Hjælpemidler - telefonabonnement - inddragelse (* 1)

Hjælpemidler - telefonabonnement - inddragelse (* 1)

1. J. nr. 13189-91 og 11937-91.

SAGSFREMSTILLING

I den ene sag (J.nr. 13189-91) havde en enlig kvinde K i 1982 fået bevilget hjælp til betaling af telefonabonnement. Kommunen bragte hjælpen til ophør med udgangen af marts 1991 under henvisning til kommunens pressede økonomiske situation. Kommunen tog udgangspunkt i, at telefoner nu må anses for at være et almindeligt forbrugsgode, hvortil der kun under ganske særlige omstændigheder kan ydes hjælp efter hjælpemiddelreglerne. K, der var 82 år, var bl.a. gangbesværet efter en rygoperation. Kommunen lagde afgørende vægt på, at K ikke havde akut behov for tilkaldelse af læge eller anden hjælp.

I den anden sag (J.nr. 11937-91) havde en enlig kvinde P i mere end 10 år modtaget hjælp til betaling af telefonabonnement. Kommunen bragte hjælpen til ophør med samme begrundelse som i den forrige sag. K, der var 73 år, var bl.a. gangbesværet efter polio og kom kun på gaden med ledsager.

AFGØRELSE

Ankestyrelsen fandt, i begge sager, at pensionisterne efter en samlet vurdering af de helbredsmæssige og sociale forhold fortsat opfyldte betingelserne for at få hjælp til betaling af telefonabonnement.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at sagen ikke blot skulle vurderes efter § 18, stk. 1, om tilfælde, hvor der er brug for hurtig tilkaldelse af læge eller anden hjælp, men også efter § 18, stk. 2, hvorefter der kan ydes hjælp til telefon, hvis en sådan ydelse ud fra en samlet vurdering af de helbredsmæssig og sociale forhold i væsentlig grad vil lette den daglige tilværelse i hjemmet og medvirke til en længere forbliven i eget hjem.

Ankestyrelsen fandt, at det med de nuværende regler fortsat er behovet for telefon, der er afgørende, uanset, at en telefon nu må anses for at være et almindeligt forbrugsgode.

Ankestyrelsen ændrede således kommunens afgørelser.

2. J. nr. 14442-91.

SAGSFREMSTILLING

Et ægtepar havde i 1987 fået bevilget hjælp til betaling af telefonabonnement på grund af manden M's stærkt nedsatte syn. Kommunen bragte hjælpen til ophør pr. 1. april 1991 med samme begrundelse som i de forrige sager. M, der var 70 år, var næsten blind og kunne ikke færdes uden ledsager. Hustruen, H, der var 69 år, havde sukkersyge og slidgigt.

AFGØRELSE

Ankestyrelsen fandt ikke, at M opfyldte betingelserne for fortsat at få hjælp til betaling af telefonabonnement.

Ankestyrelsen lagde bl. a. vægt på, at personer med alvorlig synsnedsættelse ikke er nævnt som umiddelbart berettiget til hjælp til telefon i den gældende hjælpemiddelbekendtgørelse, således som det var tilfældet da M fik bevilget hjælpen, og at M iøvrigt ikke havde helbredsmæssige problemer, der kunne begrunde fortsat bevilling.

Ankestyrelsen tiltrådte således kommunens afgørelse.

Kommunen havde ikke været berettiget til at inddrage hjælpen til telefonabonnement for to enlige folkepensionister.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgerne ud fra en vurdering af de helbredsmæssige og sociale forhold fortsat opfyldte tildelingskriteriene for støtte, når denne medvirker til længere forbliven i eget hjem.

Ankestyrelsen fandt derimod kommunen berettiget til at inddrage hjælpen til telefonabonnementet for et folkepensionistægtepar.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hjælpen oprindelig var blevet bevilget efter et særligt, nu ophævet kriterium om alvorlig synsnedsættelse, og at helbredsmæssige og sociale forhold ikke i øvrigt talte for bevilling.