Standardfradrag - eksportmedarbejder. (* 1)

Standardfradrag - eksportmedarbejder. (* 1)

A klagede for indkomståret 1989 over, at de lokale skattemyndigheder ikke havde godkendt hans ligningsmæssige fradrag på 14.270 kr. i standardfradrag for arbejde i udlandet, beregnet som 10 dage a 55 kr. og 98 dage a 140 kr.

Det var oplyst, at klageren var ansat hos et aktieselskab i Jylland. Ifølge oplysning fra arbejdsgiveren havde klageren i 1989 haft i alt 108 rejsedage til USSR, Sydkorea, Singapore, Czekoslovakiet, Frankrig og Tyskland. Endvidere havde arbejdsgiveren oplyst, at klageren havde fået godtgjort sine rejseudgifter efter regning, lige som han havde fået udbetalt en skattefri godtgørelse på 60% af Ligningsrådets satser for skattefri rejsegodtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 7.

Det var endvidere oplyst, at klageren var projektleder ved opførelse af produktionsvirksomheder forskellige steder, navnlig i udviklingslande. Hans arbejde bestod i dels at varetage det økonomiske grundlag for projekter i udlandet og dels i vidt omfang at føre tilsyn med projekterne i udlandet.

Skatteankenævnet havde ikke fundet, at klageren kunne anses for berettiget til det omhandlede standardfradrag på 14.270 kr., når han havde modtaget den nævnte skattefri godtgørelse, der fandtes bl.a. at give dækning for de samme udgifter, som standardfradraget tilsigtede at dække.

Klageren gjorde over for Landsskatteretten gældende, at der ikke var grundlag for at nægte ham det pågældende standardfradrag, henvist bl.a. til ligningsvejledningen for indkomståret 1989, afsnit D 2.3.28, og SD-cirkulære 1988-65.

Told- og Skattestyrelsen udtalte i anledning af klagen til Landsskatteretten, at det måtte anses for en forudsætning for, at klageren kunne indrømmes det omhandlede standardfradrag, at han opfyldte betingelserne for at kunne anses for eksportmedarbejder. Styrelsen fandt ikke, at det af sagens oplysninger fremgik, at klageren opfyldte denne betingelse.

Landsskatteretten fandt, at det måtte lægges til grund, at klageren i indkomståret 1989 havde været eksportmedarbejder, jf. ligningslovens § 9 E, stk. 2, da han havde udført arbejde i udlandet med sigte på at opfylde aftaler om salg af arbejdsgiverens vare- og tjenesteydelser.

Retten fandt ikke, at ligningslovens § 9 E, respektive Ligningsrådets anvisning vedrørende fradrag for merudgifter ved lønarbejde i udlandet, jf. SD-cirkulære 1988-65, gjorde det til en betingelse for indrømmelse af standardfradrag som det omhandlede, at den skattepligtige ikke havde modtaget skattefri rejsegodtgørelse eller havde fået sine udgifter dækket ved udlæg efter regning, cfr. herved anvisningens 1. afsnit vedrørende fradrag for udgifter til kost og logi. Under den forudsætning, at klageren kunne anses for eksportmedarbejder, havde Told- og Skattestyrelsen tilsluttet sig dette resultat. Ansættelsen blev herefter nedsat i overensstemmelse med klagerens påstand.

LV 1990, D 2.3.28.

En klager var ansat i et selskab som projektleder for opførelse af produktionsvirksomheder forskellige steder i udlandet. I 1989 havde han haft 108 rejsedage, hvor han havde fået rejseudgifter godtgjort efter regning samt fået udbetalt en skattefri godtgørelse på 60% af Ligningsrådets satser for skattefri rejsegodtgørelse. Da han blev anset for eksportmedarbejder, fik han godkendt standardfradrag efter ligningslovens § 9 E.