Scanning/fødselstermin (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Scanning/fødselstermin (* 1) (* 2)
SAGSFREMSTILLING
Kommunen har truffet afgørelse om, at lønmodtageren ikke havde ret til barseldagpenge, idet hun ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før 4 ugers dagen for forventet fødsel.
Det er oplyst, at lønmodtageren, som er studerende, har været beskæftiget som timelønnet medhjælp ved et projekt fra 8. januar 1990. Der foreligger ikke noget ansættelsesbrev. Hendes sidste arbejdsdag var 14. september 1990, da hun fratrådte efter eget ønske. Efter aftale med arbejdsgiveren holdt hun fri for egen regning fra 25. juni til 22. juli 1990. I de 13 uger før fraværet havde hun været i arbejde i ca. 300 timer.
Lønmodtageren er ikke dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse.
Det fremgår af vandrejournalen, at det forventede fødselstidspunkt ved første svangerskabsundersøgelse den 27. februar 1990 var 8. oktober 1990, men ved scanning den 23. april 1990 blev fødselstidspunktet ændret til 18. oktober 1990, hvilket dog ikke fik lægen til at ændre sin angivelse af fødselstidspunktet. Fødslen fandt sted den 21. oktober 1990.
Lønmodtageren har i sit klagebrev anført, at hun stiller sig helt uforstående over for den oplyste begrundelse for afslaget, at hun ikke skulle have opfyldt beskæftigelseskravet.
Lønmodtageren har overfor Dagpengeudvalget oplyst, at hun har regnet med den i vandrejournalen først angivne fødselstermin den 8. oktober 1990, og hun har endvidere gjort gældende, at en anden vægtig grund for arbejdsophøret den 14. september 1990 var, at den lange togrejse mellem Århus og Odense voldte hende mange rygsmerter på det fremskredne tidspunkt i svangerskabet.
AFGØRELSE
Dagpengeudvalget har på sit møde den 19. april 1991 truffet den afgørelse, at lønmodtageren har ret til barseldagpenge i forbindelse med barselorlov fra den 15. september 1990.
Udvalget har ved afgørelsen lagt vægt på, at lønmodtageren var i løbende ansættelse hos arbejdsgiveren fra 8. januar 1990, også fra 25. juni til 22. juli 1990, hvor pågældende efter aftale med arbejdsgiveren holdt fri for egen regning, jf. dagpengelovens § 17, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 4, stk. 1, nr. 1.
Udvalget har i øvrigt fundet, at det er det af lægen først beregnede forventede fødselstidspunkt, der skal lægges til grund ved afgørelsen af, hvornår 4-ugersperioden kan begynde.
Det er således efter Dagpengeudvalgets opfattelse uden betydning, om dato for forventet fødsel ændres i forbindelse med en senere foretagen scanning, med mindre lægen finder anledning til efterfølgende at ændre sit først fastsatte forventede fødselstidspunkt.
Dagpengeudvalget ændrer således kommunens afgørelse.
Ret til barseldagpenge, da lønmodtageren var i løbende ansættelse, herunder også i 4 uger inden for 13 ugers perioden, hvor hun efter aftale med arbejdsgiveren holdt fri for egen regning.
En scanning, der blev foretaget knap 2 måneder efter l.
svangerskabsundersøgelse, hvorved fødselsterminen blev skønnet til 18. oktober 1990, kunne ikke ændre den først skønnede fødselstermin 8. oktober 1990.