Legislator Case Law & Legislation
W19912628025 DK

Midlertidig inddragelse af tilladelse til lokal tv

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 26280 Historic

Midlertidig inddragelse af tilladelse til lokal tv

På sine møder den 8. oktober og 12. november 1991 har Udvalget vedr. Lokal Radio og TV behandlet en klage af 13. juni 1991 med efterfølgende kommentarer i brev af 12. juli 1991 fra TV-Odense a.m.b.a., Odense. Afgørelsen er truffet af Odense Radio- og TV-nævn og meddelt i brev af 6. juni 1991. Ved afgørelsen blev sendetilladelsen inddraget midlertidigt i 7 dage.

Udvalget vedr. Lokal Radio og TV har behandlet sagen på grundlag af følgende oplysninger

I sit brev af 6. juni 1991 begrunder nævnet afgørelsen med, at stationen ikke har overholdt de gældende regler om reklamers omfang, placering og identifikation i forbindelse med udsendelsen med titlen: »Personligt Velvære«. Det er nævnets opfattelse, at der i den pågældende udsendelse forekommer anbefalinger af og henvisninger til varer og virksomheder i kommercielt øjemed.

Nævnet har ved sin bedømmelse af sagen lagt vægt på, at den pågældende udsendelse - som varer ca. 2 timer - udelukkende handler om et produkt, og at udsendelsens navn er identisk med navnet på det firma, som sælger det pågældende produkt. Der gives endvidere adskillige gange i udsendelsen - bl.a. ved hjælp af skilte - oplysninger om firmaets adresse og telefonnummer, ligesom der gives udførlige oplysninger om produktets pris og om finansieringsmulighederne, hvis der ikke betales kontant. Det oplyses tillige, at der i forbindelse med udsendelsen gives rabat. Endelig forekommer der flere gange i udsendelsen direkte anprisninger af produktet og opfordringer til at kontakte firmaet. Disse anprisninger gives ikke kun af seere, der ringer ind, men også af studieværten og af repræsentanter for firmaet.

I TV-Odenses udtalelse af 12. juli 1991 anføres, at programmet var et direkte (live) seer-spørgeprogram med et panel af eksperter og patienter i studiet, ledet af en programvært fra TV-Odense. Det oplyses endvidere, at programmets titel var et ganske almindeligt udtryk fra det danske hverdagsprog, som skulle oplyse seerne om, at man fra TV-Odenses side ønskede at gøre noget for seernes personlige velvære, og at seerne kunne ringe til studiet, såfremt de havde diverse skavanker, f.eks. ondt i ryggen, hovedpine, muskelsmerter osv. TV-Odense fremhæver desuden, at programværten i et møde med paneldeltagerne før udsendelsen havde meddelt, at det ikke er lovligt at reklamere for enkelte produkter i udsendelsen. TV-Odense mener, at dette i det store og hele blev overholdt, dog blev prisen på et elektroterapi-apparat nævnt på en forespørgsel fra en seer. Endvidere oplyser TV-Odense: at hele udsendelsen er opbygget på at være en ren seerservice: at der på intet tidspunkt er anprisning: at det eneste som seerne tilbydes er en gratis behandling på en klinik i Odense: at hvad derefter i klinikkens kontakt med seerne måtte ske omkring salg osv. var TV-Odense fuldkomment uvedkommende på enhver måde: og at, TV-Odense ikke modtog betaling for udsendelsen.

I nævnets udtalelse af 15. august 1991 vedlagt registreringsbånd oplyses yderligere, at TV-Odense tidligere har modtaget advarsler for overtrædelser af reklamereglerne, og at det samtidig er blevet tilkendegivet over for TV-Odense, at nævnet i tilfælde af yderligere overtrædelser af reklamereglerne ville inddrage stationens sendetilladelse midlertidigt eller endeligt.

I stationens kommentar af 7. november 1991 bemærker stationen, at drøftelser af reklamereglerne den 27. februar 1991 mellem nævnet og 3 lokale sendetilladelsesindehavere førte til at konceptet fra »Lykkehjulet« blev godkendt som rammen for reklameudsendelser. Stationen er af den opfattelse, at den omhandlede udsendelse falder inden for rammen af denne aftale.

Nævnet har heroverfor oplyst, at det af klageren omtalte møde specifikt drejede sig om bingo-udsendelser, og at der således ikke foreligger nogen generel rammeaftale for reklameudsendelser. Såvel den foreliggende afgørelse som tidligere beslutninger om at give advarsler til stationen for overtrædelse af reklamereglerne er truffet på baggrund af konkrete vurderinger af de pågældende indslags karakter.

Udvalget vedr. Lokal Radio og TV skal herefter udtale

Udvalget har gjort sig bekendt med indholdet af registreringsbåndet og er herefter enig med nævnet i, at udsendelsen, ved med skiltning at henvise til leverandøren, ved hyppigheden af den mundtlige henvisning til leverandøren, og ved at videregive oplysningen om at der gives rabat, klart har overskredet grænserne for det tilladelige.

I betragtning af, at de tidligere sager mod klageren ikke har vedrørt forbrugeroplysningsudsendelser som den her behandlede, og at der i det hele taget ikke tidligere har været afgjort sager af denne karakter, finder udvalget, at sagen bør afgøres med en advarsel.

Udvalget træffer derfor følgende afgørelse

Den af nævnet trufne afgørelse om midlertidig inddragelse af sendetilladelsen ændres, således at klageren i stedet tildeles en advarsel.

Endelig adm. afgørelse 1991 26280 Historic

Nævnet har inddraget stationens sendetilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed med den begrundelse at stationen ikke har overholdt de gældende reklameregler i forbindelse med en forbrugeroplysningsudsendelse. Udvalget er enig med nævnet i, at udsendelsen klart har overskredet grænserne for det tilladelige. I betragtning af, at de tidligere sager mod tv-stationen ikke har vedrørt forbrugeroplysningsudsendelser, som den her behandlede, og at der i det hele taget ikke tidligere har været afgjort sager af denne karakter, finder udvalget, at sagen bør afgøres med en advarsel.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →