Rentefradrag - statsgældsbeviser - vekselererlån. (* 1)

Rentefradrag - statsgældsbeviser - vekselererlån. (* 1)

Assurandør A klagede for indkomståret 1978 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt fradrag for renteudgifter til vekselererfirmaet B med 133.974 kr., ligesom han ikke var anset skattepligtig af renteindtægter af statsgældsbeviser med 55.761 kr.

Det var oplyst, at klageren i april 1978 havde erhvervet nom. 1 mio. kr. statsgældsbeviser 1978 IV i vekselererfirmaet B. Købet blev finansieret ved lån optaget i vekselererfirmaet. Som sikkerhed for lånet skulle de pågældende statsgældsbeviser deponeres hos långiveren, hvorved det specielt var aftalt, at vekselererfirmaet var berettiget til at foretage terminsforretninger med de i depotet værende værdipapirer til finansiering af lånearrangementet. Vekselererfirmaet havde samme dag til en bank foretaget salg og genkøb på termin af nom. 2,5 mio. kr. statsgældsbeviser 1978 IV.

Klagerens advokat nedlagde over for Landsskatteretten påstand om nedsættelse til det selvangivne beløb, hvorved der ville blive indrømmet fradrag for renteudgifter af det i B optagne lån, medens renteindtægter af de for lånet erhvervede statsgældsbeviser skulle anses som indkomstskattepligtige for klageren.

Til støtte herfor anførte advokaten, at der obligationsretlig var sket en korrekt opfyldelse af de indgåede kontrakter, idet statsgældsbeviserne var til stede i vekselererfirmaet på indfrielsestidspunktet. Videre, at den mellem aftalens indgåelse og indfrielsestidspunktet liggende periode og de deri foretagne dispositioner var uden skatteretlig relevans, jf. Landsskatterettens kendelse af 12. april 1988, hvor det blev statueret, at valget af finansieringsform tilkom vekselererfirmaet, og var klageren uvedkommende. Advokaten henviste til, at finansiering ved rebelåning ikke fratog en medkontrahent forpligtelsen til at opfylde sin del af en kontrakt, uanset medkontrahentens konkurs, jf. Østre landsretsdom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, side 1051. Af en udtalelse fra Fondsbørsens repræsentantskab i samme dom kunne videre sluttes, at rebelåning og finansiering ved terminsforretninger var ligestillede på kapitalmarkedet, og at udbyttet af terminskontrakter først tilfaldt terminskøberen ved endelig effektuering af aftalen, hvorved det forhold, at det i nærværende sag var banken, der havde oppebåret renteindtægterne, ikke ville få afgørende betydning.

Advokaten anførte videre, at efter at Kammeradvokaten havde taget bekræftende til genmæle i sagen Østre landsretsdom af 30. november 1988, var der fra Skatteministeriet fremkommet en redegørelse om forskellene mellem denne sag og den af Højesteret den 10. februar 1986 afsagte dom. Da disse forskelle stort set var rent formelle, kunne der ikke skatteretligt lægges vægt herpå, idet skattemyndighederne stort set altid lagde vægt på de faktiske forhold og ikke på de formelle indgåede aftaler. Under hensyn til, at lighedsgrundsætningen var baggrunden for, at ministeriet havde taget bekræftende til genmæle i Østre Landsrets dom af 30. november 1988, fandt advokaten ikke, at nærværende sag kunne afgøres i overensstemmelse med den af Højesteret den 10. februar 1986 afsagte dom.

Endvidere fremhævede advokaten den af revisoren afgivne erklæring om, at de erhvervede statsgældsbeviser til enhver tid kunne udleveres, såfremt låneforholdet blev indfriet. Han fandt, at udtalelsen måtte anses for meningsløs, såfremt den ikke dækkede over det forhold, at vekselererfirmaet var i stand til at opfylde aftalen. Herved stod den af revisoren afgivne udtalelse direkte i modsætning til det sandsynlighedsbevis, der var ført i nævnte højesteretsdom, hvorfor dette sandsynlighedsbevis ikke kunne lægges til grund i nærværende sag.

Endelig fandt advokaten, at Landsskatteretten i de såkaldte investeringspakke-sager havde taget stilling til forhold, der mindede meget om nærværende sag, idet Landsskatteretten i kendelser havde lagt vægt på, hvorvidt der i forbindelse med låneoptagelsen var afgivet ordre til køb af værdipapirer. Retten måtte herved antages at have lagt vægt på, om klagerne løb en kursrisiko og havde dispositionsret over låneprovenuet. I nærværende sag havde klageren fået udbetalt det omhandlede låneprovenu, og der var ved den foretagne disposition en sædvanlig kursrisiko, hvorfor advokaten fandt, at det her omhandlede arrangement i lighed med disse sager måtte anses for at være reelt.

Told- og Skattestyrelsen nedlagde over for Landsskatteretten påstand om stadfæstelse af den påklagede ansættelse. Styrelsen fandt, at der var 3 afgørelser på området, der afgrænsede dette, dels Højesterets dom af 10. februar 1986, dels Østre Landsrets dom af 30. november 1988, og endelig den af Landsskatteretten den 12. april 1988 afsagte kendelse. Fælles for de 2 sidstnævnte sager var, at der ikke forelå aftaler om refinansiering ved terminsforretninger, og at der ikke havde været foretaget terminsforretninger for hele beløbet eller i hvert fald ikke for hele den omhandlede løbetid af arrangementet, ligesom såvel rente som kursgevinster var tilfaldet klageren og ikke pengeinstituttet. Styrelsen var derfor af den opfattelse, at det afgørende var, hvorvidt statsgældsbeviserne rent faktisk havde været til stede ved indfrielsen, og hvorvidt det var vekselererfirmaet eller pengeinstituttet, der oppebar kurs- og rentegevinster. Dvs., at såfremt nærværende sag måtte anses for identisk med den af Højesteret afsagte dom, måtte den afgøres i overensstemmelse hermed. Styrelsen fandt, at synspunktet om de obligationsretlige aftaler var forladt, jf. at Østre Landsrets dom i sagen senere blev tilsidesat af Højesteret, og fandt ikke, at klageren havde dokumenteret at have været ejer af de pågældende statsgældsbeviser. Styrelsen erkendte, at skattemyndighederne heller ikke havde ført bevis herfor, men i nærværende sag forelå der samme sandsynliggørelse for, at der havde foreligget terminsforretninger i hele arrangementets løbetid, som havde foreligget i Højesterets dom af 10. februar 1986. Der var i sagen tale om nøjagtigt samme tidspunkter og samme obligationspuljer, som var omhandlet i Højesterets dom, der således ganske nøje havde beskrevet forholdet. Endvidere henviste styrelsen til, at den af revisoren afgivne og for Højesteret fremlagte erklæring viste sig uden hold i virkeligheden, hvorfor man heller ikke i nærværende sag kunne tillægge revisorens erklæring større vægt. Afsluttende fandt Told- og Skattestyrelsen således ikke i nærværende sag mindre bevis for, at der havde været foretaget terminsforretninger med de i sagen omhandlede statsgældsbeviser i hele perioden, end tilfældet havde været i Højesterets dom af 10. februar 1986. Landsskatteretten kunne ikke stille strengere beviskrav, end Højesteret havde gjort, og der var efter styrelsens opfattelse identitet mellem nærværende sag og den af Højesteret afsagte dom af 10. februar 1986.

Landsskatteretten udtalte, at Højesteret ved dommen af 10. februar 1986 havde taget stilling til, at refinansiering ved terminsforretninger var at betragte som afståelse og ikke kunne sidestilles med rebelåning, og at Højesterets dom fortsat havde præcedens, således at en fuldt ud identisk sag fortsat måtte afgøres i overensstemmelse hermed. Da de i nærværende sag omhandlede statsgældsbeviser var en del af den pulje, som var omtalt i Højesterets dom, forelå der nøjagtig samme sandsynliggørelse for, at terminsforretninger var foretaget med de af klageren erhvervede statsgældsbeviser. Retten fandt derfor, at den påklagede ansættelse i overensstemmelse med Højesterets dom af 10. februar 1986 måtte stadfæstes.

LV 1990, F 3.1.3.

En klager havde optaget lån i et vekselererfirma til køb af statsgældsbeviser og med adgang for vekselererfirmaet til at foretage terminsforretninger med de til sikkerhed for lånet deponerede statsgældsbeviser. Fradrag for renter på lånet blev nægtet, idet der såvel med hensyn til medvirkende vekselererfirma som statsgældsbeviserne var identitet med forholdene i Højesterets dom af 10. februar 1986.