Samværsbegrænsning - ændring - udvidelse - delegation - kompetence - varighed (* 1) (* 2)

Samværsbegrænsning - ændring - udvidelse - delegation - kompetence - varighed (* 1) (* 2)

SAGSFREMSTILLING

Det særlige udvalg efter den sociale styrelseslovs 3 (Afsnit VIII- udvalget) i en kommune traf i møde afgørelse om at anbringe et barn B uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver M. Udvalget besluttede endvidere i medfør af bistands- lovens 67, stk. 2, at begrænse samværet mellem M og B for et år, dog således at forvaltningen samtidig blev bemyndiget til, i samråd med behandlingsinstitutionen, at træffe beslutning om udvidelse af samværet, såfremt M's og B's forhold begrundede dette.

Afgørelsen om samværsbegrænsning blev indbragt for amtsankenævnet. Nævnet tiltrådte i sin afgørelse, at kommunen i en 6 måneders periode havde besluttet at begrænse samværet. Nævnet fandt samtidig anledning til at bemærke, at der ikke var hjemmel til, at Afsnit VIII-udvalget bemyndigede forvaltningen i kommunen til at træffe afgørelse om udvidelse af samvær, idet afgørelser om begrænsninger af samvær alene kunne træffes af Afsnit VIII- udvalget. Nævnet bemærkede endvidere, at en afgørelse om samværs- begrænsning som hovedregel alene burde træffes for maksimalt 6 måneder ad gangen.

Sagen blev behandlet i principielt møde dels til afklaring af, om Afsnit VIII-udvalget kunne udlægge afgørelse om udvidelse af samvær til forvaltningen, dels til afklaring af om samværsbegrænsning maksimalt kunne besluttes for 6 måneder ad gangen.

Amtsankenævnet gjorde under sagens behandling i Ankestyrelsen især gældende, at selvom forvaltningen alene udvidede samværet i forhold til det af Afsnit VIII-udvalget fastsatte samvær, ville der fortsat være tale om en samværsbegrænsning, hvorfor denne måtte træffes i overensstemmelse med reglerne i bistandslovens 126, jf. lovens 67, stk. 4.

AFGØRELSE

Bistandslovens 67, stk. 2, var ikke til hinder for, at beslutninger om udvidelse af samvær blev truffet af forvaltningen, når forholdene tilsagde dette, selv om der af det særlige udvalg efter den sociale styrelseslovs 3 var truffet afgørelse om samværsbegrænsning.

Forvaltningens kompetence til at udvide samværet fandtes ikke at kræve, at der forelå en udtrykkelig bemyndigelse fra det særlige udvalg i den enkelte sag.

Efter bistandslovens 67, stk. 2, skal afgørelser om samværsbe- grænsning træffes for en bestemt periode. Bestemmelsen indeholder imidlertid ikke nogen regel om, at samværsbegrænsning maksimalt kan besluttes for en periode af 6 måneder. Da anbringelse uden for hjemmet af et barn ikke kan besluttes for en periode ud over 1 år, fandtes begrænsning af samvær dog ikke at kunne fastsættes for en periode ud over 1 år.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vedrørende spørgsmålet om kompetencen til at træffe beslutning om udvidelse af samvær vægt på, at forældremyndighedens indehaver havde mulighed for at påklage det særlige udvalgs afgørelse om samværsbegrænsning.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at forvaltningens eventuelle beslutning om udvidelse af samværet ikke ville udgøre en begrænsning i forhold til udvalgets afgørelse om samværsbegrænsning.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at efter praksis kunne for- valtningen tilsvarende træffe beslutning om hjemgivelse uden om udvalget, når forholdene måtte tilsige dette.

Den kommunale forvaltning havde, selv om der i medfør af bi- standslovens 67, stk. 2 af det særlige udvalg efter den sociale styrelseslovs 3 (Afsnit VIII-udvalget) var fastsat samværsbe- grænsning, kompetence til at udvide samværet, også uden udtrykkelig bemyndigelse fra udvalget i den enkelte sag. Ankestyrelsen fandt endvidere, at bistandslovens 67, stk. 2, ikke indeholdt nogen regel om, at samværsbegrænsning maksimalt kunne besluttes for en periode af 6 måneder.

Begrænsning af samvær kunne dog ikke fastsættes for en periode ud over 1 år, da anbringelse uden for hjemmet af et barn ikke kan besluttes for en periode ud over 1 år.