ulovlig reklame - overtrædelse af lægemiddelloven § 26
Statutory Text (3 Articles)
ulovlig reklame - overtrædelse af lægemiddelloven § 26
Med skrivelse af 15. november 1990 har Radio- og TV-Reklamenævnet via Forbrugerstyrelsen modtaget en klage af 5. november 1990 fra advokat Richard Petersen over et reklameindslag for Vax støvsugere, udsendt i TV 2.
Advokat Richard Petersen mener, at de i reklameindslaget indeholdte oplysninger om, at Vax støvsugereren indeholder et »effektivt 3-dobbelt allergifilter«, sandsynligvis er i strid med såvel lægemiddelloven som markedsføringsloven.
TV2 Reklame A/S er med skrivelse af 29. november 1990 blevet anmodet om en udtalelse vedrørende klagen.
TV2 Reklame anfører i svarskrivelse af 14. december 1990, at TV2 Reklame generelt er påpasselig med anvendelsen af ordet allergi i reklameindslag, især hvis produkter annonceres med udtrykket »allergitestet«. TV2 Reklame har dog ikke fundet anledning til at kræve yderligere konkretiseringer i forbindelse med tv-reklamen for Vax støvsugere.
Sagen er derefter med skrivelse af 17. december 1990 sendt til udtalelse hos Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen oplyser i sit svar af 21. december 1990, at den påklagede reklame har været forelagt Sundhedsstyrelsens Reklamenævn, der med henvisning til reklamens anvendelse af ordet »allergifilter« fandt reklamen i strid med § 26 i lægemiddelloven, der indeholder et forbud mod direkte eller indirekte at reklamere for andre varer end lægemidler som værende forebyggende, lindrende eller virksomme mod sygdomme, eller i reklamer at benytte udtryk, der direkte eller indirekte giver indtryk af en medicinsk eller biologisk virkning.
Sundhedsstyrelsen, der er enig i Reklamenævnets vurdering, har i forlængelse heraf med brev af 21. december 1990 anmodet sælgeren af Vax støvsugere, firmaet Dan Vac, om straks at ophøre med den ulovlige reklamering.
Radio- og TV-Reklamenævnet har behandlet klagen og har truffet følgende afgørelse
Nævnet, der lægger Sundhedsstyrelsens vurdering af det påklagede reklameindslag til grund, finder at reklameindslaget er i strid med § 1 i bekendtgørelse om indholdet af reklameindslag, der bringes i TV 2.
Ingen
En tv-reklame for Vax støvsugere, der angav at støvsugeren indeholdt et effektivt 3-dobbelt allergifilter, blev af Sundhedsstyrelsens reklamenævn anset for at være i strid med lægemiddellovens § 26, der indeholder et forbud mod at reklamere for andre varer end lægemidler som værende forebyggende, lindrende eller virksomme mod sygdomme.
Nævnet tilsluttede sig Sundhedsstyrelsens vurdering af det påklagede reklameindslag.