Repræsentationsudgifter - revisor - møder i hjemmet. (* 1)

Repræsentationsudgifter - revisor - møder i hjemmet. (* 1)

Revisor A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder havde beskåret hans fradrag for mødeudgifter med 4.713 kr. Det fremgik af sagen, at klageren fra sit enfamilieshus drev revisionsvirksomhed med sin hustru som medhjælp. Der var ingen ansatte ud over, at en datter havde været anset i 4 måneder, først som elev, siden som udlært.

Ved opgørelsen af den selvangivne indkomst havde klageren fratrukket udgifter på 6.285 kr. til fortæring ved møder på kontoret med klienter. Skatterådet havde anset disse udgifter for repræsentationsudgifter, hvorfor der alene var godkendt fradrag på 25% eller 1.572 kr., jf. ligningslovens § 8, stk. 4, samt Skattedepartementets cirkulære nr. 5 af 21. januar 1986.

Klageren protesterede herimod, idet han mente, at udgifterne var fradragsberettigede som mødeudgift, subsidiært at en del var fradragsberettiget som personaleudgift. Klageren oplyste i forbindelse hermed, at der var tale om møder med forretningsforbindelser med som regel 3 eller 4 deltagere, hvoraf virksomhedens indehaver og dennes medarbejdende ægtefælle var de 2 deltagere. Det var hans opfattelse, at reglerne i det nævnte cirkulæres punkt 5 om anvendelse af formuegoder til repræsentativt brug måtte finde anvendelse, idet et lokale i virksomheden måtte sidestilles med de i cirkulæret nævnte personalekantiner, hvor der - når disse anvendtes til repræsentativt brug - skulle henføres en forholdsmæssig del til repræsentationsudgifter med begrænset fradrag. Da der deltog personale i møderne, mente han, at det måtte følge af cirkulæret, at der i hvert fald måtte være fuld fradragsret for den del af udgifterne, der forholdsmæssigt vedrørte personaledeltagelsen. Klageren henviste endvidere til en af Foreningen af Registrerede Revisorer angivet generel udtalelse om spørgsmålet.

Landsskatteretten bemærkede, at der efter ligningslovens § 8, stk. 1, er fradragsret for udgifter, som i forbindelse med den skattepligtiges erhverv er afholdt til rejser, reklame og lignende med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår. Efter bestemmelsens stk. 4 kan udgifter til repræsentation dog kun fradrages med et beløb, svarende til 25% af de afholdte udgifter.

I bemærkningerne til lovforslaget om begrænsning af fradrag for repræsentationsudgifter var der redegjort nærmere for afgrænsningen mellem repræsentationsudgifter og personaleudgifter, der var fuldt fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6 a. Det fremgik heraf bl.a., at udgifter ved repræsentationssammenkomster, hvori deltog såvel forretningsforbindelser som medarbejdere fra virksomheden, som helhed måtte anses for afholdt over for forretningsforbindelserne, således at alle udgifter skulle henføres til repræsentationsudgifter.

Spørgsmålet om afgrænsningen var endvidere uddybet i Skattedepartementets cirkulære nr. 5 af 21. januar 1986 om begrænsning af fradrag for repræsentationsudgifter. Af punkt 4 i cirkulæret fremgik, at anledningen til sammenkomsten var afgørende for, om der forelå en repræsentationssammenkomst eller en intern sammenkomst. En sammenkomst arrangeret for forretningsforbindelser var således en repræsentationssammenkomst, hvor udgifterne som helhed måtte anses for afholdt over for forretningsforbindelser, således at alle udgifterne henførtes til repræsentationsudgifter. Der var således tale om repræsentationsudgifter med begrænset fradragsret, hvis medarbejdere i virksomheden deltog i en bespisning afholdt i anledning af kundebesøg.

Landsskatteretten måtte på baggrund af det anførte i bemærkningerne og i cirkulæret til bestemmelsen i ligningslovens § 8, stk. 4, være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at de af klageren afholdte udgifter efter det oplyste om baggrunden for afholdelsen af de omhandlede møder fuldt ud måtte anses for repræsentationsudgifter med begrænset fradragsret. Herved bemærkedes, at retten ikke fandt, at forholdet var omfattet af cirkulærets regler om personalekantiner m.v.

Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet

LV 1991, L 4.7.

En revisor drev virksomhed fra privatboligen med hustruen som medhjælpende ægtefælle. Af anden medhjælp var kun beskæftiget en datter i 4 måneder. Mødeudgifter blev fuldt ud anset som repræsentationsudgifter med kun 25%»s fradrag, selv om begge ægtefæller havde deltaget, og reglerne om personalekantiner kunne ikke anvendes.