Refusion til forsikret arbejdsgiver i de to første uger, derefter afslag på grund af manglende dokumentation (* 1) (* 2)

Refusion til forsikret arbejdsgiver i de to første uger, derefter afslag på grund af manglende dokumentation (* 1) (* 2)

SAGSFREMSTILLING

Kommunen traf afgørelse om, at arbejdsgiveren, som er forsikret arbejdsgiver i henhold til dagpengelovens § 27, ikke havde ret til refusion for perioden 4. februar 1991 til 22. marts 1991.

Kommunen har som begrundelse anført, at der ifølge indhentede oplysninger ikke foreligger dokumentation for uarbejdsdygtighed.

Ifølge blanket dp 201 med anmodning om dagpengerefusion for perioden 4. februar 1991 til 22. marts 1991 var lønmodtagerens sidste arbejdsdag 1. februar 1991, og arbejdet er genoptaget den 25. marts 1991. Blanketten er underskrevet af arbejdsgiveren den 30. marts 1991 og af lønmodtageren den 27. marts 1991.

Kommunen har modtaget blanket dp 201 den 2. april 1991 og har den 15. april 1991 fremsendt blanket læ 355 til lønmodtageren med anmodning om straks at henvende sig til læge for at få attest udfyldt.

På attesten af 22. april 1991 har lægen anført, at lønmodtageren har været fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom fra den 4. februar 1991 i 35 dage. Lægen har supplerende oplyst, at han ikke har kendskab til ovenstående notater om sygdom, varighed eller behandling. Der har ikke været henvendelse til lægen.

Lønmodtageren har oplyst, at hun var forkølet hele uge 5, men gik på arbejde. Fredag den 1. februar 1991 var hun meget syg, influenza, feber, kuldegys, hovedpine, svimmelhed. Familien ringede derfor til natlægen om aftenen. Natlægen svarede i telefonen, at der ikke blev givet penicillin ved en slem influenza, men at hun skulle gå i seng, eventuelt tage en aspirin. Hvis det ikke var bedre om mandagen, skulle hun kontakte sin egen læge. Da hun havde det bedre om mandagen, ringede hun ikke til sin læge. Da hun efter en uge stadig følte sig sløj, købte hun nogle tabletter for blodmangel, som hun tidligere har fået af sin læge, og som nu kan købes i håndkøb. Derfor har egen læge ikke været indblandet.

Det er oplyst, at arbejdsgiveren ikke har generelle regler for dokumentation af sygefraværet.

AFGØRELSE

Dagpengeudvalget har på sit møde den 6. september 1991 truffet den afgørelse, at kommunen har pligt til at refundere den forsikrede arbejdsgiver de udlagte dagpenge fra den 4. februar 1991 til og med den 17. februar 1991, men ikke fra den 18. februar 1991 til den 22. marts 1991.

Efter dagpengelovens § 26, stk. 1 har en arbejdsgiver, der yder løn under fraværet, ret til at få udbetalt de dagpenge, som den sikrede ellers ville have haft ret til fra kommunen. En arbejdsgiver, der har tegnet forsikring efter dagpengelovens § 27, har ret til at få refunderet et beløb fra kommunen, der svarer til de dagpenge, som lønmodtageren har ret til fra arbejdsgiveren.

Dagpengeudvalget har ved afgørelsen om refusion i de første 2 uger lagt vægt på, at arbejdsgiveren ikke har generelle regler for dokumentation af sygdom.

Det er således Dagpengeudvalgets opfattelse, at en forsikret arbejdsgiver har ret til refusion i de 2 første uger af en sygeperiode, hvis lønmodtageren har overholdt virksomhedens regler om dokumentation af sygdom.

Udvalget har ved afgørelsen om afslag på refusion efter de 2 uger lagt vægt på, at det ikke er fundet tilstrækkeligt godtgjort, at lønmodtagerens fravær efter den 17. februar 1991 skyldes fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, jf. dagpengelovens § 5 stk. 1.

Dagpengeudvalget ændrer således delvis kommunens afgørelse.

Forsikret arbejdsgiver havde ret til refusion for løn under lønmodtagers sygefravær i de første 2 uger af fraværet, men ikke for tiden efter 2-ugers perioden. Der var ikke på virksomheden fastsat regler om dokumentation af sygefravær, og arbejdsgiveren havde ikke fremsat særligt krav herom. For tiden efter de 2 uger fandtes det ikke tilstrækkeligt godtgjort over for kommunen, at der forelå fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, da pågældende ikke havde søgt læge i sygeperioden.