Legislator Case Law & Legislation
W19911841925 DK

Reklame- eller repræsentationsudgifter - ejendomsmægler - køb af vin. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 18419 Valid

Reklame- eller repræsentationsudgifter - ejendomsmægler - køb af vin. (* 1)

Ejendomsmægler A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag for køb af vin på 18.990 kr. ekskl. moms som reklameudgift, men havde anset udgiften for repræsentation og derfor alene godkendt fradrag med 25% af beløbet inkl. moms eller med 5.792 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren i 1987 indtil den 1. juli havde drevet selvstændig ejendomsmæglervirksomhed i X, og at han for dette år havde selvangivet salærindtægter på 615.215 kr. Klageren havde i 1987 ladet et vinfirma aftappe 600 flasker bordvin, som blev forsynet med en specialfremstillet etiket, der angav klagerens firmanavn og logo. Hver flaske havde en indkøbspris på gennemsnitligt 31,60 kr. ekskl. moms og 38,60 kr. inkl. moms. Samtlige flasker blev foræret væk eller anvendt til udskænkning i forbindelse med klagerens virksomhed som ejendomsmægler.

Klageren havde oplyst, at han havde foræret 50 flasker af vinen væk til brug som præmier ved offentlige bankospil, ligesom han havde anvendt 50 flasker i forbindelse med en byggeudstilling, hvor de blev foræret væk eller udskænket ved mindre traktementer for besøgende på udstillingens salgskontor. Klageren havde videre oplyst, at han havde uddelt 210 flasker vin til sine kunder, efter at handel var formidlet, samt 290 flasker til potentielle købere og sælgere af ejendomme i tilfælde, hvor handel endnu ikke var formidlet.

De stedlige skattemyndigheder havde fundet, at klagerens udgifter til vinen ikke havde haft karakter af reklameomkostninger, men at de derimod måtte anses for at være repræsentationsudgifter. Skattemyndighederne havde derfor i medfør af ligningslovens § 8, stk. 4, kun anerkendt at fradrag på 25% af de afholdte udgifter inkl. moms. Skatterådet havde herved henvist til, at gaver bestående af vinflasker efter rådets opfattelse måtte betragtes som typiske repræsentationsydelser, og at flaskerne var givet som gaver til bestemte personer og ikke til en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Endvidere var henvist til, at bortgivningen af flaskerne havde været mere målrettet mod kunder, end det var sædvanligt for gængse reklameartikler, fordi klageren var ejendomsmægler.

Klagerens revisor protesterede imod forhøjelsen, idet han gjorde gældende, at der var tale om reklamegaver med fuld fradragsret. Revisoren hævdede, at gaverne opfyldte samtlige betingelser for at være reklamegaver i Skattedepartementets cirkulære nr. 5 af 21. januar 1986 om begrænsning af fradrag for repræsentationsudgifter. Revisoren henviste herved til, at flaskerne var fremstillet i et større antal eksemplarer, at vinen ikke var særlig kostbar, at vinen enten var uddelt som præmier ved offentlige arrangementer eller til en kundekreds, og at vinflaskerne var forsynet med specialfremstillet etiket med navn og logo. Revisoren henviste også til, at klageren til receptioner og fødselsdage i repræsentationsøjemed i hvert tilfælde særskilt havde indkøbt og bogført udgifter til anden vin. Endelig gjorde revisoren gældende, at en gaveartikels art eller kvalitet efter hans opfattelse ikke burde få indflydelse på vurderingen af, hvorvidt der var tale om en reklameudgift eller en repræsentationsudgift.

Landsskatteretten måtte lægge til grund, at de vinflasker, som klageren havde givet til sine kunder i ejendomsmæglervirksomheden - uanset prisen - måtte anses for repræsentationsudgifter, idet de var givet til forretningsforbindelser og ikke til en ubestemt kreds af kunder m.v., jf. definitionen af begrebet repræsentationsudgifter i bemærkningerne til lovforslaget om begrænsning af fradrag for udgifter til repræsentation som gengivet i ovennævnte cirkulæres punkt 1. Disse gaver kunne derfor efter deres karakter ikke anses for omfattet af de mindre gaver med påtrykt firmanavn, som efter cirkulæret kunne anerkendes som reklameudgifter.

Derimod fandt retten, at udgifterne til den vin, som klageren dels havde skænket til præmier i bankospil, dels havde anvendt ved byggeudstillinger, kunne betragtes som reklameudgifter, idet modtagerkredsen havde været en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Retten kunne herved lægge klagerens oplysning om, at der i alt var anvendt 100 flasker hertil, til grund.

Fradrag for reklameudgifter blev herefter godkendt med 3.165 kr., og fradrag for repræsentationsudgifter med 4.827 kr., i alt 7.992 kr.

LV 1991, L 4.7.

Endelig adm. afgørelse 1991 18419 Valid

En ejendomsmægler havde indkøbt 600 flasker vin med etiket med hans navn og logo. Heraf var 100 flasker givet til offentligt bankospil og brugt til udskænkning på byggeudstilling. Fradrag herfor blev godkendt som reklameudgift, medens de 500 flasker, der var givet til kunder, kun blev godkendt som repræsentationsudgifter, dvs.

med 25%.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →