Legislator Case Law & Legislation
W19916047325 DK

Offentliggørelse af oplysninger om rabat- og bonusforhold (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 60473 Valid

Offentliggørelse af oplysninger om rabat- og bonusforhold (* 1)

År 1991, den 27. november, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 91-28.924 Brødrene Gram A/S ctr. KonkurrenceRådet sålydende

KENDELSE

1. Ved skrivelse af 17. maj 1991 har Brødrene Gram A/S klaget over en af KonkurrenceRådet den 22. april 1991 truffet afgørelse, hvorved Rådet besluttede i medfør af konkurrencelovens § 9 at offentliggøre indsamlede oplysninger om rabatter og bonusser, der ydes af hårde hvidevarebranchens leverandørled, herunder af selskabet.

Klageren har påstået, at selskabets oplysninger i medfør af konkurrencelovens § 10, stk. 2, skal hemmeligholdes.

KonkurrenceRådet har påstået afgørelsen om offentliggørelse stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Rådets skrivelse af 22. april 1991, der ligelydende er sendt til 3 selskaber i branchen, er sålydende

»Ved skrivelse af 13. februar 1990 anmodede KonkurrenceRådet selskabet om at indsende en række oplysninger til belysning af rabat- og bonusforholdene i hårde hvidevarebranchens leverandørled. Det drejer sig om, hvilke typer rabatter mv., selskabet opererer med (kontantrabat, kvantumsrabat, årsbonus, afslutningsrabat, markedsføringstilskud osv.), samt størrelsen af disse.

KonkurrenceRådet drøftede på sit møde den 12. december 1990 resultaterne af de indhentede oplysninger. Datamaterialet er herefter ajourført i samarbejde med selskabet.

På sit møde den 17. april 1991 har Rådet på ny behandlet rabat- og bonusforholdene i hårde hvidevarebranchens leverandørled. KonkurrenceRådet besluttede i medfør af konkurrencelovens § 9 at offentliggøre de indsamlede oplysninger .....

Ifølge konkurrencelovens § 9 kan KonkurrenceRådet -hvor dette skønnes egnet til at fremme konkurrencen og effektiviteten - offentliggøre oplysninger om priser, rabatter og bonus mv.

Efter Rådets opfattelse er det generelle indtryk af hårde hvidevarebranchens anvendelse af rabat- og bonusydelser en udpræget mangel på gennemsigtighed. Leverandørerne benytter en så forskelligartet opdeling og terminologi for deres rabat- og bonusydelser, at det ofte er umuligt for forhandlerne at sammenligne de ydede rabatter. Mange af rabatydelserne synes ikke at være udformet efter objektive (omkostningsbestemte) kriterier og heller ikke konsekvent gennemført over for alle forhandlere ....«

3. Sagens baggrund.

En række tidligere sager behandlet af Monopoltilsynet indicerede, at konkurrencen på hårde hvidevareområdet var begrænset på forskellig måde. Bl.a. var der tegn på, at adgangen til markedet ikke var fri, ligesom rabatter mv. forekom ydet på et tilfældigt grundlag.

KonkurrenceRådet anmodede derfor i foråret 1990 en række selskaber og købersammenslutninger inden for branchen om at indsende oplysninger om deres rabat-og bonusforhold.

Alle de involverede leverandørselskaber er medlemmer af brancheorganisationen, FEHA, (Foreningen af Fabrikanter og importører af Elektriske Husholdningsapparater), og der findes ikke leverandører af betydning på markedet ud over de 16, som undersøgelsen omfatter.

Også i forhandlerleddet er der tale om en betydelig koncentration. De forhandlerselskaber, der er medtaget i undersøgelsen - Elbodan, Elkøb, Elsalg, Eriksson, FDB, Hvidevareringen og Skousen/hvidevaregrossisten - står således efter det oplyste alt overvejende for salget på markedet.

4. Klagerens argumentation.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at selskabet kun producerer køle- og fryseskabe og derfor er mere sårbart end de øvrige leverandører, som undersøgelsen omfatter, idet disse leverer fuldt sortiment af hårde hvidevarer. En konsekvens heraf er, at klageren ikke har samme mulighed for at differentiere sine rabatter på forskellige produkter.

Hertil kommer, at Brødrene Gram A/S er en dansk produktionsvirksomhed, hvorimod konkurrenterne blot er danske handelsselskaber med tilknytning til udenlandske producenter. Klageren har derfor ikke den mulighed, som konkurrenterne har for at differentiere priserne i importleddet, og dette led i konkurrenternes prisdannelse vil ikke komme til at fremgå af Rådets offentliggørelse. Offentliggørelsen vil derfor ikke fremme konkurrencen på præstation og effektivitet.

Offentliggørelse af oplysningerne vil tillige gøre det lettere for eventuelle kommende udenlandske konkurrenter at vinde indpas på markedet. Brødrene Gram A/S har ikke tilsvarende mulighed på det udenlandske marked.

Det er derfor klagerens opfattelse, at der foreligger de særlige betingelser for, at det i henhold til § 10, stk. 2, i konkurrenceloven kan bestemmes, at indhentede oplysninger ikke skal offentliggøres. Offentliggørelse vil virke mod sin hensigt, og de indhentede oplysninger vil blot sætte konkurrenterne i stand til at imødegå konkurrence på andet grundlag end effektivitet.

Brødrene Gram A/S indgår tidsbegrænsede rabataftaler med forhandlerne, og aftalerne er baseret på samhandelen gennem årene, personlige kontakter og firmamæssige vurderinger af forskellig art. Der er derfor tale om konkrete og individuelle aftaler, som er af væsentligt betydning for klagerens forhold til den enkelte kunde, og det er følgelig af væsentlig økonomisk betydning for klageren, at disse forhold ikke offentliggøres.

5. KonkurrenceRådets argumentation.

Rådet har fundet, at hårde hvidevarebranchen anvender et uigennemsigtigt rabatsystem, som gør det umuligt for forhandlerne at sammenligne priser. Ved at indhente oplysninger om rabatter og offentliggøre disse i den påtænkte beskedne form skabes der den gennemsigtighed, som konkurrenceloven tilsigter, og dermed fremmes konkurrencen. Det er til fremme af dette formål hensigten, at de indhentede oplysninger skal gengives i en tabel med grundrabatter og en tabel med særrabatter. Leverandørerne og forhandlerne vil blive navngivet i tabellerne, og de rabatsatser, hver enkelt leverandør giver til hver enkelt forhandler, vil blive angivet i tabellerne. Ved denne detaljeringsgrad opnås fuld åbenhed omkring rabatterne som konkurrencemiddel, således at den enkelte leverandør og forhandler prismæssigt kan sammenligne sine egne forhold med de øvriges.

For at anvende § 10, stk. 2, i konkurrenceloven skal det påvises, at der vil ske væsentlig økonomisk skade ved offentliggørelse, samt at der foreligger særlige omstændigheder. Set i relation til konkurrencelovens formål, der i henhold til § 1 er at fremme konkurrencen og dermed styrke effektiviteten i produktion og omsætning af varer, må der således påvises ganske særlige momenter for at hindre offentliggørelse.

Når Brødrene Gram A/S anfører, at oplysningerne om selskabets rabatforhold omhandler konkrete og individuelle aftaler, som selskabet ikke mener kan offentliggøres, er det ikke dermed påvist, at sådanne særlige omstændigheder foreligger, som må kræves for anvendelse af § 10, stk.2.

Offentliggørelse af oplysningerne vedrører alle betydende leverandører og forhandlere på markedet. Heraf følger, at der sker en ligelig behandling af alle involverede. Det kan herved ikke være af betydning, at Brødrene Gram A/S i modsætning til de øvrige leverandører selv er producent og kun producerer køle- og fryseskabe. Hensigten med offentliggørelsen er alene at skabe åbenhed om de rabatter, der i branchen ydes på grundlag af nettoprislisten til det næste led i salgskæden.

6. Ankenævnets bemærkninger.

Af de grunde, der er anført af KonkurrenceRådet, tiltræder ankenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, der i henhold til konkurrencelovens § 10, stk. 2, kan begrunde, at de indhentede oplysninger om klagerens rabatforhold ikke gøres offentligt tilgængelige. Ankenævnet stadfæster derfor Rådets afgørelse om offentliggørelse.

Herefter bestemmes

KonkurrenceRådets afgørelse af 22. april 1991 stadfæstes.

(* 1) Konkurrencerådet: Dokumentation 1991-4, s. 318-321 (* 2) Konkurrencerådet: Dokumentation 1991-1, s. 32 (* 3) Kendelse 19911127: Husqvarna Husholdningsapparater A/S ctr. Konkurrencerådet (TKEN 10035 911127) (* 4) Kendelse 19911127: Gorenje Skandinavien A/S ctr. Konkurrencerådet (T KEN 10036 911127)

Endelig adm. afgørelse 1991 60473 Valid

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse (* 2) om at offentliggøre oplysninger om rabat-og bonusforhold i hårde hvidevarebranchen. Brødrene Gram A/S havde klaget til ankenævnet under henvisning til, at selskabet som dansk producent med begrænset sortiment var mere sårbart end de øvrige leverandører, der blot er danske handelsselskaber med tilknytning til udenlandske leverandører, og til, at offentliggørelse af oplysningerne ville lette eventuelle kommende udenlandske konkurrenters indpas på markedet. Konkurrencerådet havde fundet, at branchen anvendte et uigennemsigtigt rabatsystem, og at der skulle skabes gennemsigtighed for at fremme konkurrencen og dermed styrke effektiviteten på markedet. 2 andre (* 3) og (* 4) ud af 12 selskaber i branchen klagede ligeledes til ankenævnet, som også stadfæstede Konkurrencerådets afgørelse i disse tilfælde.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →