Midlertidig inddragelse af tilladelse til lokal tv-virksomhed
Statutory Text (3 Articles)
Midlertidig inddragelse af tilladelse til lokal tv-virksomhed
Udvalget har behandlet en klage af 28. november 1990 fra Foreningen Århus Stjerne tv over en afgørelse om midlertidig inddragelse på 14 dage af foreningens sendetilladelse til lokal tv-virksomhed. Afgørelsen er truffet af Lokalradio- og -tv-nævnet i Århus Kommune og er meddelt i brev af 2. november 1990.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV har behandlet sagen på grundlag af følgende oplysninger
I brev af 2. november 1990 angiver nævnet som begrundelse for inddragelsen, at Århus Stjerne tv har overtrådt de gældende regler om reklamers placering og omfang i lokal-tv, og at overtrædelserne er grove. Nævnet oplyser, at der i sagen er undersøgt tre udsendelser fordelt på tre dage. I disse udsendelser har der blandt andet været vist et programindslag, kaldet »Stjernebutikken«, som af nævnet er vurderet som reklame.
Nævnet har tillagt det betydning, at der vises reklameindslag på i alt 11 til 12 minutter pr. udsendelse, set i forhold til, at reklamer kun må sendes i blokke af højest 5 minutters varighed, og at tilladelseshaveren kun må sende en blok pr. dag, jf. § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 262 af 28. april 1989 om reklamer i lokal-tv.
Endvidere har nævnet tillagt det betydning, at den ene udsendelse afbrydes 2 gange for at vise reklameindslag, idet reklameblokkene skal placeres mellem udsendelserne, således at udsendelserne ikke afbrydes, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 3. Derudover har nævnet lagt vægt på, at programindslaget »Stjernebutikken«, har været vist i alle udsendelser siden ca. 15. august 1990 og frem til begyndelsen af oktober 1990.
I Århus Stjerne tv's klage oplyses det, at foreningen er enig med nævnet i, at der er sendt for meget reklame. Men foreningen mener ikke, at overtrædelsen er grov, eller ofte gentaget. Det oplyses desuden, at foreningen ophørte med den omtalte programvirksomhed, så snart man blev klar over, at den var ulovlig.
I nævnets udtalelse af 7. januar 1991 fastholder nævnet sin afgørelse om midlertidig inddragelse af sendetilladelsen.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV skal herefter udtale
Udvalget kan tiltræde nævnets karakteristik af overtrædelsen som grov, og man finder den fastsatte længde for inddragelse af sendetilladelsen passende.
Udvalget træffer herefter følgende afgørelse
Sendetilladelsen inddrages i overensstemmelse hermed i tiden fra mandag den 18. februar til søndag den 3. marts 1991, begge dage inkl.
Udvalgets afgørelse er enstemmig.
Ingen
Det lokale nævn inddrager en lokal tv-stations sendetilladelse midlertidigt med den begrundelse, at stationen har overtrådt de gældende regler om reklamers placering og omfang i lokal-tv, og at overtrædelserne var grove.
Udvalget tiltrådte nævnets karakteristik af overtrædelsen som grov, og fandt den fastsatte længde for inddragelse af sendetilladelsen på 2 uger for passende.