Kontanthjælp - tildeling - social begivenhed - familiesammenføring - udnyttelse af arbejdsmuligheder - garantierklæring - arbejdstilladelse (* 3)
Statutory Text (3 Articles)
Kontanthjælp - tildeling - social begivenhed - familiesammenføring - udnyttelse af arbejdsmuligheder - garantierklæring - arbejdstilladelse (* 3)
Sag nr. 1 - j.nr. 21194-90
SAGSFREMSTILLING
Den 63-årige K fra Sri Lanka tog ophold hos sin datter og svigersøn.
Datteren og svigersønnen, der havde flygtningestatus og modtog kontanthjælp, havde afgivet en garantierklæring vedrørende hendes forsørgelse.
Direktoratet for Udlændinge, der kan bestemme, at en afgivet garantierklæringen ikke skal gøres gældende, hvis garanterne ikke har mulighed for at forsørge den, der omfattes af garantien, havde straks efter meddelelsen af opholdstilladelse, frafaldet at gøre garantien gældende.
Direktoratet træffer en sådan afgørelse efter at have hørt Socialministeriet (tidligere Socialstyrelsen) under hensyn til bestemmelsen i bistandslovens § 4, hvorefter der skal tages stilling til, om en udlænding skal hjemsendes, når pågældende får behov for vedvarende hjælp til forsørgelse. Der kan ikke ske hjemsendelse, når pågældende lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 2 år.
Efter Socialministeriets praksis gives dispensation fra garantierklæringen, når garantens indtægter er på kontanthjælpsniveau eller derunder.
Kommunen gav afslag på at yde K kontanthjælp, idet den ikke fandt, at der i lovgivningen var regler, der klart anviste, at kommunen havde en sådan forpligtelse.
Amtsankenævnet pålagde kommunen at yde K kontanthjælp efter bistandslovens § 37 fra ansøgningstidspunktet. Nævnet begrundede afgørelsen med, at efter bistandslovens § 1, kan der ydes hjælp til enhver, der lovligt opholder sig her i landet, og som har behov for hjælp.
Nævnet lagde vægt på, at K igennem flere år havde været forsørget af sin datter og svigersøn. Da garantierklæringen var sat ud af kraft og forsørgelsesgrundlaget dermed bortfaldet, var hun berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37. Endvidere havde K ikke haft mulighed for beskæftigelse på grund af manglende arbejdstilladelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvorvidt det forhold, at garantierklæringen ikke i praksis kan gøres gældende, indebærer, at den person, der omfattes af garantierklæringen, udsættes for en social begivenhed. I forbindelse hermed også om arbejdsmulighederne må anses for at være udnyttede i samme situation.
AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt, at udlændinge, der lovligt opholder sig her i landet, har ret til kontanthjælp under de samme betingelser som danske statsborgere.
Den omstændighed, at en garantierklæring, der var afgivet i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse til en udlænding, ikke kunne gøres gældende, indebar en ændring i den pågældende udlændings forsørgelsesgrundlag, som berettigede til hjælp efter bistandslovens § 37. Ankestyrelsen lagde herved til grund, at en garantierklæring ikke gøres gældende, når garanternes forsørgelsesgrundlag er på kontanthjælpsniveau.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at arbejdsmulighederne i samme situation måtte anses for udnyttede jf. bistandslovens § 40. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ville dreje sig om udlændinge, der var fyldt 60 år, for hvem en garantierklæring var aktuel på grund af manglende beskæftigelsesudsigter her i landet.
Ankestyrelsen tiltrådte under henvisning til ovenstående amtsankenævnets afgørelse.
Sag nr. 2 - j.nr. 20977-90
SAGSFREMSTILLING
En syrisk mand kom til Danmark i 1988 og tog ophold hos sin datter og svigersøn, der havde udstedt en garantierklæring.
Svigerfaderen søgte senere familiesammenføring for sin hustru og en søn. Disse var ikke omfattet af garantierklæringen, og hustruen var under 60 år.
Garanten (svigersønnen) blev arbejdsløs og modtog kontanthjælp, hvorefter der i december 1989 blev søgt om økonomisk hjælp til svigerforældrene.
Kommunen afslog at yde kontanthjælp med henvisning til garantierklæringen og til, at svigerforældrene ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet. De talte ikke dansk og flytning til Danmark kunne ikke i sig selv betragtes som en social begivenhed.
Amtsankenævnet fandt, at der skulle ydes kontanthjælp til svigerfaderen og til svigermoderen under forudsætning af, at hun opfyldte sin rådighedsforpligtelse efter bistandslovens § 40. Kommunen kunne ikke afslå at yde hjælp alene med henvisning til en garantierklæring. Svigerforældrene fandtes endvidere omfattet af en afledet social begivenhed. Svigerfaderen, der på ansøgningstidspunktet var næsten 67 år og aldrig havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, kunne ikke forventes selv at overtage forsørgelsen.
Sagen blev behandlet i principielt møde af samme grund som den foregående sag.
AFGØRELSE
Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse med samme begrundelse som i den foregående sag. Ligesom nævnet fandt Ankestyrelsen, at hjælp efter bistandslovens § 37 til ægteparret var betinget af, at hustruen, der ikke var omfattet af den udstedte garantierklæring, opfyldte bestemmelsen om udnyttelse af sine arbejdsmuligheder, jf. bistandslovens § 40.
Sag nr. 3 - j.nr. 20171-91
SAGSFREMSTILLING
Den 26-årige M kom til Danmark i november 1988 for at flytte sammen med sin ægtefælle H, som var flyttet til Danmark fra Tyrkiet sammen med sin familie i september 1986.
I januar 1989 henvendte M og H sig til kommunen for at søge om økonomisk hjælp som supplement til H's arbejdsindtægt. Ved henvendelsen oplyste en ledsager, at M havde opnået opholds-, men ikke arbejdstilladelse. For at opnå dette skulle H enten have opholdt sig i landet i 5 år, eller have permanent opholds- og arbejdstilladelse.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen. I juni 1990 ansøgte parret igen om økonomisk hjælp samt om hjælp til babyudstyr. Der blev meddelt afslag på løbende hjælp, men bevilget et engangsbeløb til babyudstyr efter bistandslovens § 46.
Den 15. november 1990 henvendte parret sig påny til kommunen, idet de havde fået tilbud om en lejlighed. H modtog barseldagpenge. Den 22. november 1990 henvendte parret sig atter til kommunen medbringende en arbejdstilladelse for M gældende fra 31. august 1990 og foreløbigt indtil den 18. september 1991. M foreviste dokumentation for at have været i arbejde frem til juni 1987, hvorimod han ikke kunne fremlægge dokumentation for det arbejde, han havde udført fra dette tidspunkt og indtil flytningen til Danmark. Han var nu tilmeldt et erhvervsforberedende kommunalt kursus.
Kommunen gav afslag på ansøgningen om kontanthjælp under henvisning til, at der ikke var tale om en ændring af M's forhold i forbindelse med flytningen til Danmark eller senere.
Amtsankenævnet pålagde kommunen at yde supplerende hjælp til H's indtægt fra det tidspunkt, hvor M opnåede arbejdstilladelse, det vil sige fra den 31. august 1990.
Amtsankenævnet lagde vægt oplysning om, at M havde måttet opgive beskæftigelse og dermed forsørgelsesgrundlag i Tyrkiet i forbindelse med giftermål samt oplysning om, at han var indstillet på at påtage sig arbejde, i hvilken forbindelse han siden august 1989 havde deltaget i danskundervisning.
Amtsankenævnet fandt, at der ikke kunne kræves dokumentation for tidligere arbejdsindtægt i videre omfang end fremlagt for kommunen.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, fra hvilket tidspunkt efter ankomsten her til landet ansøgeren måtte anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder, herunder spørgsmålet om hvorvidt besiddelse af en arbejdstilladelse er en forudsætning herfor.
AFGØRELSE
Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse af, at M opfyldte betingelserne for at modtage supplerende hjælp til H's indtægt.
Ankestyrelsen fandt som i de foregående sager, at der kunne ydes kontanthjælp til udlændinge under samme betingelser, som gælder for danske statsborgere.
Ankestyrelsen lagde nævnets vurdering af, at M måtte anses for at have dokumenteret, at han opgav et arbejdsforhold i hjemlandet i forbindelse med flytningen til sin hustru i Danmark, til grund.
Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at M efter reglerne i udlændingelovgivningen, jf. udlændingebekendtgørelsens § 31, stk. 2, var afskåret fra at opnå arbejdstilladelse før den 31. august 1990. Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at udstedelsen af arbejdstilladelsen havde betydning for, om M kunne anses for at opfylde betingelserne i bistandslovens § 40 om udnyttelse af sine arbejdsmuligheder.
For så vidt angik tilkendelsestidspunktet henviste Ankestyrelsen til, at M havde rettet henvendelse om hjælp efter bistandsloven allerede i januar 1989, men at ansøgningen ikke var blevet vurderet ud fra de ovennævnte forudsætninger.
Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til vurdering af, fra hvilket tidspunkt efter indgivelse af den første ansøgning M måtte anses for berettiget til kontanthjælp, når det blev lagt til grund, at han havde opgivet et forsørgelsesgrundlag ved flytningen til ægtefællen, og at det ikke var en forudsætning for opfyldelsen af betingelserne i bistandslovens § 40, at han havde opnået arbejdstilladelse.
(* 1) Om kontanthjælp ved familiesammenføring se tillige SM 0-4-90 og 0-41-90.
(* 2) Afgørelsen er udtryk for en præcisering i forhold til den generelt formulerede indledning til de afgørelser, der er offentliggjort i SM 0-4-90.1/4
Ankestyrelsen har behandlet 3 sager om kontanthjælp til personer, der var kommet til Danmark gennem familiesammenføring. (* 1) Det var (to af sagerne) en »social begivenhed« i § 37.s forstand, at en garantierklæring om forsørgelse udstedt i forbindelse med familiesammenføring af forældre over 60 år ikke kunne gøres gældende.
I denne situation ansås forældrene for at have udnyttet deres arbejdsmuligheder, jf. bistandslovens § 40.
I den tredie sag, der drejede sig om en udlænding, der havde fået opholdstilladelse som følge af indgåelse af ægteskab med en herboende udlænding, der kun havde tidsbegrænset opholdstilladelse, havde manglende arbejdstilladelse ikke i sig selv betydning for, om ansøgeren kunne anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder.
(* 2)