Kontanthjælp - rejseudgifter - opretholdelse af samværsret - Grønland (* 2)

Kontanthjælp - rejseudgifter - opretholdelse af samværsret - Grønland (* 2)

SAGSFREMSTILLING

M fik ved retten i Upernavik i Grønland tillagt samværsret med sit 5 årige barn 4 uger hvert år, henholdsvis i jule- og sommerferier.

Samværsretten blev tillagt under forudsætning af, at der blev stillet en rejseledsager til rådighed under rejsen fra og til Grønland foreløbig indtil barnet fylder 8 år.

Udgifterne skulle afholdes af M og beløb sig til 30.000 kr. pr. rejse.

Kommunen afslog at yde hjælp til de ansøgte rejseudgifter med henvisning til, at der efter bistandslovens § 1 som hovedregel kun kan ydes hjælp til opfyldelse af behov i Danmark, og at bistandsloven ikke gælder på Grønland.

Der fandtes derfor ikke grundlag for, at yde M hjælp efter bi standslovens § 46 b, stk. 1, 2. pkt. til dækning af udgifter til udøvelse af samværsret med barnet.

Amtsankenævnet anførte indledningsvis, at bistandsloven ikke gælder for Grønland, jf. § 146, som derfor i lovens forstand må betragtes som et udland efter bistandslovens § 1.

Amtsankenævnet var desuden enig med kommunen i, at der som hovedregel kun kan ydes hjælp til opfyldelse af behov i Danmark, jf. lovens § 1 samt SM 0-88-85 og SM 0-10-89. (* 1)

Amtsankenævnet begrundede sin afgørelse med, at da formålet med den ansøgte hjælp var at opretholde en samværsret og da samværsretten skulle udøves i Danmark, fandt nævnet, at ansøgningen burde behandles efter bistandslovens § 46 b, stk. 1, 2. pkt.

Amtsankenævnet hjemviste derfor sagen til behandling i kommunen efter lovens § 46 b, stk. 1, 2. pkt.

Amtsankenævnet tilføjede samtidig, at nævnet ikke ved sin afgørelse havde taget stilling til, om M var berettiget til den ansøgte hjælp.

Afgørelsen blev anket af kommunen.

Kommunen henviste bl.a. til, at nævnet burde have taget konkret stilling til, om samværsudgifterne skulle ses som en samlet udgift, uanset hvor de påløb og evt. i benægtende fald, om der skulle foretages en opdeling af udgifterne under hensyn til om de påløb i udlandet eller i Danmark.

Kommunen fandt desuden, at tidligere afgørelser, herunder SM 0-88-85, viste, at bistandslovens formål er at opfylde behov her i Danmark.

Efter kommunens opfattelse måtte dette medføre, at samværsudgifter, der er påløbet inden barnet kommer til Danmark, er uvedkommende udgifter i bistandslovens forstand.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på, om der kunne ydes hjælp til betaling af rejse- og ledsagerud

gifter til at opretholde samværsret i Danmark med børn, som bor på Grønland.

AFGØRELSE

Ankestyrelsen var enig med amtsankenævnet og kommunen i, at der som overvejende hovedregel kun kan ydes hjælp efter bistandsloven til opfyldelse af behov i Danmark, jf. bistandslovens § 1.

Da M på ansøgningstidspunktet opfyldte betingelsen i bistandslovens § 1 om at have ophold i Danmark, og da samværsretten skulle udøves i Danmark, fandt Ankestyrelsen ikke, at bistandslovens § 1 var til hinder for, at der kunne ydes hjælp til de ansøgte rejseudgifter.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse, herunder nævnets hjemvisning af sagen til kommunen med henblik på stillingtagen til, om M var berettiget til hjælp , til de ansøgte rejseudgifter efter bistandslovens § 46 b, stk.1, 2. pkt.

(* 1) På kassationslisten.

Bistandslovens § 1 var ikke til hinder for, at der kunne ydes hjælp til rejseudgifter efter lovens § 46 b, stk. 1, 2. pkt. i forbindelse med opretholdelse af samværsret i Danmark med barn bosiddende på Grønland, da ansøger(faderen) på ansøgningstidspunktet havde ophold i Danmark.