Legislator Case Law & Legislation
W19916047625 DK

Indberetningsordning for olieprodukter (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 60476 Valid

Indberetningsordning for olieprodukter (* 1)

År 1991, den 10. oktober, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 91-31.127 Haahr Petroleum Ltd. ctr. KonkurrenceRådet sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 30. april 1991 har Haahr Petroleum Ltd. klaget over en af KonkurrenceRådet den 19. april 1991 truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 7, nr. 1, pålagde selskabet at indberette priser, rabatter og bonusser på fuelolie. Klageren har principalt påstået pålægget ophævet og har subsidiært påstået, at de indhentede oplysninger ikke må udleveres eller gøres offentligt tilgængelige. KonkurrenceRådet har påstået afgørelsen stadfæstet og har påstået klagerens subsidiære påstand afvist. Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Rådets skrivelse af 19. april 1991 er sålydende: »Ved skrivelse af 14. februar 1991 orienterede KonkurrenceRådet selskabet om resultatet af de drøftelser, der har været mellem Oliebranchens Fællesrepræsentation og KonkurrenceRådet om en indberetningsordning for gasolie og fuelolie efter bestemmelserne i konkurrencelovens § 7. Baggrunden for drøftelserne var, at KonkurrenceRådet den 7. februar 1990 besluttede, at en række olieselskaber efter bestemmelserne i konkurrencelovens § 7 skulle indberette bl.a. rabatter og bonusser på gasolie og fuelolie. I forbindelse med behandlingen af resultatet af drøftelser med fællesrepræsentationen fastsatte rådet, at selskaber med en markedsandel på over 10 pct. af markedet for det pågældende produkt i det foregående kalenderår månedligt skal indberette oplysninger om priser, rabatter og bonusser efter lovens § 7. Beregningen sker på grundlag af selskabernes indberetninger til Energistyrelsen. Energistyrelsens tal viser, at selskabet for fuelolie har en markedsandel på 10,4 pct. og derfor skal indberette de ovenfor nævnte oplysninger for dette produkt. Man gør opmærksom, at indberetningspligten er fastsat for en periode af to år, jf. lovens § 7. KonkurrenceRådet skal derfor senest i februar 1992 tage fornyet stilling til ordningen.... Indberetningen bedes første gang foretaget med virkning fra juli 1991. Såfremt selskabet ønsker en drøftelse af indberetningsformen kan et møde herom aftales...«

3. Sagens baggrund. Siden 1984 har der i henhold til monopolloven været indberetnings- pligt for de fire største olieselskaber. Med udgangspunkt i denne ordning har KonkurrenceRådet drøftet en ny ordning. I første omgang med de fire selskaber og siden med oliebranchens Fællesrepræsentation, som selskaberne ønskede overtog drøftelser på branchens vegne, idet Haahr Petroleum Ltd. og Haahr Benzin A/S dog ikke har ønsket at være repræsenteret af branche- organisationen. KonkurrenceRådets sekretariat nåede frem til et forhandlingsresultat med Oliebranchens Fællesrepræsentation. I forbindelse med forhandlingerne er de to Haahr selskaber løbende blevet orienteret. Forhandlingsresultatet medførte en udvidelse af oplysninger om rabatter på gasolie og en indskrænkning i op- lysningerne for fuelolie. Indberetningskredsen aftaltes at omfatte de største selskaber på henholdsvis gasoliemarkedet og fuel- markedet. Derimod kunne der ikke opnås enighed om branchens ønske om begrænsning i muligheder for offentliggørelse. KonkurrenceRådet tog forhandlingsresultatet til efterretning og bestemte, at selskaber med en markedsandel på 10% og derover skal være omfattet af indberetningspligten. Da opgørelser fra Energistyrelsen viser, at de to Haahr selskaber har en samlet andel på 10,4% af markedet for fuelolie, meddelte KonkurrenceRådet som nævnt ved skrivelse af 19. april 1991, at selskaberne er omfattet af ordningen om indberetning af priser, rabatter og bonusser for fuelolie efter konkurrencelovens § 7, nr. 1.

4. Klagerens argumentation. Klageren har til støtte for sin principale påstand anført, at selskabet Haahr Benzin Danmark A/S har en markedsandel på 4,2%, og at markedsandelen for Haahr Petroleum Ltd. udgør 6,2%. Da det drejer sig om to selvstændige juridiske personer, skal andelene ikke lægges sammen ved bedømmelsen af, om markedsandelen er 10% eller derover. Selskabernes markedsandele skal bedømmes hver for sig, og da ingen af selskaberne har en markedsandel på 10% eller derover, skal der følgelig ikke ske indberetning. Oprettelse af to selskaber har historiske årsager, og er absolut ikke sket for at omgå regler om indberetning. Det er i øvrigt klagerens opfattelse, at en 10% grænse ikke skal have betydning. Tværtimod må det være rimeligt, at samtlige udbydere af fuelolie skal indberette deres salg og rabatter. I modsat fald vil der foreligge en ulige konkurrence på det lokale marked, idet de små lokale selskaber ikke skal indberette rabatter m.v., men kan gøre sig bekendt med klagerens rabatter m.v., efter at disse er indberettet. Hertil kommer, at flere af disse lokale selskaber efter klagerens opfattelse har indgået samarbejdsaftaler eller indgår i koncernlignende forhold med større selskaber. Endvidere er det klagerens opfattelse, at prisstrukturen på listepriser er af en sådan karakter, at den er meget lidt vej- ledende. En større kunde vil altid kunne købe på den måde, der passer kunden bedst. Og netop når det drejer sig om fuelolie, er der tale om professionelle kunder - varmeværker o.lign. - med betydelig prisindsigt. Indberetninger i henhold til konkurrence- lovens § 7 er derfor uden reel betydning for prisdannelsen og vil således ikke medvirke til at skabe gennemsigtighed i pris- forholdene på dette særlige marked. Hertil kommer, at klageren ikke anvender listeprissystemet og ikke har de krævede oplysninger i sit regnskabssystem, som derfor i givet fald helt må omlægges for at efterkomme pålægget. Klageren har til støtte for sin subsidiære påstand anført, at offentliggørelse af oplysningerne vil virke konkurrence- forvridende. Det er særligt muligheden for aktindsigt, klageren i den forbindelse tillægger betydning. Efter klagerens opfattelse må indsigelse i henhold til konkurrencelovens § 10, stk. 2, mod offentliggørelse m.v. naturligt kunne gøres gældende allerede nu, hvor det er blevet besluttet, at indberetning af oplysninger skal ske.

5. KonkurrenceRådets argumentation. Rådet finder, at der på markedet for olieprodukter er et særligt behov for at følge konkurrenceforholdene samt at skabe gennem- sigtighed vedrørende prisforholdene, da konkurrencen ikke foregår på listepriser, som normalt er ens fra selskab til selskab, men på forskellige former for rabatter. Dette gør det vanskeligt at overskue de faktiske priser for markedets aktører. Når rådet har fastlagt en grænse på 10% for indberetning, skyldes det, at en sådan grænse antages at give et repræsentativt udsnit af de rabatter, der gives. Rådet har opgjort markedsandelen samlet for de 2 Haahr-selskaber - A/S Haahr Benzin og Haahr Petroleum Ltd. - fordi Haahr-sel- skabernes betydning på markedet bestemmes af den samlede markedsandel. Selv om selskaberne selskabsretligt kan anses for adskilt, konkurrerer de ikke med hinanden. Derfor finder KonkurrenceRådet ikke grundlag for at betragte selskaberne som to enheder. Rådet finder det endvidere ikke formålstjenligt, at samtlige selskaber skal indberette rabatter m.v. Dette ville betyde en administrativ belastning, uden at der dermed opnås bedre grundlag for vurdering af rabatudviklingen i branchen. Under den mundtlige forhandling har rådet på nævnets forespørgsel oplyst, at de store selskabers datterselskaber er medtaget i indberetningspligten. Endvidere vil rådet, når indberetnings- ordningen skal tages op til overvejelse, undersøge, om der er samarbejdsaftaler, der neutraliserer konkurrencen, og som bevirker, at også andre mindre selskaber end egentlige datter- selskaber skal inddrages under indberetningsordningen. Rådet vil i det hele taget foretage en løbende vurdering af indberetningspligten.Til klagerens subsidiære påstand har rådet anført, at for så vidt angår spørgsmålet om en eventuel offent- liggørelse af de indberettede oplysninger i henhold til kon- kurrencelovens § 9 er en sådan beslutning ikke truffet endnu. Der foreligger således slet ikke nogen afgørelse, der kan påklages. Hvad angår spørgsmålet om en mere generel hemmeligholdelse af oplysningerne bemærker rådet, at ordningen trådte i kraft pr. 1. juli 1991, og der derfor ikke endnu er modtaget ind- beretninger fra de berørte selskaber. De oplysninger, der herefter indberettes, vil være undergivet de almindelige regler om aktindsigt. Det fremgår af konkurrencelovens § 18, stk. 1, at afgørelse truffet efter lovens § 9 ikke kan indbringes for ankenævnet. Konkurrencelovens § 10, stk. 2, giver dog KonkurrenceRådet mulighed for at beslutte, at visse oplysninger hemmeligholdes, og denne afgørelse kan med opsættende virkning påklages, jf. § 18, stk. 1 og 3. Hemmeligholdelsen kræver dog, at klageren godtgør, at denne vil lide væsentlig økonomisk skade, samt at der foreligger andre særlige omstændigheder. Såfremt rådet på et senere tidspunkt beslutter at offentliggøre de indberettede oplysninger, vil der blive givet klageren mulig- hed for at beslutte, at visse oplysninger hemmeligholdes. De ind- hentede oplysninger vil heller ikke på anden måde blive udleveret eller gjort offentligt tilgængelige, før klageren forinden har haft lejlighed til at udtale sig.

6. Nævnets bemærkninger. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere rådets beslutning om en markedsandel på 10% som nedre grænse for pålæg af indberet- ningspligt i henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1. Efter det oplyste om forbindelsen og samarbejdet mellem A/S Haahr Benzin og Haahr Petroleum Ltd. tiltræder nævnet, at de to selskabers samlede markedsandel er anset afgørende for, om klageren efter 10%-grænsen skal pålægges indberetningspligt. Da det, som klageren har anført om de praktiske vanskeligheder ved at efterkomme et pålæg om indberetningspligt og om kundekredsens særlige beskaffenhed m.v., ikke kan begrunde et andet resultat, stadfæster nævnet herefter rådets afgørelse af 19. april 1991. For såvidt angår klagerens indsigelse mod aktindsigt og/eller offentliggørelse med hensyn til de indberettede oplysninger bemærkes, at rådet har protesteret mod, at dette spørgsmål, der først er rejst for nævnet, afgøres af nævnet, uden at rådet har truffet nogen afgørelse herom, og at rådet over for nævnet har oplyst, at der ikke vil blive givet aktindsigt eller ske offentliggørelse, før klageren har haft lejlighed til at udtale sig herom, jf. herved tillige lovens § 18, stk. 3. På denne baggrund finder nævnet i medfør af lovens § 18, stk. 1, at måtte afvise klagen vedrørende lovens § 10, stk. 1 og 2.

Herefter bestemmes

KonkurrenceRådets afgørelse af 19. april 1991 stadfæstes. Klagen afvises for så vidt angår klagerens påstand om, at ind- berettede oplysninger ikke må udleveres eller gøres offentligt tilgængelige.

Endelig adm. afgørelse 1991 60476 Valid

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1991-3, s. 202-207 (* 2) Konkurrencerådet: Dokumentation 1991-1, s. 24-25

Endelig adm. afgørelse 1991 60476 Valid

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse om, at Haahr Petroleum Ltd. og Haahr Benzin A/S er omfattet af en indberetningsordning for olieprodukter (* 2), jf.

konkurrencelovens § 7, stk. 1. Det blev herunder tiltrådt, at en markedsandel på 10% som nedre grænse for pålæg af indberetningspligt kan benyttes, og at de to selskabers samlede markedsandel kan anses for afgørende for, om selskaberne skal pålægges indberetningspligt. Der var desuden rejst spørgsmål om offentlighed omkring de indberettede oplysninger.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →