Legislator Case Law & Legislation
W19916044825 DK

Registrering af firma i handelsregistret. Angivelse af efterfølgerforhold. Lov om handelsregistre, firma og prokura § 10 og § 13.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 60448 Historic

Registrering af firma i handelsregistret. Angivelse af efterfølgerforhold. Lov om handelsregistre, firma og prokura § 10 og § 13.

Klagerne K og L havde købt en frisørforretning af hr. S. Ifølge købekontrakten var køberne berettiget og forpligtet til fortsat at drive virksomheden under navnet »S, X-gade«. Virksomheden var en del af »S-kæden«, og køberne indgik samtidig med købekontrakten en »aftale om drift af frisørsalon i S-kæden«.

Klagerne anmeldte derefter til handelsregistret, at de drev handel og håndværk (frisørvirksomhed) under firmaet: »S, X-gade, v/ K og L«. Politimesteren afslog at registrere anmeldelsen under henvisning til firmalovens § 10, stk. 1, og handelsministeriets cirkulære nr. 147 af 12. november 1953 pkt. 11. Politimesteren tilbød i stedet at registrere firmaet: »S's Eftf., X-gade, v/ K og L«, men dette ønskede klagerne ikke.

Klagernes advokat gjorde under sagen gældende, at der efter firmalovens § 10, stk. 1, er mulighed for at optage en anden mands navn i sit firma, når blot der foreligger hjemmel hertil. En sådan hjemmel foreligger i dette tilfælde i købekontrakten, hvorefter køberne er såvel berettiget som forpligtet til at brug navnet »S, X-gade«. Det er herefter ikke nødvendigt at anvende betegnelsen: »efterfølger«.

Sælgerens advokat oplyste over for Erhvervsankenævnet, at hr. S ikke havde noget at indvende imod, at klagerne anvender navnet S, da forretningen er med i »S-kæden«, og at denne kæde igennem de sidste 22 år havde anvendt navnet »S« i over 20 butikker fordelt på ca. 10 forskellige politikredse, uden at der på noget tidspunkt var opstået problemer. Advokaten henviste i den forbindelse til den almindelige grundsætning om lighed i forvaltningen.

Politimesteren fastholdt den trufne afgørelse og bemærkede til det af S's advokat anførte, at der ikke i »Samlingen af anmeldelser til handelsregistrene« findes registreret firmaer med navnet »S«.

Ankenævnet udtalte

Efter firmaloven (lovbekendtgørelse nr. 435 af 24. juni 1986) § 10, stk. 1, må ingen i sit firma uden hjemmel optage andenmands navn. Efter samme lovs § 13, 1. punktum, kan overdragelse af et firma ikke finde sted. I forbindelse med forretningsoverdragelse kan det dog efter § 13, 2. punktum, vedtages, at den nye indehaver »bibeholder firmaet med et tillæg, som antyder efterfølgerforholdet.« Dette krav opfyldes traditionelt ved at tilføje ordet »efterfølger« eller en forkortelse heraf til den tidligere indehavers navn, således som det er angivet i handelsministeriets ovennævnte cirkulære af 12. november 1953 pkt. 11.

Ankenævnet finder, at kravet efter lovens § 13 om angivelse af et efterfølgerforhold ikke er opfyldt alene ved i firmaet at anføre den tidligere ejers navn »ved« den nuværende ejers. Det bemærkes herved, at det af nævnte cirkulæres pkt. 3 og pkt. 9 fremgår, at firmaformen: »A v/B« ikke bør anerkendes.

Ankenævnet kan efter det anførte tiltræde, at politimesteren har afvist at registrere det ønskede firma.

Til det af S's advokat om lighed i forvaltningen anførte bemærkes, at politimesteren i sin redegørelse af 10. december 1990 har oplyst, at der ikke ses registreret firmaer med navnet »S«. Ankenævnet er ikke bekendt med, hvorfor de øvrige butikker i kæden ikke er optaget i handelsregisteret under firmaet »S«. Det kan formodes, at dette enten skyldes, at de øvrige butikker drives som enkeltmandsfirma, hvis anmeldelse efter lovens § 16 ikke er obligatorisk men frivillig, eller at navnet »S« ikke indgår i det firma, som butikken har anmeldt til handelsregisteret, men alene anvendes som et varemærke.

Ankenævnet stadfæster herefter den påklagede afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1991 60448 Historic

Registrering af firma i handelsregistret. Angivelse af efterfølgerforhold.

Lov om handelsregistre, firma og prokura § 10 og § 13.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →