Finanstilsynet var berettiget til overfor en klager at afvise at foretage en konkret bedømmelse efter bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, af en klage over et pengeinstitut. Klagen var omfattet af Pengeinstitutankenævnets kompetence.

Finanstilsynet var berettiget til overfor en klager at afvise at foretage en konkret bedømmelse efter bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, af en klage over et pengeinstitut. Klagen var omfattet af Pengeinstitutankenævnets kompetence.

Klager har i skrivelse af 15. august 1989 klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 11. august 1989 (j.nr. 7620 A.1.6.1., 1-5) afviste at behandle en klage på det formueretlige område over en bank.

Sagens omstændigheder er følgende

I foråret 1988 hævede en søn af klager i bankens afdeling i København ved en række lejligheder beløb på ialt kr. 22.500,- fra klagers konto, som førtes i bankens hovedsædeafdeling i ........ Udbetalingerne fandt sted ved, at klagers søn henvendte sig i afdelingen og udfyldte udbetalingsbilag med kontonummer, beløb samt underskriften ........

Ved skrivelse af 7. juni 1988 meddelte bankens afdeling i København, at banken selvfølgelig ville godskrive klager beløbet, idet fejlen lå hos banken. Banken oplyste dog samtidig, at den ville søge regres for beløbet hos klagers søn.

Ved skrivelse af 15. juni 1988 til bankens direktion meddelte klager imidlertid, at han kun ønskede beløbet refunderet, såfremt banken tilkendegav, at man frafaldt at søge regres imod hans søn. Ved skrivelse af 6. juli 1988 tilbød banken herefter klager, at man mod klagers kaution ville yde sønnen et lån på kr. 22.500,- til en rente svarende til bankens højeste indlånsrente. Ved skrivelse af 10. juli 1988 afviste klager dette tilbud.

Klager indbragte herefter den 3. maj 1989 sagen for Pengeinstitutankenævnet med påstand om, at banken tilpligtes at betale klager kr. 22.500,- med tillæg af rente og at anerkende ikke i forbindelse hermed at kunne gøre regres for beløbet imod klagers søn.

Ved kendelse af 29. juni 1989 tog Pengeinstitutankenævnet ikke klagers påstand til følge. Ankenævnets begrundelse er sålydende

»Indklagede har tilbudt at erstatte klageren det beløb på 22.500,00 kr., der uretmæssigt er hævet af klagerens søn. Der findes ikke at være noget grundlag for at pålægge indklagede at undlade at gøre et regreskrav gældende mod klagerens søn, efter at betaling til klageren er sket, idet det følger af almindelige regler, at der i så fald tilkommer indklagede et sådant regreskrav.'14. juli 1989 indbragte klager sagen for Finanstilsynet, der ved skrivelse af 11. august 1989 meddelte

»...I denne anledning skal man meddele, at tilsynet efter oprettelsen af Pengeinstitutankenævnet er ophørt med at behandle klager over pengeinstitutter.

Ifølge Pengeinstitutankenævnets vedtægter har nævnet kompetance til at træffe afgørelse i tvister mellem et pengeinstitut og dets privatkunder. Nævnets kendelse er ikke juridisk forpligtende for sagens parter, som har mulighed for at gå videre til domstolene.

Tilsynet kan derfor ikke tage stilling til den forelagte klage og må, som Pengeinstitutankenævnet, henvise Dem til eventuelt at indbringe sagen for domstolene...«

Klager indbragte herefter Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet ved skrivelse af 15. august 1989.

Ved skrivelse af 20. september 1989 anmodede ankenævnet klager om at indbetale gebyret på 2.000 kr. for behandling af sagen i nævnet, jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 204 af 29. marts 1988 om Industriministeriets Erhvervsankenævn. Til brug for sine overvejelser om at ville betale gebyret og dermed opretholde klagen anmodede klager herefter den 21. september 1989 ankenævnet om en forhåndsudtalelse. I den anledning oplyste nævnet i skrivelse af 10. oktober 1989 til klager, at det ankenævnet kan og skal tage stilling til er om Finanstilsynet har været berettiget til at afvise at behandle sagen og at en kendelse derfor vil gå ud på enten at Finanstilsynet skal behandle sagen eller at det accepteres at behandlingen er afvist. Klager har herefter indbetalt gebyret.

I en redegørelse fra Finanstilsynet af 27. september 1989 til ankenævnet udtalte tilsynet

»...Efter tilsynets opfattelse er der tale om en formueretlig konflikt, som tilsynet ikke har beføjelse til at tage stilling til. Man har derfor måttet henvise klager til at forelægge sagen for domstolene, hvilket kan ske, selvom Pengeinstitutankenævnet har truffet afgørelse i sagen, jf. ankenævnets vedtægter § 11, stk. 1. ...

Tilsynet mener fortsat ikke at kunne foretage sig yderligere i sagen, idet bemærkes, at man ganske savner grundlag for at anse bankens standpunkt i sagen for stridende imod god pengeinstitutpraksis, jf. bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6...«

I skrivelse af 17. januar 1990 til ankenævnet har Finanstilsynet henvist til tilsynets tidligere udtalelser i sagen og dermed fastholdt ikke at ville behandle klager på det formueretlige område fra kunder over pengeinstitutter efter oprettelsen af Pengeinstitutankenævnet.

Ankenævnet skal udtale

Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6 må efter forarbejderne anses for at være et led i Finanstilsynets almindelige tilsynsforpligtelse med pengeinstitutter. Desuagtet har tilsynet praktiseret reglen således, at man på grundlag af henvendelser fra kunder i pengeinstitutter i hvert enkelt tilfælde har realitetsbehandlet klagen og besvaret henvendelser overfor klageren, Finanstilsynet har herved principielt alene bedømt og kunnet bedømme klagen i forhold til den retlige standard, der er anført i § 1, stk. 6. Efter det for ankenævnet oplyste har baggrunden for tilsynets praksis bl.a. været, at kunder i pengeinstitutter ikke havde andre klagemuligheder i lighed med andre forbrugerklager, der kunne indbringes for Forbrugerklagenævnet.

Dette forhold blev ændret ved oprettelse af Pengeinstitutankenævnet, der trådte i virksomhed den 1. august 1988. Ifølge vedtægterne for Pengeinstitutankenævnet, der er godkendt af Forbrugerklagenævnet i medfør af § 12 i lov om forbrugerklagenævnet, jf. Industriministeriets lovbekendtgørelse nr. 282 af 10. maj 1988 behandler nævnet bl.a. klager vedrørende private kundeforhold. Behandlingen kan principielt angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne, medmindre spørgsmålet ved lov er henlagt til en offentlig myndighed.

Det bemærkes endvidere, at afgørelser truffet af Pengeinstitutankenævnet ikke kan indbringes for Finanstilsynet eller Industriministeriets Erhvervsankenævn.

Finanstilsynet vil som følge af det anførte normalt være berettiget til at afvise overfor klageren at foretage en konkret bedømmelse efter § 1, stk. 6 af en klage over pengeinstitutter, såfremt klagen er omfattet af Pengeinstitutankenævnets kompetence.

Med disse bemærkninger stadfæstes Finanstilsynets afgørelse af 11. august 1989, hvorefter tilsynet har afvist at behandle klagen.

Ingen

Finanstilsynet var berettiget til overfor en klager at afvise at foretage en konkret bedømmelse efter bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, af en klage over et pengeinstitut. Klagen var omfattet af Pengeinstitutankenævnets kompetence.