Kontanthjælp - udmåling - boligtillæg - forudgående terminsrestance - forudgående huslejerestance (* 1) (* 2)

Kontanthjælp - udmåling - boligtillæg - forudgående terminsrestance - forudgående huslejerestance (* 1) (* 2)

SAGSFREMSTILLING

Sag nr. 1 - j.nr. 20888-90.

M anmodede på grund af arbejdsløshed den 7. juni 1990 kommunen om økonomisk hjælp i månederne juli og august.

Kommunen fandt M berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37, men da det viste sig, at M og hans ægtefælle skyldte 18.553 kr. for husleje og varme for de foregående måneder, fandt kommunen ikke grundlag for at yde boligtillæg.

Kommunen afslog endvidere at yde hjælp til betaling af restancen og begrundede afslaget med, at M tidligere havde fået hjælp til betaling af huslejerestancer.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at yde hjælp til betaling af restancen, idet nævnet lagde vægt på, at det under sagens behandling var oplyst, at M havde fået arbejde.

Nævnet traf endvidere afgørelse om, at boligtillægget efter bistandslovens § 37 ikke lovligt kunne tilbageholdes, fordi husleje for tidligere måneder ikke var betalt.

Sagen er behandlet på principielt ankemøde til afklaring af, om et boligtillæg lovligt kan tilbageholdes, fordi husleje for tidligere måneder ikke er betalt.

AFGØRELSE

Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse vedrørende hjælp til betaling af huslejerestancen efter bistandslovens § 46 med den givne begrundelse.

Der fandtes ikke i bistandslovens § 37, eller i bestemmelsens forarbejder, grundlag for at antage, at ydelse af boligtillæg forudsatte, at tidligere forfaldne boligudgifter var betalt.

Ankestyrelsen var derfor enig med amtsankenævnet i, at det påhvilede kommunen at medregne boligtillæg i kontanthjælpen, selv om der ikke var betalt husleje i månederne forud for ansøgningen.

Ankestyrelsen tiltrådte således i det hele amtsankenævnets afgørelse.

Sag nr. 2 - j.nr. 21050-90.

SAGSFREMSTILLING

M anmodede den 17. oktober 1989 kommunen om økonomisk hjælp. Han var arbejdsløs og samlivet med hustruen var ophørt den 1. oktober 1989, hvor hustruen var flyttet fra det fælles hus. De sidste 2 terminsydelser på huset var ikke betalt, og huset var sat til salg.

Kommunen fandt M berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37, men afslog at medregne terminsydelser i boligtillægget med den begrundelse, at de 2 tidligere terminer ikke var betalt, selv om begge ægtefæller havde haft lønindtægt til det. Kommunen henviste endvidere til, at huset var sat til salg og anførte i den forbindelse, at de forfaldne terminer måtte fratrækkes det eventuelle overskud, der måtte være ved salg af ejendommen.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at medtage terminsudgifterne i hjælpsberegningen, med mindre der kunne tilbydes M en rimelig og billigere bolig.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke i bistandsloven er hjemmel til at betinge udbetaling af eksempelvis hjælp til termin af, at tidligere forfaldne terminer er betalt.

Nævnet henviste i afgørelsen til en vejledende udtalelse fra Socialministeriet af 31. juli 1990, hvori ministeriet anførte, at såfremt en person opfyldte de almindelige betingelser for at få hjælp efter bistandslovens § 37, ydedes der hjælp bestående af bl.a. boligtillæg. Dette gjaldt, uanset om pågældende var i termins- eller huslejerestance. Begrundelsen herfor var, at det på denne måde skulle sikres, at kontanthjælpsmodtageren for så vidt angik boligudgifterne ikke fik en forøget gældsbyrde i den periode, hvor der ydedes kontanthjælp.

Sagen er behandlet på principielt ankemøde til afklaring af, om der skulle ydes hjælp til terminsydelser, selv om terminsydelser, der var forfaldne før ansøgningstidspunktet, ikke var betalt.

AFGØRELSE

Der fandtes ikke i bistandslovens § 37, eller i bestemmelsens forarbejder, grundlag for at antage, at ydelse af boligtillæg forudsatte, at tidligere forfaldne boligudgifter var betalt.

Det fremgik af pkt. 6 b i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven, at udtrykket »faktiske udgifter« i vejledningen var anvendt for at tilkendegive, at hjælpen til boligudgifterne skulle beregnes »takstmæssigt« og ikke som tidligere efter et rimelighedskriterium.

Den omstændighed, at ansøgerens bolig var sat til salg på det tidspunkt, hvor han anmodede om hjælp bl.a. til terminsudgifterne, kunne ikke begrunde, at terminsudgifterne ikke skulle medtages ved beregningen af boligudgifterne.

Det forhold, at hustruen var fraflyttet hjemmet på ansøgningstidspunktet, fandtes heller ikke at kunne begrunde, at der ikke skulle ydes hjælp til den fulde terminsudgift.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at den fulde terminsudgift måtte betragtes som ansøgerens faktiske boligudgift efter hustruens fraflytning.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.

Der er ikke i bistandslovens § 37, eller i bestemmelsens forarbejder, grundlag for at antage, at ydelse af boligtillæg forudsætter, at tidligere forfaldne boligudgifter er betalt. Dette gælder både for leje- og ejerbolig.