Aktindsigt (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Aktindsigt (* 1)
År 1991, den 11. marts, blev i sagen j.nr. 90-53.091 Henrik Dørge ctr. Konkurrencerådet afsagt sålydende
KENDELSE
1. I skrivelse af 21. september 1990 har journalist Henrik Dørge, Det Fri Aktuelt, klaget over en af Konkurrencerådet samme dag truffet afgørelse om afslag på aktindsigt i »notat om lægemiddelbranchen«.
Klageren har påstået, at hans anmodning om aktindsigt burde være imødekommet.
Konkurrencerådet har påstået afgørelsen af 21. september 1990 stadfæstet.
2. Rådets afslag er meddelt under telefonsamtale af 21. september 1990. Notatet anses for et ikke færdigudarbejdet, internt arbejdsmateriale, der er undtaget fra aktindsigt.
3. Klagerens argumentation
Klageren har anført, at anmodningen om aktindsigt drejede sig om at få udleveret et foreløbigt notat om lægemiddelbranchen, som Konkurrencerådet havde udarbejdet. Notatet var sendt til medicinalindustriens brancheorganisation, Apotekerforeningen og Amtsrådsforeningen til orientering. Da notatet således er blevet udsendt, er der ikke længere tale om internt arbejdsmateriale, og notatet er derfor ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 7 i lov om offentlighed i forvaltningen.
Endvidere finder klageren det uden betydning, at notatet ikke er færdigudarbejdet.
4. Rådets argumentation
Rådet har anført, at »ifølge § 7, stk. 1, nr. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen (LOF) er notater, der udarbejdes med henblik på forelæggelse for rådet internt arbejdsmateriale og er derfor undtaget fra den almindelige adgang til aktindsigt.
Bestemmelsen i LOF § 8, nr. 3, hvorefter interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form er omfattet af den almindelige adgang til aktindsigt, er i den konkrete sag ikke opfyldt, idet notatet ikke er færdigudarbejdet.«
Rådet indhenter oplysninger i henhold til konkurrencelovens § 6. Som et led heri har man anmodet de berørte parter om en verificering af et af rådets sekretariat udarbejdet foreløbigt notat om lægemiddelområdet.
Da der således ikke er tale om udsendelse af et færdigudarbejdet notat, mister notatet ikke sin interne karakter.
Notater til rådet foreligger først i endelig form, når rådet har accepteret notatet.
Lovens overordnede formål er gennemsigtighed. Dette formål tilgodeses ikke ved udlevering af notater på et stadium, hvor det ikke er afklaret, om de tilgrundlagte oplysninger er korrekte.
5. Nævnets bemærkninger
Det foreløbige notat om lægemiddelområdet er et arbejdsdokument, der som udgangspunkt er undtaget fra aktindsigt i medfør af § 7 i lov om offentlighed i forvaltningen, og det er efter sin karakter ikke omfattet af nogen af undtagelsesbestemmelserne i lovens § 8.
Efter at notatet har været udsendt til de berørte parter med anmodning om verificering, finder nævnet imidlertid, at det ikke længere kan anses som et internt arbejdsdokument, og klageren har derfor haft krav på aktindsigt som begæret.
Det bemærkes herved, at der ikke over for nævnet er anført omstændigheder, hvorefter aktindsigt ville kunne nægtes i medfør af konkurrencelovens § 10 eller offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
Det bemærkes endelig, at notatet nu er blevet offentliggjort.
Herefter bestemmes
Der skulle i medfør af lov om offentlighed i forvaltningen være givet klageren aktindsigt i det af Konkurrencerådet udarbejdede foreløbige notat om lægemiddelområdet.
En journalist ankede Konkurrencerådets afgørelse om afslag på aktindsigt i et ikke færdigudarbejdet notat om lægemiddelbranchen, som var sendt til verifikation i branchen. Ankenævnet gav klageren medhold, idet nævnet fandt, at Konkurrencerådet burde have givet klageren aktindsigt i notatet i medfør af lov om offentlighed i forvaltningen, da notatet havde været udsendt til de berørte parter.