Finanstilsynet havde været berettiget til at henvise klagerne til domstolene, da spørgsmålet om, hvorvidt en bank havde handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, ikke kunne afgøres af Finanstilsynet. Finanstilsynet havde ikke haft anledning til på forhånd at udtale, at man savnede grundlag for at anse bankens handlemåde for stridende mod § 1, stk. 6. Det var endvidere betænkeligt, at Finanstilsynet på forhånd havde afvist, at det indklagede vil kunne have principiel betydning.

Finanstilsynet havde været berettiget til at henvise klagerne til domstolene, da spørgsmålet om, hvorvidt en bank havde handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, ikke kunne afgøres af Finanstilsynet. Finanstilsynet havde ikke haft anledning til på forhånd at udtale, at man savnede grundlag for at anse bankens handlemåde for stridende mod § 1, stk. 6. Det var endvidere betænkeligt, at Finanstilsynet på forhånd havde afvist, at det indklagede vil kunne have principiel betydning.

Klagernes advokat har på vegne af klagerne ved skrivelse af 28. august 1989 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 22. august 1989 (j.nr. 5500 A.1.6.1., 1-5) afslog at behandle en klage vedrørende et engagement med banken A, Århus afdeling.

Sagens omstændigheder er efter det for ankenævnet oplyste følgende

Den 7. juni 1985 stiftede klagerne et anpartsselskab, hvis formål var at drive investering og finansiering samt handel med danske og udenlandske værdipapirer. Anpartskapitalen udgjorde 100.000 kr., som blev indbetalt af klagerne med 20.000 kr. hver. I slutningen af 1985 optog selskabet igennem bankens afdeling et finanslån på modværdien af 192.500 DM. Til sikkerhed for lånet fik banken håndpant i de værdipapirer, som skulle købes for provenuet, og som skulle henlægges i et sikkerhedsdepot hos banken, samt yderligere i bl.a. de til enhver tid værende indeståender på to specificerede konti hos banken.

På den ene af disse konti - konto nr. 3016487 - blev indsat låneprovenuet samt anpartskapitalen på kr. 100.000.

Endvidere påtog hver af klagerne sig en beløbmæssig begrænset kaution på kr. 20.000 for selskabets mellemværende med banken.

Efter at det i begyndelsen af 1988 blev konstateret, at selskabets egenkapital var gået tabt som følge af fejlslagne investeringer, forhandlede parterne om en rekonstruktion af selskabet. Ved skrivelse af 7. juni 1988 foreslog selskabets advokat bl.a., at selskabet for at reducere den konstaterede underdækning på engagementet med banken foretog nye investeringer.

Med skrivelse af 10. juni 1988 afviste banken dette forslag og anmodede istedet selskabet om at indbetale underdækningen på engagementet, som var opgjort til ca. kr. 216.000 (excl. renter). Hver af klagerne blev samtidig anmodet om at indfri den stillede kaution.

Ved skrivelse af 14. juni 1988 reklamerede klagernes advokat over, at banken havde spærret en af de til engagementet hørende konti - konto nr. 3016487 - uagtet at det optagne lån først forfaldt til indfrielse den 31. marts 1989. Advokaten gjorde samtidig erstatningskrav gældende for det tab, som selskabet måtte lide ved en opretholdelse af spærringen af kontiene.

I særskilt skrivelse af samme dato meddelte advokaten endvidere på kautionisternes vegne, at kautionsforpligtelserne ikke ville blive indbetalt, da betingelserne herfor i kautionsdokumentet ikke var opfyldt, allerede af den grund, at der for tiden ikke bestod nogen misligholdelsessituation.

Ved skrivelse af 24. juni 1988 oplyste banken, at det var korrekt, at kautionsforpligtelsernes forfaldstid var knyttet til, at hovedfordringen - udlandslånet - var forfaldent, hvilket ikke var tilfældet. Bankens opfordring til kautionisterne skulle ses som et forsøg på at begrænse selskabets tab. Banken fastholdt derfor, at kautionisternes forpligtelser skulle vedstås og opfyldes - senest ved udlandslånets forfald, ultimo marts 1989. Banken oplyste endvidere, at midlerne placeret på konto 993448 og 3016487 var håndpantsat til banken ved erklæringer underskrevet på selskabets vegne, henholdsvis 13. marts 1986 og 10. februar 1987. Det forhold, at de kontante midler derfor ikke var til selskabets fri disposition - men pantsat til sikkerhed for udlandslånet - indebar efter bankens opfattelse, at båndlæggelse af konto 3016487 ikke var i strid med de oprindelige aftaler. Banken afviste derfor klagerens påstand om erstatningsansvar. Endelig meddelte banken, at den heller ikke kunne frigive midler til dækning af selskabets omkostninger i forbindelse med udarbejdelse af regnskaber. Midlerne ville i sin helhed blive brugt til dækning af udlandslånet, når dette forfaldt.

Efter yderligere brevveksling mellem klager og banken indbragte klagerne sagen for Pengeinstitutankenævnet den 6. januar 1989 med påstand om, at banken blev tilpligtet at erstatte klagerne den af dem indskudte anpartskapital på ialt kr. 100.000, samt at banken skulle anerkende, at klagernes afgivne kautionstilsagn ikke kunne gøres gældende imod dem. Klagerne gjorde gældende, at samtlige selskabets midler bestående af provenuet fra det optagne udlandslån og selskabets indskudskapital til stadighed havde været indsat på de til banken håndpantsatte konti. Formålet med optagelsen af lånet var at drive investeringsvirksomhed, og der havde til stadighed været frigivet midler fra de håndpantsatte konti til dette formål. Banken havde derfor været uberettiget til som sket uden varsel at gøre den skete håndpantsætning gældende ved at afslå selskabets anmodninger om dispositioner over indeståenderne. Den skete håndpantsætning var efter klagers opfattelse ikke bindende parterne imellem, men foretaget alene for at sikre bankens fortrinsstilling over for selskabets eventuelle andre kreditorer.Banken påstod frifindelse, idet man gjorde gældende, at man havde håndpanteret i indeståenderne på de nævnte konti, og at man ikke kunne acceptere yderligere investeringer foretaget med disse midler, da dette ville øge risikoen for yderligere tab på engagementet, på hvilket der var konstateret en betydelig underdækning. Efter bankens opfattelse havde selskabet derfor ikke med rette kunne have haft en forventning om, at banken ville stille midler til rådighed for yderligere investeringer, og banken havde ikke forpligtet sig hertil.

Ved kendelse af 8. maj 1989 bestemte Pengeinstitutankenævnet at klagen ikke kunne behandles. Begrundelsen er sålydende

»Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet i deres egenskab af kautionister for det mellemværende, der bestod mellem indklagede og det af dem stiftede anpartsselskab, og klagen vedrører den af dette selskab drevne virksomhed.

Under hensyn hertil findes sagen at falde uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.«

Den 29. maj 1989 skrev klagerne til Finanstilsynet og bad om en udtalelse til følgende

»...Finder Finanstilsynet det lovligt eller i overensstemmelse med god pengeinstitutpraksis, at et pengeinstitut midt i et periodeforløb afskærer indlåneren fra at disponere over en løbende investeringskontos positive saldo, som hidrører dels fra indlånerens egenkapital, og dels fra et i samme pengeinstitut optaget udlandslån, der ikke er misligholdt eller forfalden til indfrielse, selv om indlånskontoen, der blev oprettet som indlånerens eneste løbende konto, blev håndpantsat til pengeinstituttet ved engagementernes begyndelse, til sikkerhed for udenlandslånet?»

Finanstilsynet meddelte herefter klageren den 22. august 1989 følgende

»...I denne anledning skal man meddele, at tilsynet efter oprettelsen af Pengeinstitutankenævnet er ophørt med at behandle klager over pengeinstitutter.

Ifølge Pengeinstitutankenævnets vedtægter har nævnet kompetence til at træffe afgørelse i tvister mellem et pengeinstitut og dets privatkunder. Nævnet kan derimod ikke behandle erhvervsmæssige sager, hvorfor klageren i disse tilfælde må gå til domstolene.

Pengeinstitutankenævnet har i kendelse af 8. maj 1989 udtalt, at nævnte sag findes at falde uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3, idet klagen vedrører den af det indklagede selskab drevne virksomhed.

Tilsynet kan som anført ikke tage stilling til den forelagte klage, og må henvise Dem til eventuelt at indbringe sagen for domstolene.«

Overfor Erhvervsankenævnet har klagerne i klageskrivelse af 28. august 1989 gentaget sine spørgsmål til Finanstilsynet og klagerne har specielt anmodet Erhvervsankenævnet tage stilling til det lovmedholdelige i at tilbageholde positive saldi på indlånskonti.

Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 25. september 1989 udtalt

»...Sagen har været indbragt for Pengeinstitutankenævnet, der ved kendelse af 8. maj 1989 afviste sagen med henvisning til, at sagen vedrørte et erhvervsengagement.

Tilsynet skal i denne anledning udtale, at sagen efter tilsynets opfattelse vedrører en formueretlig konflikt, som tilsynet ikke har beføjelse til at tage stilling til, og som derfor må henvises til domstolene. Det tilføjes, at tilsynet ganske savner grundlag for at anse bankens handlemåde i sagen for stridende imod bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, hvorefter pengeinstitutter skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitut-praksis.«

Supplerende har Finanstilsynet den 31. januar 1990 udtalt

»...Man skal i denne anledning udtale, at Finanstilsynet i overensstemmelse med formålet med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6 ved bestemmelsens tilblivelse alene behandler klager over pengeinstitutter, hvor en bedømmelse af det indklagede forhold må skønnes at have principiel betydning ved bedømmelsen af, om pengeinstitutternes handlemåde er forenelig med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis og der overhovedet er tale om en »praksis«.

Da den foreliggende sag efter tilsynets opfattelse ikke er af en sådan principiel karakter, men alene en formueretlig tvist, har tilsynet henvist klager til at indbringe sagen for domstolene.'

Overfor Erhvervsankenævnet har klagerne i en skrivelse af 24. april 1990 givet udtryk for overraskelse over, at Finanstilsynet ganske savner grundlag for at anse bankens handlemåde i sagen for stridende mod bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6. Efter klagers opfattelse betyder dette, at danske pengeinstitutter ganske enerådigt og uden hensyn til indgåede aftaler med bankens kunder, kan indefryse indlånskonti, og uden at der foreligger en misligholdelse fra indskyderens side. Den pågældende indskudskonto blev i forbindelse med lånets etablering pantsat til banken, men denne pantsætning blev ikke administreret overfor indskyderne på en sådan måde, at indskyderne ikke kunne råde over kontoens saldo. Dette var netop formålet med engagementet, idet det var aftalt, at udlandslånet skulle tilvejebringes med henblik på investeringer i danske værdipapirer, fortrinsvis aktier. Indskyderen overholder samtlige de betingelser, som banken stillede i anledning af engagementet. Endelig har klagerne anført, at banken på trods heraf nægtede at frigive midler fra indskudskontoen til investeringer i aktier, og banken foranledigede i samme forbindelse af egen drift og uden indskydernes samtykke, at indestående hensættes på særligt aftalt konto til en rente, som ikke var forhandlet med indskyderen.

Ankenævnet skal udtale

Spørgsmålet om hvorvidt banken har handlet i strid med § 1, stk. 6 kan kun afgøres, såfremt det er fastslået, at banken har handlet retsstridigt ved at forhindre klagerne i at disponere over konto 3016487 og ved at gøre kautionen gældende uden at misligholdelse var konstateret. Det har ikke kunnet og kan ikke afgøres af Finanstilsynet, men henhører såvel retligt som bevismæssigt under domstolene.

Det tiltrædes derfor, at Finanstilsynet i den påklagede afgørelse har henvist klagerne til domstolene.Af de samme grunde tilføjes, at ankenævnet ikke kan tiltræde, at tilsynet har haft anledning til på forhånd at udtale, at man ganske savner grundlag for at anse bankens handlemåde i sagen for stridende imod bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, jfr. Finanstilsynets redegørelse og indstilling til ankenævnet af 25. september 1989.

Ankenævnet finder det endvidere betænkeligt, jfr. Finanstilsynets skrivelse af 31. januar 1990 til ankenævnet, på forhånd at afvise, at det indklagede forhold vil kunne have principiel betydning ved bedømmelsen af om pengeinstitutternes handlemåde er forenelig med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, jfr. også § 1, stk. 6, 2. pkt.

Ingen

Finanstilsynet havde været berettiget til at henvise klagerne til domstolene, da spørgsmålet om, hvorvidt en bank havde handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, ikke kunne afgøres af Finanstilsynet. Finanstilsynet havde ikke haft anledning til på forhånd at udtale, at man savnede grundlag for at anse bankers handlemåde for stridende mod § 1, stk. 6. Det var endvidere betænkeligt, at Finanstilsynet på forhånd havde afvist, at det indklagede vil kunne have principiel betydning.