Likvidation - ekstraordinær ansættelse - ugyldighed - skønsreglen. (* 1)

Likvidation - ekstraordinær ansættelse - ugyldighed - skønsreglen. (* 1)

A Anpartsselskab i likvidation klagede over de af amtsligningsrådet foretagne forhøjelser af selskabets skattepligtige indkomst ved ekstraordinær indkomstansættelse. Forhøjelserne udgjorde 366.315 kr. i yderligere fortjeneste ved salg af inventar m.v. efter tilsidesættelse af kursnedslag på gældsbrev, og 90.000 kr. i yderligere værdi af personbil, solgt til anpartshaveren.

Det fremgik af de fremkomne oplysninger, at det klagende selskab i en årrække havde drevet frisørvirksomhed fra butikker i København og omegn. Selskabet var endvidere indgået med 50% i tilsvarende butikker på Sjælland.

Selskabet, hvis regnskabsår omfattede perioden fra den 1. juli til den 30. juni, var imidlertid trådt i solvent likvidation i august 1985 og var endelig opløst den 28. februar 1986.

Ved opgørelsen af selskabets afsluttende ansættelse for skatteåret 1985/86, der således vedrørte en periode på 20 måneder, havde selskabet bl.a. indtægtsført en fortjeneste på 1.153.685 kr. ved salg af inventar i forbindelse med overdragelse af 5 af de ovennævnte forretninger til tidligere medarbejdere samt til et søsterselskab, henholdsvis pr. 1. april og 1. oktober 1985. Overdragelsessummen var kursnedskrevet til kurs 70, idet købesummen delvist var erlagt med gældsbreve, forrentet med 18% p.a. og med faste månedlige ydelser over 10 år. Selskabet havde endvidere indtægtsført et beløb på 378.000 kr. hidrørende fra et salg af en Mercedes personbil til selskabets hovedanpartshaver i september 1984.

Ved ansættelsen havde amtsligningsrådet imidlertid skønsmæssigt ansat overdragelsessummen vedrørende inventaret til 1.520.000 kr., idet amtsligningsrådet havde værdiansat gældsbrevene til kurs 100. Amtsligningsrådet havde herved henset til gældsbrevenes forrentning, løbetid og indfrielsesbetingelser samt det forhold, at der ved overdragelsen blev oprettet en forretningskæde i kreditors navn. Videre havde amtsligningsrådet skønsmæssigt ansat værdien af den overdragne Mercedes til 468.000 kr. under hensyn til, at den ca. 3 måneder tidligere var anskaffet af selskabet for 504.387 kr. Merværdien, 90.000 kr., var anset at udgøre maskeret udlodning for hovedanpartshaveren.

Det klagende selskabs revisor protesterede over for Landsskatteretten imod de foretagne forhøjelser, idet han gjorde gældende, at den trufne afgørelse var ugyldig. Det klagende selskabs revisor henviste således til bestemmelsen i den dagældende skattestyrelseslovs § 18, stk. 5, og anførte, at amtsligningsrådet havde afsagt kendelse den 30. december 1988, efter at revisoren ved skrivelse af 21. december havde meddelt, at han ikke kunne deltage i mødet på grund af ferie. Han sendte i stedet en medarbejder, der imidlertid ikke var bemyndiget til at beslutte noget. Det klagende selskabs revisor henviste i den forbindelse til, at Landsskatteretten ved kendelse af 23. juni 1989 i en ifølge revisoren tilsvarende situation havde anset en ansættelse for ugyldig. Videre gjorde det klagende selskabs revisor gældende, at ansættelsen var forældet, jf. bestemmelsen i den dagældende skattestyrelseslovs § 15, stk. 5, idet kendelsen, der måtte anses at vedrøre ansættelsen for 1984, var afsagt den 30. december 1988. Det klagende selskabs revisor påberåbte sig herved Østre Landsrets dom af 14. november 1990, hvor en ekstraordinær ansættelse for et selskab, der blev opløst den 6. oktober 1987, og selskabets ordinære ansættelse, der omfattede perioden fra den 1. juli til den 30. juni, skulle anses for en ansættelse.

For så vidt angik realiteten gjorde selskabets revisor gældende, at den selvangivne værdiansættelse af gældsbrevene var realistisk, idet en sparekasse på overdragelsestidspunkterne havde vurderet kursen på gældsbrevene til henholdsvis kurs 60 og kurs 70. Klagerens revisor anførte videre, at i regnskabet indgik ombygning af lejede lokaler med 25% under inventar, og at denne del måtte være skattefri. Vedrørende overdragelsen af bilen anførte revisoren, at det var den faktiske overdragelsessum, der var lagt til grund ved regnskabsaflæggelsen.

Told- og Skattestyrelsen udtalte under sagens behandling, at den dagældende skattestyrelseslov § 18, stk. 5, der indeholdt en bestemmelse om, at en klager skulle have lejlighed til en mundtlig forhandling før afgørelse blev truffet, ikke indeholdt nogen fristregler. Spørgsmålet om udsættelse af sagen måtte derfor fortolkes under hensyn til forvaltningslovens regler i § 11, stk. 1 og 2, om aktindsigt og kontradiktion, jf. Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven pkt. 101.

Told- og Skattestyrelsen fandt, at klageren havde været indkaldt med rimeligt varsel, og at amtsligningsrådet ikke havde været forpligtet til at udsætte sagen yderligere. Told- og Skattestyrelsen anførte i den forbindelse, at en revisors ferie i almindelighed ikke kunne anses for gyldigt forfald i relation til udeblivelse, og at påstanden om ugyldighed på grund af manglende adgang til kontradiktion ikke kunne støttes på den ovennævnte landsskatteretskendelse af 23. juni 1989.

Landsskatteretten kunne tiltræde Told- og Skattestyrelsens udtalelse, hvorefter kravene i henhold til bestemmelsen i den dagældende skattestyrelseslov § 18, stk. 5, måtte anses at være opfyldt.

Selskabet havde i overensstemmelse med bestemmelsen i selskabsskattelovens § 5, stk. 1, foretaget en ordinær ansættelse for skatteåret 1985/86, omfattende perioden fra den 1. juli 1983 til den 30. juni 1984, samt en ekstraordinær ansættelse omfattende perioden fra den 1. juli 1984 til opløsningstidspunktet den 28. februar 1986, eller i alt 20 måneder. Det er endvidere ubestridt, at der var tale om skønsmæssige reguleringer, hvorfor bestemmelsen i den dagældende skattestyrelseslov § 15, stk. 5, fandt anvendelse. I henhold til denne bestemmelse kan forhøjelser af indkomst- og formueskat ikke finde sted senere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår i det omfang, hvori ansættelsen beror på et skøn. Er indkomståret ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Sagen vedrørte skatteåret 1985/86, der omfattede både kalenderåret 1984, som det forskudte indkomstår fra den 1. juli 1983 til den 30. juni 1984 trådte i stedet for, og perioden fra den 1. juli 1984 til den 28. februar 1986, der lå til grund for den ekstraordinære ansættelse.

Retten fandt, at i medfør af praksis måtte såvel den ordinære som den ekstraordinære ansættelse anses at træde i stedet for indkomståret 1984, jf. herved Østre Landsrets dom af 14. november 1990. Da ansættelsen af den ekstraordinære ansættelse var foretaget den 30. december 1988, var de skønsmæssige reguleringer herefter foretaget i strid med bestemmelsen i den dagældende skattestyrelseslov § 15, stk. 5. Den påklagede ansættelse blev derfor nedsat med henholdsvis 366.315 kr. og 90.000 kr. Ansættelsen blev yderligere nedsat med 43.800 kr. vedrørende en skønsmæssig ansættelse af et fradrag for advokathonorar, idet bemærkedes, at retten i medfør af skattestyrelseslovens § 28 havde optaget ansættelsen i sin helhed. LV 1990, SB 2.1.2.1.1.

Et anpartsselskab, der havde regnskabsår fra 1. juli til 30. juni, var trådt i solvent likvidation i august 1985 og blev endelig opløst 28. februar 1986. Amtsligningsrådet havde skønsmæssigt forhøjet den ekstraordinære ansættelse for perioden 1. juli 1984 til 28. februar 1986, i alt 20 måneder. Da forhøjelsen først var foretaget den 30. december 1988, og da den ekstraordinære ansættelse måtte anses for at træde i stedet for indkomståret 1984, blev ansættelsen anset for ugyldig i medfør af bestemmelsen i den dagældende skattestyrelseslovs § 15, stk. 5, som foretaget mere end 3 år efter indkomstårets udløb.