjorde 40 mio. kr., således at klageren herefter vil have en markedsandel på 36,8% (105 mio. kr. i forhold til 245 mio.kr. + 40 mio. kr.).

6. Ankenævnets bemærkninger. Udstedelse af leveringspåbud i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 2, er betinget af, at der på det pågældende markedsområde foreligger en konkurrencebegrænsning, der medfører eller vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen, jf. lovens § 11, stk. 1. Dette betyder bl.a., at leveringspåbud kun kan udstedes, såfremt leverandørens styrke på markedet er af en sådan karakter, at leveringsnægtelsen er ensbetydelse med en reel og betydnings- fuld konkurrencebegrænsning. Klageren har ikke for ankenævnet påberåbt sig særlige grunde til ikke at ville levere netop til Frank Sørensen, Bolighus ApS, og det er i øvrigt ubestridt, at det for bolighuset er af væsentlig betydning at modtage leverancer fra klageren. Allerede som sagen er forelagt for ankenævnet, er det således alene afgørende, om klageren på et relevant marked har en sådan styrke, at nægtelsen af at levere til bolighuset er ensbetydende med en reel og betydningsfuld konkurrencebegrænsning. I forarbejderne til konkurrencloven - jf. herved betænkning nr. 1075/1986 s. 256 og Folketingstidende 1988/89 (1. samling), tillæg A, sp. 4479 - er der givet udtryk for, at det i sager om leveringsnægtelse kan være påkrævet at anvende et forholdsvis snævert og kortsigtet kriterium for markedets afgrænsning. Ankenævnet finder det utvivlsomt, at ikke-modeprægede boligmøbler af høj standard i henseende til design, materialer, udførelse og finish udgør et relevant marked. Endvidere finder ankenævnet det godtgjort, at klageren med sine produkter, der repræsenterer et bredt udvalg af navnlig klassisk dansk møbelkunst, har en sådan styrke på dette særlige marked, der ikke er karakteriseret af fuldkommen konkurrence, at nægtelsen af at levere til Frank Sørensen, Bolighus ApS er ensbetydende med en reel og betydnings- fuld konkurrencebegrænsning. Ankenævnet stadfæster derfor KonkurrenceRådets leveringspålæg.

Herefter bestemmes

KonkurrenceRådets afgørelse af 11. oktober 1990 stadfæstes alene med den tilføjelse, at leveringspåbudet ikke omfatter klageren, Fritz Hansen Eftf. A/S', omsætning af Kevi-produkter.

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1991-4, s. 334-340 (* 2) Konkurrencerådet: Dokumentation 1990-4, s. 302-304

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse om at pålægge en møbelfabrikant, Fritz Hansens Eftf. A/S, at levere til en møbelforhandler, Frank's Bolighus ApS (* 2). Ankenævnet henviste til, at der i forarbejderne til konkurrenceloven er givet udtryk for, at det i sager om leveringsnægtelse kan være påkrævet at anvende et forholdsvis snævert og kortsigtet kriterium for markedets afgrænsning.