Ejendom - salg af stuehus - ejerboligfradrag. (* 1)

Ejendom - salg af stuehus - ejerboligfradrag. (* 1)

A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet hans skattepligtige særlige indkomst med 30.500 kr., idet myndighederne ikke havde anset ham for berettiget til fradrag for ejerboligandel med 30.500 kr. efter ejendomsavancebeskatningslovens § 9 ved opgørelsen af fortjenesten ved salget af en landbrugsejendom.

Det fremgik af sagen, at klageren havde afstået den omhandlede landbrugsejendom pr. 31. marts 1986. Klageren havde sammen med selvangivelsen for 1986 fremsendt en opgørelse med beregning af den særlige indkomst i forbindelse med afståelsen af ejendommen. Ligningskommissionen havde godkendt den talmæssige opstilling, men ikke anerkendt ejerboligfradraget.

Det var oplyst, at klageren ikke havde beboet ejendommen. Klagerens daværende job indebar, at han var forpligtet til at bebo et skyttehus. Klageren havde efter det oplyste kun benyttet ejendommen som fritidsbolig.

De stedlige skattemyndigheder havde som begrundelse for ikke at godkende ejerboligfradraget efter ejendomsavancebeskatningslovens § 9 anført, at klageren ikke kunne anses for at opfylde betingelsen om at have beboet ejendommen i 2 år, jf. lovens § 9, stk. 2. Endvidere havde skattemyndighederne ikke fundet, at klageren var berettiget til ejerboligfradraget efter lovens § 9 sammenholdt med lovens § 8, stk. 3. Det fremgik af denne bestemmelse, at fortjenesten ved afståelse ikke skulle medregnes for sommerhusejendomme og lignende, som ejeren eller dennes husstand havde benyttet til privat formål i mindst 2 år af det tidsrum, hvori ejeren havde ejet ejendommen. Det var i denne forbindelse anført, at stuehuset til en landbrugsejendom ikke kunne sidestilles med en fritidsbolig, uanset klagerens faktiske anvendelse af ejendommen og det forhold, at lejeværdi af ejendommen retteligt var medregnet. Endelig havde skattemyndighederne henvist til en tilkendegivelse fra Vestre Landsret, gengivet i Meddelelser fra Skattedepartementet, januar 1979, nr. 14.

For Landsskatteretten påstod klagerens revisor, at fritagelse for avancebeskatning af ejerbolig var berettiget for det omhandlede stuehus, og at der således skulle godkendes fradrag for ejerboligandel ved opgørelsen af fortjenesten ved salget af landbrugsejendommen. Til støtte for påstanden henvistes til, at ordene »og lignende« i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 3, omfattede landbrugsejendommes stuehuse, når disse kun havde været benyttet som fritidsbolig. Det var yderligere fastslået i denne bestemmelse, at det afgørende var, at der var tale om privat benyttelse, hvorved revisoren forstod, at udnyttelsesgraden ikke kunne tillægges betydning. Klageren havde alene benyttet stuehuset til fritidsbolig, idet klagerens daværende job indebar en forpligtelse til at bebo skyttehuset ved X Jagtvæsen. Formålet med købet af ejendommen havde været at have et sted at flytte hen, efter at der var opstået længerevarende usikkerhed om jobbet ved X Jagtvæsen. Det tilliggende areal på ejendommen havde i hele ejerperioden, som var over 2 år, været udnyttet landbrugsmæssigt. Revisoren anførte endvidere, at der ikke var foretaget fradrag for ejendomsskatter eller vedligeholdelsesudgifter i ejerperioden, samt at der var selvangivet lejeværdi.

Revisoren var af den opfattelse, at lovgiver havde defineret forskellen mellem ejendomsavancebeskatningslovens §§ 8 og 9 således, at kravet til grundarealets størrelse i § 8 bortfaldt ved § 9, samt at der i § 9 indførtes en maksimalværdi for fritagelse for avancebeskatning af ejerboligen. Revisoren anførte, at der i §§ 8 og 9 ikke var gjort forskel i ordlyden: »har beboet .... i mindst 2 år«, samt at det ikke fremgik af § 9, at lovgiver skulle have tillagt ordet »beboet« en udvidet betydning i forhold til den definition, der var givet i § 8, stk. 3. Revisoren påpegede, at anden skattelovgivning var på linie med definitionen i § 8, stk. 3, dvs. uden særbehandling for stuehuse, således ligningslovens § 14, stk. 2, og § 15 J, samt statsskattelovens § 4, litra b.

Yderligere henviste revisoren til, at det af personskattelovscirkulæret, cirkulære nr. 22 af 9. december 1986, punkt 11, litra a, fremgik, at der var positiv ligestilling mellem stuehuse og øvrige former for ejerboliger hvad angik kriterierne: »at det er uden betydning, om ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej«, men derimod afgørende: »om ejendommen faktisk har været til ejerens disposition«.

Endelig henviste revisoren, hvad angik den ovenfor nævnte Vestre landsretsdom, til en højesteretsdom af 27. november 1984 (TfS 1985.1). Vestre Landsret fastslog, at den i sagen omhandlede ejerbolig alene var omfattet af lov om særlig indkomstskat § 2 A, stk. 1 (nu ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1), og ikke af § 2 A, stk. 3 (nu lovens § 8, stk. 3), da ejendommen var købt, anvendt og solgt som helårsbolig, og der i øvrigt ikke forelå tilladelse til at anvende ejendommen som sommerbolig.

Ved Højesterets afgørelse af, at ejendommen i denne sag ikke var omfattet af lov om særlig indkomstskat m.v. § 2 A, tilkendegav retten, at det forhold, at benyttelsen som campingplads var ulovlig efter en fredning, ikke fandtes at kunne tillægges betydning. Revisoren anførte, at skatterådets kendelse særlig var forkert i det omfang, at den var baseret på, at den stedfundne anvendelse ikke havde været tilladt.

Landsskatteretten bemærkede, at der efter ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, gives et ejerboligfradrag i den opgjorte fortjeneste ved salg af en landbrugsejendom, såfremt afståelsen omfatter stuehuset. Efter bestemmelsens stk. 2 var fradraget for det af klagen omfattede indkomstår betinget af, at ejeren eller dennes husstand havde beboet ejendommen i mindst 2 år.

Fortjeneste ved salg af sommerhusejendomme og lignende, som ejeren eller dennes husstand havde benyttet til privat formål i mindst 2 år af det tidsrum, hvori ejeren havde ejet ejendommen, var efter lovens § 8, stk. 3, fritaget for beskatning efter tilsvarende regler, som var gældende for en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder, jf. lovens § 8, stk. 1.

Ejendomsavancebeskatningslovens § 8 blev oprindelig indsat i lov om særlig indkomstskat m.v. som § 2 A. Af skatteudvalgets betænkning over det lovforslag, der lå til grund for indsættelsen i ejendomsavancebeskatningsloven (Folketingstidende 1981/82 (2. samling), tillæg B, spalte 1260) fremgik, at et mindretal ønskede § 8, stk. 2, affattet således: »tilsvarende gælder landbrugets stuehuse samt sommerhusejendomme og lignende«.

Landsskatteretten fandt at måtte lægge afgørende vægt på, at der efter ordlyden af de omhandlede lovbestemmelser sammenholdt med det anførte fra motiverne ikke var grundlag for at antage, at udtrykket »sommerhusejendomme og lignende« omfattede landbrugets stuehuse. Retten var derfor enig med de stedlige skattemyndigheder i, at klageren ikke var berettiget til ejerboligfradrag efter lovens § 9 sammenholdt med lovens § 8, stk. 3.

Da klageren endvidere ikke havde beboet landbrugsejendommens stuehus i 2 år, var retten ligeledes enig med skattemyndighederne i, at klagerens salg af ejendommen ikke var omfattet af lovens § 9. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1991, H 2.1.

En landbrugsejendom blev solgt efter mere end 2 års ejertid, men ejendommen havde kun været benyttet som fritidshus, idet ejeren havde bopælspligt ved sit lønarbejde. Ved salg af ejendommen blev ejeren ikke anset for berettiget til ejerboligfradrag, idet ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 2, for 1986 krævede beboelse i 2 år, og idet udtrykket »sommerhusejendomme og lignende« i lovens § 8, stk. 3, ikke kunne antages at omfatte landbrugets stuehuse.