Kontanthjælp - udmåling - boligtillæg - påtaget højere boligudgift - forsætligt - uagtsomt forhold (* 1) (* 2)

Kontanthjælp - udmåling - boligtillæg - påtaget højere boligudgift - forsætligt - uagtsomt forhold (* 1) (* 2)

SAGSFREMSTILLING

M modtog højeste førtidspension og boede i en 1-værelses beskyttet bolig. Han blev i 1987 gift med en filippinsk statsborger H, som flyttede ind i et lejet værelse til en husleje på 700 kr. pr. måned.

H fik udmålt hjælp efter bistandslovens § 37 som enlig med grundydelse på 2.649 kr. og boligtillæg på 700 kr., i alt 3.349 kr.

H blev opsagt fra det lejede værelse den 1. marts 1988, og M bad kommunen om at hjælpe med at finde en anden bolig til H.

M oplyste ved møde med kommunen den 19. april 1988, at han endnu ikke havde fundet en bolig til H, som nu boede hos ham. M oplyste videre, at parret søgte 2- og 3-værelses lejligheder. Kommunen orienterede om muligheden for etableringshjælp til H.

I maj måned 1988 meddelte M kommunen, at ægtefællerne havde købt eget hus til en boligudgift på 5.980 kr. Kommunen bevilgede etableringshjælp og foretog samtidig en ægteparberegning af den løbende kontanthjælp. Kommunen fandt, at parret var berettiget til huslejetilskud, svarende til lejeudgiften i en 3-værelses lejlighed i socialt boligbyggeri med fradrag af boligsikring, d.v.s. 2.500 kr.

Ægteparret havde underskrevet slutseddel på huskøbet den 21. april 1988. Den 28. april havde de fået tilbud om en lejelejlighed.

M anførte, at ægteparret ud fra en samlet vurdering af deres økonomiske situation havde beregnet, at der var grundlag for at købe et hus. M havde ikke haft nogen anelse om, at ægteparrets økonomiske situation ville blive ændret, når de boede sammen.

Amtsankenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse, idet den boligudgift, som M og H havde påtaget sig, der lå udover 2.500 kr., ansås for påtaget med henblik på at få udgiften dækket af kontanthjælp.

Ombudsmanden blev inddraget i sagen og i den forbindelse udtalte kommunen, at der fra hjælpsperiodens start burde have været foretaget en ægteparberegning med 2 x grundydelse + boligtillæg med den faktiske boligudgift for M og H og med fradrag af M's skattepligtige førtidspension. Den omstændighed, at ægtefællerne boede hver for sig, skulle ikke have bevirket en særskilt hjælpsberegning for H, idet der er gensidig forsørgelsespligt mellem ægtefæller uanset boligforholdene.

M modtog højeste førtidspension på ca. 6.450 kr. pr. måned, og da ægtefællernes samlede indkomst var i alt ca. 9.800 kr. pr. måned, havde indkomsten ligget betydeligt over deres beregnede niveau efter bistandsloven (2 x grundbeløb, 5.672 kr., samt boligtillæg på tilsammen 2.135 kr., i alt 7.807 kr.)

Amtsankenævnet lagde overfor Ombudsmanden vægt på, at M og H inden køb af ejerbolig ikke rettede henvendelse til kommunen for at få foretaget en vurdering af, hvilken boligudgift, der kunne godkendes. Der havde under samtaler med kommunen alene været tale om fremskaffelse af pensionistbolig eller lejlighed, men der var på intet tidspunkt taget stilling til en ejerbolig.

Amstankenævnet havde derfor fundet, at § 37, stk. 3, måtte vurderes i forhold til ægteparrets henvendelse i maj måned 1988, altså efter flytning til ejerbolig, idet der efter nævnets opfattelse ikke kunne være skabt en forventning om større boligudgift end den, der svarer til en 3-værelses lejlighed.

Sagen blev efter anmodning fra Ombudsmanden behandlet på principielt møde til afklaring af anvendelsesområdet for bestemmelsen i bistandslovens § 37, stk. 3, 6. punkt., hvorefter der ikke kan ydes hjælp til den del af boligudgiften, der er påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælpen.

Ombudsmanden rejste i den forbindelse spørgsmålet, om bestemmelsen udover forsætlige forhold også omfatter visse uagtsomme forhold.

AFGØRELSE

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i bistandslovens § 37, stk. 3, 6. punkt., kunne indfortolkes et krav om fortsæt ved bedømmelsen af, om en udgift kunne anses for påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp.

Det måtte anses for tilstrækkeligt, at ansøgeren burde kunne indse, at udgiften skulle afholdes af kontanthjælp.

En kontanthjælpsmodtager, der påtager sig en højere boligudgift på et tidspunkt, hvor der ikke er udsigt til, at pågældende inden for en kortere tid vil kunne klare sig selv, bør kunne indse, at udgiften påtages med henblik på at få den dækket af kontanthjælp, medmindre der foreligger ganske særlige forhold, der viser, at den pågældende må have en berettiget forventning om, at udgiften vil blive dækket af kontanthjælpen.

Efter de foreliggende oplysninger fandt Ankestyrelsen, at M og H burde have indset, at udgiften skulle afholdes af kontanthjælp, og Ankestyrelsen fandt ikke, at kommunen havde skabt en berettiget forventning om afholdelse af en større boligudgift end den, der svarer til udgiften til en 3-værelsers lejlighed med fradrag af boligstøtte.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at M få dage før underskrivelsen af slutsedlen havde møde med socialforvaltningen, hvor bl.a. boligspørgsmålet blev drøftet, og hvor han oplyste, at han ville undersøge mulighederne for en 2-værelsers pensionistbolig eller en 3-værelsers lejlighed, samt at han købte ejerboligen uden forudgående drøftelse med socialforvaltningen.

Ankestyrelsen lagde i øvrigt vægt på, at det af bistandslovens § 37, stk. 3, forudsætningsvis kan udledes, at der kun kan ydes hjælp til en rimelig bolig.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.

Der kan ikke i bistandslovens § 37, stk. 3, 6.punkt., indfortolkes et krav om forsæt ved bedømmelsen af, om en boligudgift kan anses for påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp. Det er tilstrækkeligt, at ansøgeren burde kunne indse, at udgiften skal afholdes af kontanthjælp.