Afskrivning - el-piano - musiklærer. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Afskrivning - el-piano - musiklærer. (* 1)
Lærer A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt den af ham for indkomståret 1987 foretagne afskrivning med 2.225 kr. på el-piano.
Det var oplyst, at klageren i 1987 var ansat som lærer i X kommune, hvor han især underviste i musik. Klageren havde således bl.a. forestået ledelsen af skolens Big Band, hvor op til 12 instrumenter skulle spille sammen, og hvor det også var nødvendigt for klageren at kunne gennemøve stemmerne hjemme. Klageren underviste også nogle elever i skolen i klaver, ligesom han i øvrigt underviste klasser i musik.
I 1987 havde klageren anskaffet et el-piano (keyboard) for 17.800 kr. Klageren havde anset 50% af udgiften til el-pianoet for at have forbindelse med hans indtægtsgivende erhverv, svarende til en afskrivning i 1987 på 2.225 kr.
De stedlige skattemyndigheder havde nægtet den af klageren foretagne afskrivning, idet det herved var lagt til grund, at der ikke stilledes krav om, at lærere skulle anskaffe instrumenter, som fandtes på skolen.
Klageren påstod over for Landsskatteretten det selvangivne fradrag godkendt, og anførte bl.a., at han som underviser skulle kunne klaverledsage til sang/instrumenter, ligesom han skulle kunne udskrive stemmer og forberede sammenspil m.v. Hver undervisningstime forudsatte 1/2 - 1 times forberedelse foran klaveret.
Da skolens piano var optaget til andre undervisningsformål en stor del af ugens timer, var det praktisk umuligt at anvende skolens piano, hvorfor anskaffelsen af el-pianoet måtte anses for fradragsberettiget som driftsudgift som selvangivet.
Efter det oplyste fandt Landsskatteretten, at det måtte lægges til grund, at det havde været nødvendigt for klageren at have adgang til et piano for at forberede sig til undervisningen, og at han ikke havde haft praktisk mulighed for at benytte skolens piano.
Retten fandt derfor, at den afholdte udgift havde haft en sådan umiddelbar forbindelse med klagerens indtægtsgivende erhverv, at den kunne anses som afskrivningsberettiget som driftsudgift i medfør af bestemmelsen i afskrivningslovens § 8. Den selvangivne afskrivning blev herefter godkendt.
LV 1991, L 5.1. & 3.
En lærer, der underviste i musik, blev anset for berettiget til fradrag for afskrivning på 50% af udgiften til anskaffelse af et el-piano (keyboard), idet anskaffelsen heraf blev anset for at have en umiddelbar forbindelse med det indtægtsgivende erhverv.