Flyttehjælp - erhvervsmæssig forbedring - uddannelse (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Flyttehjælp - erhvervsmæssig forbedring - uddannelse (* 1)
SAGSFREMSTILLING
X kommune afslog at meddele samtykke til Y kommune til ydelse af flyttehjælp til en 26-årig mand (M), der skulle påbegynde 3-årig basisuddannelse på universitetet i X kommune.
X kommune gav afslag på samtykke med den begrundelse, at påbegyndelse af en længerevarende teoretisk uddannelse ikke fandtes at være en forbedring af de erhvervsmæssige muligheder her og nu eller inden for en overskuelig fremtid.
Amtsankenævnet tiltrådte X kommunes afslag på Y kommunes anmodning om samtykke og begrundede afgørelsen med, at en basisuddannelse ikke er kompetencegivende, og at påbegyndelse af dette studium derfor ikke kan anses for at være en erhvervsmæssig forbedring.
I klagen til Ankestyrelsen henviste Y kommune til Socialministeriets vejledende udtalelse af 21.5.86, hvori det siges, »at det er ministeriets opfattelse, at påbegyndelse af et uddannelsesforløb, som på længere sigt kan medføre mulighed for erhvervsmæssig beskæftigelse, kan anses som en erhvervsmæssig forbedring i bistandslovens § 47, stk. 1's forstand.«
I ministeriets udtalelse er dog tillige udtalt, at der kan ydes hjælp til flytning, såvel når en arbejdsløs flytter for at påbegynde en læreplads, som når der er tale om påbegyndelse af et EFG- lærlingeforhold.
Efter Ankestyrelsens antagelse af sagen til principiel behandling til belysning af spørgsmålet om, hvornår påbegyndelse af et uddannelsesforløb kan anses for at være en erhvervsmæssig forbedring, jf. bistandslovens § 47, blev sagen den 25.6.91 på ny forelagt i møde i Amtsankenævnet, der traf følgende afgørelse: »Amtsankenævnet må henholde sig til sin afgørelse af 26. februar 1991, idet nævnet er af den opfattelse, at påbegyndelse af en længerevarende teoretisk uddannelse ikke kan anses for en erhvervsmæssig forbedring i bistandslovens § 47, stk. 1's forstand.«
AFGØRELSE
Ankestyrelsen tiltrådte Amtsankenævnets afgørelse, hvorved nævnet havde tiltrådt X kommunes afslag på Y kommunes anmodning om samtykke til ydelse af flyttehjælp til M. Ankestyrelsen lagde herved vægt på nævnets begrundelse af 25.6.91.
Ankestyrelsen fandt, at det måtte bero på en konkret vurdering, hvorvidt påbegyndelse af en uddannelse kunne anses for en sådan snarlig forbedring af de erhvervsmæssige forhold, at den kunne betinge ydelse efter bistandslovens § 47, stk. 1. Ankestyrelsen fandt, at påbegyndelse af et universitetsstudium (en 3-årig basisuddannelse) ikke kunne anses at medføre en sikker og snarlig forbedring af ansøgerens erhvervsmæssige forhold som forudsat i bistandslovens § 47, stk. 1.
Påbegyndelse af 3-årig basisuddannelse på universitet i det konkrete tilfælde ikke anset for at være en så sikker og snarlig forbedring af de erhvervsmæssige forhold, at den kunne betinge ydelse af flyttehjælp.