Faste videresalgspriser for tobak (* 1)

Faste videresalgspriser for tobak (* 1)

År 1991, den 19. juni 1991, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 90-30.859 De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Vin-og Tobakshandlernes Landsforening, Danske Kioskers Centralforening, Butikshandelens Fællesråd, Foreningen af Dagligvare Grossister, Landsforening af Chokolade- og Sukkervaregrossister, og Foreningen af Importører og Grossister i Tobakshandelen ctr. KonkurrenceRådet, og i sagen j.nr. 90-30.978 Centralforeningen af Benzinforhandlere i Danmark ctr. KonkurrenceRådet, sålydende

K E N D E L S E

1.a. Ved skrivelse af 1. juni 1990 har advokat Niels Gade på vegne De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark m.fl. klaget over en af KonkurrenceRådet den 9. maj 1990 truffet afgørelse, hvorved til- ladelse for Cigar- og Tobaksfabrikanternes Forening af 20. juni 1875 til at håndhæve bindende bruttopriser på tobaksvarer bortfalder den 1. januar 1991. KonkurrenceRådet har senere forlænget fristen til 1. juli 1991. b. Ved skrivelse af 7. juni 1990 har Centralforeningen af Benzin- forhandlere i Danmark ligeledes klaget over KonkurrenceRådets afgørelse af 9. maj 1990. c. Klagerne har påstået KonkurrenceRådet tilpligtet at anerkende, at den ved beslutning af 9. maj 1990 trufne afgørelse om bort- fald af dispensation til Cigar- og Tobaksfabrikanternes Forening af 20. juni 1875 fra konkurrencelovens § 14 til håndhævelse af bindende videresalgspriser på tobaksvarer vil være at ophæve. KonkurrenceRådet har påstået afgørelsen stadfæstet. d. Sagen har været mundtligt forhandlet. e. Centralforeningen af Benzinforhandlere i Danmark har ikke ytret ønske om ved møde for nævnet mundtligt nærmere at redegøre for sagen. Da klagen vedrører samme afgørelse af 9. maj 1990, og da denne klager ikke er fremkommet med yderligere synspunkter, har nævnet behandlet sagerne samlet.

2. KonkurrenceRådets skrivelse af 9. maj 1990 er sålydende: »KonkurrenceRådet har på sit møde den 9. maj 1990 besluttet at tilladelsen til at foreningens medlemmer kan håndhæve bindende bruttopriser ...... ikke kan fortsætte under konkurrenceloven, idet tilladelsen dog midlertidigt forlænges til den 1. januar 1991, fra hvilket tidspunkt den bortfalder. Rådet henviste til, at konkurrencelovens § 14 indeholder et generelt forbud mod bindende bruttopriser. Hvor der foreligger vægtige grunde, kan der dog gives en dispensation fra forbuddet. Rådet fandt ikke, at sådanne vægtige grunde var til stede, idet det fandt, at tobaksvarer ikke adskiller sig så væsentligt fra andre varer i detailhandlen, at det kan begrunde en dispensation fra reglerne i konkurrencelovens § 14. Man lagde endvidere vægt på, at en dispensation ikke ville harmonere med konkurrence- lovens formålsparagraf, hvor erhvervsfrihed og effektivitet i distribution og produktion tillægges stor betydning..... I forbindelse med sagen har Skatteministeriet udtalt, at en fri prisdannelse på tobaksvarer ikke vil være i strid med tobaksafgiftsloven, men at det, for at undgå administrative problemer, vil være hensigtsmæssigt at få foretaget en ændring af denne lov, før end virkningerne af tilbagetrækningen af tilladelsen til at håndhæve bindende bruttopriser indtræffer. Ministeriet har udtalt at denne lovændring vil kunne være foretaget inden den 1. januar 1991. Man skal derfor meddele, at den af KonkurrenceRådet den 2. januar 1990 til foreningen meddelte midlertidige dispen- sation fra reglerne i konkurrencelovens § 14, stk. 1, videre- føres til den 1. januar 1991, hvorefter den bortfalder.«

3. Sagens historiske baggrund. Ved monopollovens bortfald den 1. januar 1990 bortfaldt den dispensation, der havde været gældende i hele lovens gyldig- hedsperiode, d.v.s. siden 1955, til at håndhæve bindende brut- topriser for tobaksvarer på trods af lovens almindelige forbud herimod. Tilladelse blev givet med den begrundelse, at der ville være særlige afgiftsmæssige vanskeligheder ved at administrere frie priser på tobaksvarer. I 1965 mente man, at der ikke længere var afgiftsmæssige vanskeligheder ved frie priser på tobaksvarer. Monopoltilsynet tilbagekaldte herefter tilladelsen. Denne afgørelse blev imidlertid omstødt af Monopolankenævnet, der mente, at en fri- givelse af tobakspriserne ville medføre avancestigninger. Monopoltilsynet tilbagekaldte i november 1988 den tilladelse, der var meddelt Tobaksfabrikanternes forening. Man mente ikke, der var forhold, der kunne begrunde særlige regler for tobaks- varer. Sagen blev rejst i 1988 af detailhandelen, der ønskede at avancerne blev forhøjet. Samtidig afviste handelens organi- sationer Monopoltilsynets ønske om i højere grad at lade den frie konkurrences vilkår bestemme avanceniveauet for distribu- tionen. Afgørelsen blev indbragt for Monopolankenævnet, der tog stilling til sagen den 14. december 1989. Ankenævnet realitets- behandlede ikke sagen, men lagde til grund, at en tilbage- kaldelse af dispensationen forudsætter en ændring af tobaksafgiftsloven. Nævnet fandt, at der herefter ikke var grundlag for at lade en eventuel tilbagekaldelse få virkning inden udgangen af 1989, hvor monopolloven bortfaldt. Til grund for ankenævnets tilkendegivelse lå bl.a. en udtalelse fra Skatteministeriet om konsekvenserne af en tilbagekaldelse af tilladelsen. Konkurrencelovens § 14 indeholder tilsvarende forbud mod bindende videresalgspriser som dagældende monopollovs § 10. Cigar- og Tobaksfabrikanternes Forening af 20. juni 1975 ansøgte derfor om fortsat at opnå tilladelse til at fastsætte bindende videresalgspriser. Imidlertid indeholder konkurrenceloven en ændring med hensyn til lovens formålsformulering. Det blev derfor meddelt foreningen, at ansøgningen ville blive forelagt KonkurrenceRådet ud fra det grundlag, der forelå i forbindelse med Monopolrådets behandling af sagen sammenholdt med ankenævnets tilkendegivelse. Man udbad sig samtidig foreningens bemærkninger i den forbindelse.

4. Klagerens argumentation Klageren har gjort gældende, at KonkurrenceRådets adgang ifølge konkurrencelovens § 14 til at godkende aftaler om mindstepriser eller avancer i efterfølgende omsætningsled, når vægtige grunde taler herfor, bør finde anvendelse ved tobaksvarer. Ifølge bemærkningerne til konkurrenceloven forudsættes den hidtidige praksis på området videreført. Ved bedømmelsen af om nævnte vægtige grunde foreligger, må der derfor lægges vægt på hidtidig praksis. I forbindelse hermed skal navnlig haves for øje, at alternativet til fastprisordningen er et maksimalprissystem. Dette system giver ikke større erhvervsfrihed, da der kun kan opnås en begrænset avance, som ikke senere kan forhøjes. Cigaretter, som klageren indlæg i særlige grad vedrører, udgør 90% af markedet for tobaksvarer. Cigaretter er bl.a. på grund af afgiftens størrelse særlig udsat for tyveri. Dette betyder en særlig omkostningskrævende opbevaring, således at det vanskeligt kan lade sig gøre at rationalisere og effektivisere salget. I monopollovens forarbejder nævnes faren for »lokkevaresalg« som en vægtig grund til at tillade fastprisfastsættelse. Netop cigaretter, der er indarbejdede og velkendte mærkevarer, vil være udsat herfor. Under et maksimalprissystem kan en mistet avance under en kampagne ikke senere hentes ind. Dette gælder især, fordi afgiftens størrelse betyder, at en avancefor- højelse på faktor 1 giver en prisforhøjelse på ca. faktor 1,7. I andre forbindelser har KonkurrenceRådet tillagt det betydning, at der er tale om »lokkevaresalg«. Det gælder f.eks. ved leveringsnægtelse. Hertil kommer, at Sundhedsministeriet har rejst spørgsmålet om, hvorledes man undgår, at cigaretter bruges som »lokkevarer«, hvis fastprissystemet ophæves. Klager har endvidere anført, at gennemførelse af maksimalpriser for tobaksvarer vil kræve ændring af tobaksafgiftsloven. Maksimalprisordning vil også være i konflikt med momsreglerne. Det vil være således, at beregningsgrundlaget for afgift på tobaksvarer vil være maksimalpriser incl. moms, hvorimod beregningsgrundlaget for moms vil være salgsprisen incl. afgift. Dette er efter klagers opfattelse uholdbart. Klager har henvist til, at der i de øvrige EF-lande med undtagelse af UK gælder faste priser for tobaksvarer. Der foreligger derfor ingen afgiftsharmoniseringshensyn, som taler for at forlade fastprissystemet. Tværtimod forekommer det uhensigtsmæssigt, at Danmark kort tid inden afgiftsharmoni- seringen i EF's indre marked gennemfører en anderledes ordning end i de øvrige lande. Endelig anfører klageren, at det vil være i modstrid med prismærkningslovens intentioner, at tobaksvarer kan være påtrykt to priser, banderoleprisen (maksimalprisen) og detailprisen.

4. KonkurrenceRådets argumentation. KonkurrenceRådet har anført, at de i konkurrencelovens § 14 nævnte vigtige grunde ikke er til stede. Det er ikke i bemærkningerne til lovforslaget præciseret, hvad der skal forstås ved vægtige grunde. I bemærkningerne fremhæves, at den hidtidige praksis, hvorefter Monopoltilsynet efter monopollovens § 10 kun i meget få tilfælde har godkendt sådanne aftaler, forudsættes videreført. Endvidere anføres, at de hid- tidige godkendelser, herunder godkendelse af bindende brutto- priser på tobak, kan tages op til revurdering i lyset af lovens formålsangivelse. De vægtige grunde til at give en tilladelse uanset forbudet mod bindende bruttopriser skal sammenholdes med lovens formål, der er at fremme konkurrencen og derved øge effektiviteten i produktion og omsætning. Gennemsigtighed er ikke i sig selv afgørende. I så fald vil en fastprisordning være ideel. Gennemsigtighed er et middel til at fremme konkurrencen, hvorimod fastpriser ikke befordrer konkur- rence. En fastprisordning, der virker tilfredsstillende for alle parter, betyder, at det dynamiske aspekt, der lægges vægt på i konkurrenceloven, mistes. Konkurrencelovens sigte er et andet end monopollovens, idet forbrugernes interesser forudsættes varetaget gennem anden lovgivning. Det er i lyset heraf uden betydning, at forbrugerne ikke har udtrykt utilfredshed med fastprissystemt. Der er sket en fortsat afvikling af begrænsningerne i den fri konkurrencebaserede prisdannelse. Ved monopollovens ophør resterede kun få tilladelser til fastprissystem. Det gjaldt bøger, aviser og blade, og de vægtige grunde hertil var kultursynspunkter og ønsket om fri politisk meningsdannelse. Ønsket om fri prisdannelse baseret på effektivitet, således at forskellige omkostninger fører til forskellige priser, er en vigtig del af konkurrencelovens formål. Når der konkurreres på prisparametre, skal det offentlige ikke længere nødvendigvis have indsigt i prisdannelsen. Selv om der på markedet for tobaksvarer ikke kan indføres fri priser, men kun maksimalpriser, betyder det alligevel i forhold til faste priser en vis spredning i priser, selv om en ophobning omkring maksimalprisen må påregnes. Maksimalprisen vil typisk - ligge højere, end fastprisen ville være. Derved opnår detail- handelen mulighed for at fastsætte deres avance under hensyn- tagen til omkostningerne. Efter rådets opfattelse adskiller tyveririsikoen for tobaksvarer sig ikke markant fra andre varer. Konkurrenceloven indeholder ikke bestemmelser, der regulerer »lokkevaresalg«. Markedsforholdene har udviklet sig markant siden midten af 50'erne, hvor monopolloven blev vedtaget. Det gælder også detailhandlens markedsføring med særlige pris- tilbud for enkelte varer. I særlige tilfælde kan Konkurrence Rådet gribe ind, f.eks. hvis salget bringer leverandørens varer i miskredit. Tilladelse er dog aldrig givet med den be- grundelse. Lokkevaresynspunkter har kun været fremme ved leveringsnægtelse ved salg under indkøbspris. Udarbejdelsen af regler og love vedrørende tobaksafgifter og moms og gennemførelse af EF-regler i dansk lovgivning angående disse emner varetages af Skatteministeriet. Ministeriet ser ikke problemer af administrativ karakter ved, at fastpris- systemet ophæves og erstattes af et system med kun en mak- simalpris. Et sådant system kendes iøvrigt fra parfume- afgiftsloven. Omkring prismærkninger ser rådet ingen problemer. Detailhandlen har udviklet sig således, at mange varer er forsynet med to priser, »tilbudspris« og oprindelig pris. Endvidere er der kun ringe forskel på maksimalpriser og vej- ledende udsalgspriser, og sidstnævnte har været brugt uden væsentlige ulemper i et stykke tid. Sagen har påny været forelagt Skatteministeriet, der i skrivelse af 10. januar 1991 bl.a. har udtalt, at man ikke ser problemer i relation til gældende EF-regler ved at introducere et beskatningssystem baseret på maksimalpriser.

5. Nævnets bemærkninger. De af klagerne anførte argumenter kan hverken hver for sig eller efter en samlet vurdering begrunde, at tobaksvarer adskiller sig således fra andre varegrupper, at betingelserne for at meddele dispensation efter konkurrencelovens § 14 er opfyldt. Nævnet stadfæster derfor KonkurrenceRådets afgørelse, således at det overlades til rådet at træffe bestemmelse om, hvornår af- gørelsen skal have virkning fra.

Herefter bestemmes

KonkurrenceRådets afgørelse af 9. maj 1990 stadfæstes.

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1991-2, s. 158-164 (* 2) Konkurrencerådet: Dokumentation 1990-2, s. 117-122

Henimod slutningen af monopollovens gyldighedsperiode tilbagekaldte Monopoltilsynet den dispensation, der siden 1955 havde været gældende for tobaksleverandørerne til at håndhæve bindende bruttopriser for tobaksvarer på trods af lovens almindelige forbud herimod. Sagen blev ikke færdigbehandlet ved ankenævnet, før konkurrencelovens ikrafttræden 1. januar 1990, og Konkurrencerådet opretholdt ved afgørelse af 9. maj 1990 (* 2) tilbagekaldelsen under henvisning bl.a. til, at tobaksvarer ikke adskiller sig så væsentligt fra andre varer i detailhandelen, at det kan begrunde en dispensation fra reglerne i konkurrencelovens § 14. En række engros- og detailhandelsorganisationer klagede til Konkurrenceankenævnet, der stadfæstede Konkurrencerådets afgørelse til ikrafttrædelse 1. januar 1992.

Ved lov nr. 938 af 27/12/91 om faste priser på tobaksvarer er det imidlertid med virkning fra 1. januar 1992 bestemt, at producenter og importører af cigaretter, røgtobak, skrå og snus skal håndhæve, at disse varer i detailhandelen ikke sælges til anden pris end stempelmærkeprisen. Loven gælder ikke cigarer, cerutter og cigarillos, og her gælder følgelig konkurrencelovens almindelige regler om fri prisdannelse. Det samme er tilfældet i engrosleddet.