Midlertidig inddragelse af tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed
Statutory Text (3 Articles)
Midlertidig inddragelse af tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed
På sit møde den 14. maj 1991 har Udvalget vedr. Lokal Radio og TV behandlet en klage af 23. februar 1991 fra TV Viborg ApS, over en afgørelse om midlertidig inddragelse af sendetilladelse til lokal tv-virksomhed. Afgørelsen er truffet af det fælleskommunale lokalradio- og TV-nævn for Viborg m.fl. kommuner og meddelt i brev af 20. marts 1991.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV har behandlet sagen på grundlag af følgende oplysninger
I brev af 20. marts 1991 begrunder nævnet afgørelsen med, at stationen ikke overholder de gældende regler om reklame. Det oplyses, at inddragelsen af sendetilladelsen vil blive ophævet af nævnet, når TV Viborg har meddelt skriftligt, at de gældende bestemmelser om reklamer i lokal-tv vil blive overholdt ved fremtidige udsendelser.
Der henvises endvidere til nævnets brev af 15. marts 1991 til stationen. Det fremgår heraf, at nævnet over for stationen påtaler, at reglerne for udsendelse af reklamer i lokal-tv ikke overholdes. Såfremt reklameindslagene i TV Viborg ApS ikke straks bringes i overensstemmelse med bestemmelserne i lovbekendtgørelse nr. 339 af 22. maj 1990, vil nævnet inddrage TV Viborgs sendetilladelse, indtil man fra TV Viborg modtager skriftlig erklæring om, at disse bestemmelser vil blive overholdt ved fremtidige udsendelser.
Nævnet påtaler i samme brev, at reglerne for selvstændig udøvelse af programvirksomheden ikke overholdes ved TV Viborgs samtidige udsendelse af TV 3's programmer. Senest pr. 1. maj 1991 skal disse regler overholdes, og TV Viborg bedes senest den 10. april 1991 skriftligt meddele nævnet, hvorledes man efter den 1. maj 1991 vil udfylde sendetiden under overholdelse af reglerne om selvstændig udøvelse af programvirksomheden.
I brev af 20. marts 1991 klages over afgørelsen. Det anføres, at nævnet ikke har hjemmel til at inddrage stationens sendetilladelse med henvisning til, at stationen har overtrådt de gældende reklameregler.
Derudover anføres, at nævnets afgørelse er i strid med Rom-Traktatens art. 59, der omhandler fri udveksling af tjenesteydelser inden for EF. Endvidere kan det lokale nævn ikke inddrage sendetilladelsen under henvisning til overtrædelser af gældende reklamebestemmelser, idet de danske reklameregler er i strid med reklamebestemmelserne i EF-direktiv (89/552/EØF) om samordning af visse love og bestemmelser i medlemsstaterne vedr. udøvelse af tv- og radiospredningsvirksomhed. Direktivet træder i kraft den 3. oktober 1991.
I nævnets udtalelse af 23. april 1991 fastholdes nævnets afgørelse, og det påpeges, at afgørelsen er truffet med hjemmel i § 15 f, stk. 5 og § 15 d, stk. 3 i lovbekendtgørelse nr. 339 af 22. maj 1990. Endvidere mener nævnet ikke, at hverken Romtraktatens artikel 59, eller EF-direktivet af 3. oktober 1989 tilsidesætter den danske lovgivning på området.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV skal herefter udtale
Udvalget kan i det hele tiltræde nævnets opfattelse.
I overensstemmelse hermed træffes følgende afgørelse
Der kan ikke gives klageren medhold.
Ingen
Nævnet inddrager sendetilladelsen til lokal fjernsynsvirksomhed med den begrundelse, at stationen ikke overholder de gældende regler om reklame. Nævnet påtaler samtidig, at reglerne for selvstændig programvirksomhed ikke overholdes ved samtidig udsendelse af TV 3's programmer.
Udvalget kunne i det hele tiltræde nævnets opfattelse