Legislator Case Law & Legislation
W19912615025 DK

Inddragelse af tilladelse til lokal radiovirksomhed.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 26150 Historic

Inddragelse af tilladelse til lokal radiovirksomhed.

På sit møde den 16. april 1991 har Udvalget vedr. Lokal Radio og TV behandlet en klage af 23. februar 1991 fra Kanal 1, Slagelse, over en afgørelse om inddragelse af sendetilladelse til lokal radiovirksomhed. Afgørelsen er truffet af Lokalradionævnet for Fuglebjerg, Slagelse og Hashøj kommuner og meddelt i brev af 25. februar 1991.

Udvalget vedr. Lokal radio og TV har behandlet sagen på grundlag af følgende oplysninger

I brev af 25. februar 1991 begrunder nævnet afgørelsen med, at der foreligger modstridende oplysninger om en generalforsamling afholdt den 18. januar 1991, idet det er meddelt nævnet, at der er valgt to forskellige bestyrelser med formænd. Nævnet ser sig på den baggrund ikke i stand til at afgøre, hvem der tegner Kanal 1.

I brev af 23. februar 1991 klages over afgørelsen. Det anføres, at nævnet har tilsidesat Kanal 1's gældende vedtægter, samt diverse referater fra bestyrelsesmøder i Kanal 1. I udtalelse af 11. marts 1991 fastholdes inddragelsen, idet nævnet ikke mener, at § 15 a i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed er opfyldt, da nævnet ikke kender bestyrelsen. Det anføres yderligere bl.a., at nævnet har modtaget adskillige klager over, at Kanal 1 og en anden lokalradio bekriger hinanden, både i æteren og den trykte presse, og at nævnet opfatter det som en utålelig tilstand.

I supplerende udtalelse af 4. april 1991 fra klager gøres gældende, at klager er den retmæssige indehaver af sendetilladelsen. Det anføres, at der på en ekstraordinær generalforsamling, ifølge vedtægternes § 8, stk. 1, kun kan behandles den i indkaldelsen opførte sag. Da afsættelse af bestyrelsen ikke var på dagsordenen, og da man ikke af dagsordenen kunne forudse, at afsætning af bestyrelsen ville blive aktuel, kan den siddende bestyrelse ikke afsættes, således som det kan ske på en ordinær generalforsamling.

Det findes endvidere stridende mod almindelig forvaltningsret, at nævnet ikke, inden man traf en så betydelig beslutning, har hørt parterne og bl.a. ikke har efterkommet den siddende bestyrelses anmodning om at få foretræde for nævnet, således at nævnet havde haft et ordentligt grundlag at træffe afgørelse på.

Udvalget vedr. Lokal Radio og TV skal herefter udtale

Under de foreliggende omstændigheder findes det forhold, at en ny personkreds overfor nævnet har gjort gældende, at de nu tegner foreningen, ikke at give tilstrækkelig grundlag for en umiddelbar inddragelse af sendetilladelsen.

Det afgørende må være, om den hidtidige personkreds, hvis mandat ikke utvivlsomt er inddraget, faktisk er i stand til at udøve en programvirksomhed, der svarer til den, der er lagt til grund ved tilladelsens udfærdigelse. Da det ikke, som sagen er oplyst, fremgår, at den hidtidige personkreds vil være ude af stand til at gennemføre en sådan programvirksomhed, er der ikke, som sagen er forelagt, tilstrækkelig grundlag for at inddrage sendetilladelsen.

Udvalget træffer derfor følgende afgørelse

Inddragelsen af sendetilladelsen til Kanal 1 ophæves.

Endelig adm. afgørelse 1991 26150 Historic

Nævnet inddrager en sendetilladelse til lokal radiovirksomhed med den begrundelse, at der foreligger modstridende oplysninger om en generalforsamling, idet det er meddelt nævnet, at der er valgt to forskellige bestyrelser med formænd. Nævnet ser sig derfor ikke i stand til at afgøre, hvem der tegner radioen.

Udvalget fandt, at det forhold, at en ny personkreds overfor nævnet har gjort gældende, at de nu tegner foreningen, ikke giver nævnet tilstrækkelig grundlag for en umiddelbar inddragelse af sendetilladelsen.

Det var udvalgets opfattelse, at det afgørende må være om den hidtidige personkreds, hvis mandat ikke utvivlsomt er inddraget, faktisk er i stand til at udøve en programvirksomhed, der svarer til den, der er lagt til grund ved tilladelsens udfærdigelse. Da det ikke, som sagen er oplyst, fremgår, at den hidtidige personkreds vil være ude af stand til at gennemføre en sådan programvirksomhed, er der ikke, som sagen er forelagt, tilstrækkelig grundlag for at inddrage sendetilladelsen. Klager fik på denne baggrund medhold.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →