Fordeling af sendetid til lokal radiovirksomhed
Statutory Text (3 Articles)
Fordeling af sendetid til lokal radiovirksomhed
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV har på sit møde den 12. november 1991 behandlet en klage af 20. august 1991 fra Radio Kvisten, Slagelse, over en afgørelse, hvor det lokale radionævn har tildelt radioen en sendetid placeret i nattetimerne samtidig med, at man har fået afslag på ansøgning om ledig sendetid i dagtimerne på en supplerende frekvens, som ikke benyttes.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV har behandlet sagen på grundlag af følgende oplysninger
I udtalelse af 26. september 1991 oplyser nævnet om baggrunden for sendetidsfordelingen, at der for tiden er 3 stationer i nævnsområdet på samme frekvens og understreger samtidig, at den ledige frekvens ikke ønskes frigivet, idet en af kommunerne i fællesnævnet, Fuglebjerg kommune, forbeholder sig retten til selv at råde over den.
Nævnet oplyser supplerende, at de 3 radioer, der er givet sendetilladelse til, dækker døgnet med radio undtagen i tidsrummet fra kl. 03.00 - 06.00. Nævnet understreger, at på trods af den meget store benyttelse af frekvensen, er det alligevel lykkedes at tildele Radio Kvisten yderligere 2 1/2 time ugentligt. Ud fra den betragtning fastholder nævnet den trufne beslutning, med henvisning til at sendetidsfordeling klart ligger inden for nævnets kompetence.
Klager bemærker i kommentar af 21. oktober 1991 til nævnets udtalelse, at de ekstra tildelte sendetimer på 2 1/2 time stadigvæk er placeret i nattetimerne. Vedrørende den ledige frekvens, som radioen har fået afslag på at benytte, er det radioens opfattelse, at det ikke er rimeligt, at det fælleskommunale nævn tillader, at der ligger en frekvens ubenyttet hen, fordi den kommune, den oprindeligt er tildelt, ikke ønsker at afgive den.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV skal herefter udtale
Det er udvalgets principielle opfattelse, at et nævn ikke kan give afslag på ansøgninger om sendetilladelse eller give afslag på anmodning om benyttelse af ledig sendetid, hvis der er ledig sendetid i nævnets område.
Udvalget har imidlertid i en konkret sag fra Århus accepteret, at det lokale radionævn kan beslutte at give afkald på en tildelt kanal. Endvidere har udvalget i en sag fra Svendborg godkendt, at nævnet kan træffe afgørelse om, at en ledig frekvens benyttes til parallel udsendelse af de lokale radioers programmer. I ovennævnte sager har nævnene ladet mediepolitiske overvejelser indgå i trufne beslutninger.
Udvalget træffer på den baggrund følgende afgørelse
Nævnet skal tage stilling til, om den ikke udnyttede frekvens ønskes bevaret. Såfremt dette er tilfældet, og frekvensen ikke skal tages i brug til parallelsending, skal Radio Kvistens ansøgning tages op til ny behandling.
Ingen
.
Klage over en afgørelse, hvor det lokale nævn har tildelt en radio sendetid på et ugunstigt tidspunkt samtidig med at afslag er givet til ledig sendetid på supplerende frekvens, som ikke benyttes.
Udvalget har bedt nævnet tage stilling til, om den ikke udnyttede frekvens ønskes bevaret. Såfremt dette er tilfældet, og frekvensen ikke tages i brug til parallelsending, skal radioens ansøgning tages op til ny behandling.