Sygebehandling - hjerneskade - Center for Hjerneskade (* 1)

Sygebehandling - hjerneskade - Center for Hjerneskade (* 1)

SAGSFREMSTILLING

M blev i 1988 ramt af en hjerneblødning. Følgevirkningerne var højresidig lammelse og taleforstyrrelser.

Ved en hospitalsundersøgelse i 1988 blev det vurderet, at M fortsat var handicappet, men der var fortsat fremgang i tilstanden, og det kunne ikke udelukkes, at M på længere sigt kunne få arbejde på sin tidligere arbejdsplads. M fandtes at opfylde kriterierne for behandling på »Center for Hjerneskade«.

Et sygehus oplyste den 8. februar 1989, at yderligere specialundervisning og behandling ikke kunne foregå i neuromedicinsk afdelings regi, hvorfor sygehuset anbefalede, at kommunen arrangerede genoptræning på »Center for Hjerneskade«. Der kunne ikke fra hospitalssektoren ydes kaution for behandlingsudgifterne, idet dette var henlagt til kommunalt regi.

Kommunen afslog at yde hjælp til behandlingsudgift på »Center for Hjerneskade« og henviste til eventuelle dagforanstaltninger. Kommunen mente, at behandlingen på »Center for Hjerneskade« rettelig henhører under amtskommunalt regi.

Amtsankenævnet pålagde ved afgørelse den 3. oktober 1989 kommunen at bevilge M den nødvendige økonomiske hjælp til behandling på »Center for Hjerneskade« i form af forundersøgelse og formentlig

efterfølgende genoptræning. Amtsankenævnets lægekonsulent fandt på baggrund af de lægelige oplysninger og udtalelser behandlingen på »Center for Hjerneskade« indiceret og lægeligt velbegrundet.

Socialministeriet havde den 1. juni 1989 vejledende udtalt til amtsankenævnet, at ministeriet som følge af de resultater, der nu foreligger fra »Center for Hjerneskade«, fandt, at der ikke er grundlag for fortsat generelt at fraråde, at der ydes økonomisk støtte efter bistandslovens § 46 a og pensionslovens § 17 til behandling på »Center for Hjerneskade«. Det burde indgå ved vurderingen, om behandlingen var nødvendig og lægelig velbegrundet, herunder om en forsvarlig behandling ikke kunne iværksættes ved billigere midler.

Sundhedsstyrelsen bemærkede i en udtalelse til Ankestyrelsen den 12. februar 1991

»Der foreligger ikke i øjeblikket et tilstrækkeligt antal systematiske og veldokumenterede opgørelser over effekten på kort og lang sigt af den type behandling og genoptræning, som udføres på bl.a. »Center for Hjerneskade«. Der er efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ingen tvivl om, at behandlingen i visse tilfælde har en effekt på både kort og længere sigt, men at den på den anden side ikke kan siges at have det i alle tilfælde.

Indtil der foreligger yderligere dokumenterede undersøgelser finder Sundhedsstyrelsen derfor ikke, at man kan betragte denne form for behandling og genoptræning som en sygehusopgave, som i alle tilfælde skal ydes. Det betyder, at en amtskommune ikke handler forkert, når den afslår en ansøgning om at yde kaution til behandling på »Center for Hjerneskade«.'

Sagen blev behandlet på principielt ankemøde til afklaring af, om det kunne pålægges kommunen at yde hjælp efter bistandslovens § 46 a til genoptræning på »Center for Hjerneskade«.

AFGØRELSE

Efter Sundhedsstyrelsens udtalelse af 12. februar 1991 måtte Ankestyrelsen lægge til grund, at der ikke endnu er grundlag for generelt at henføre behandlingen under sygehusvæsenet.

Ankestyrelsen kunne derfor ikke tiltræde kommunens begrundelse for afslaget.

Dette medførte dog ikke uden videre, at hjælp kunne ydes efter bistandslovens § 46 a. Det måtte afhænge af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvori indgik, at Sundhedsstyrelsen ikke endnu fandt behandlingen tilstrækkeligt dokumenteret.

Det fulgte heraf, at der ved den konkrete vurdering skulle stilles sådanne krav til behandlingen og resultatet heraf, at de opvejede den faglige tvivl, Sundhedsstyrelsen havde givet udtryk for.

Disse skærpede krav var det dog ikke rimeligt at stille i dette tilfælde, da de ikke forelå ved amtsankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre amtsankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på de oplysninger, der forelå ved nævnets afgørelse.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at bevilge M, der var hjerneskadet, nødvendig hjælp til behandling på »Center for Hjerneskade« i form af forundersøgelse og formentlig efterfølgende genoptræning.

Sundhedsstyrelsen havde udtalt, at indtil der forelå yderligere dokumenterede undersøgelser, kunne denne form for behandling ikke betragtes som en sygehusopgave, som i alle tilfælde skulle ydes.

Dette betød ikke uden videre, at opgaven kunne henføres under bistandslovens § 46 a. Ankestyrelsen fandt ikke i det konkrete tilfælde grundlag for at ændre amtsankenævnets afgørelse. I ganske særlige tilfælde kan der således ydes hjælp efter bistandslovens § 46 a.