Erstatning - konkursbo - provisionsandel. (* 1)

Erstatning - konkursbo - provisionsandel. (* 1)

A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset ham for almindelig indkomstskattepligtig af et beløb på 76.176 kr. som lønindtægt fra B A/S under konkurs.

Det fremgik af sagen, at klageren pr. 1. juni 1984 blev ansat som international marketingsmanager hos B A/S, nærmere med virkeområde i datterselskabet C A/S. Klageren var gennem et udvælgelsesfirma testet og udvalgt til dette specifikke job med henblik på at lede og gennemføre salg og markedsføring af bestemte produkter over for en defineret målgruppe. Der var aftalt en fast månedsløn + provisionsindtægt, der bl.a. omfattede 1% af det samlede salg, dog maksimum 150.000 kr. pr. år.

Kort efter ansættelsen blev klageren klar over, at selskabet var ved at afhænde rettighederne til de produkter, han skulle afsætte. Efter en ferie fra den 16. juli til den 3. august lå det klart, at rettighederne var afhændet, og at den stilling, han reelt skulle bestride, klart afveg fra den aftalte. Den 4. august blev B A/S erklæret konkurs, og i slutningen af august havde han fremsat indsigelse over for de ændrede forudsætninger ved ansættelsen, hvilke ændringer ville medføre en afgørende forringet mulighed for den indtjening, han var sikret ved aftalen.

Efter at være blevet opsagt havde klageren modtaget godtgørelse fra Lønmodtagernes Garantifond for månederne august, september og oktober inkl. feriegodtgørelse. Herudover havde klageren rettet et privilegeret krav mod konkursboet på 144.405 kr., omfattende bl.a. løn fra 1. august til 31. oktober 1984 samt forholdsmæssig andel af den omtalte provisionsindtægt, 5/12 af 150.000 kr., eller 62.500 kr. Klageren havde i 1986 modtaget et beløb på 76.176 kr. fra konkursboet, der var specificeret således

Provisionskrav 62.500 kr.

feriegodtgørelse heraf 7.812 kr.

værdi af fri bil inkl. feriegodtgørelse 5.864 kr.

Ved indkomstopgørelsen havde klageren anset beløbet for omfattet af lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 9, der omhandler godtgørelse i anledning af fratræden af stilling eller opgivelse af agentur el.lign.

Ved ansættelsen var beløbet anset som erstatning til dækning af indtægtstab og således henført til almindelig indkomstbeskatning.

Klageren gjorde gældende, at beløbet var ydet for indskrænkede erhvervsmuligheder, for delvis beskæring og opgivelse af den af ham tilsikrede stilling. Den ændrede stilling, afvigende fra det aftalte, havde medført, at klageren ikke længere var i international marketing, og reelt en forringelse af indtjeningen, som begrundede et erstatningskrav. Da B A/S var gået konkurs, blev kravet rettet mod konkursboet. Såfremt der ikke var kommet en konkurs, ville kravet være blevet rettet over for selskabet og en tilsvarende godtgørelse udbetalt. Til støtte for, at beløbet burde henføres til særlig indkomstskat, henviste klageren til en af Landsskatteretten offentliggjort kendelse, 1979 nr. 64, hvor et agentur blev forringet, og agenturhaveren følgelig fik udbetalt et erstatningsbeløb. Dette beløb blev anset for omfattet af lov om særlig indkomstskat.

Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at omhandlede beløb var udbetalt som et privilegeret krav, og at der ikke fandtes at være tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der var tale om et erstatningsbeløb som følge af klagerens forringede stilling i virksomheden. Retten fandt derfor at kunne tiltræde skatterådets afgørelse, hvorefter beløbet var anset som erstatning for et skattepligtigt indtægtstab. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1990, D 1.10.1.

Kort før et selskab blev erklæret konkurs, var klageren ansat til ganske bestemte arbejdsopgaver, hvor en del af lønnen bestod i provision, dog maksimum 150.000 kr. pr. år. Klageren fik efter konkursen den faste gage udbetalt fra Lønmodtagernes Garantifond, og rejste over for konkursboet privilegeret krav om forholdsmæssig andel af nævnte provisionsmaksimum. Udbetalingen heraf blev anset for almindelig indkomstskattepligtig som erstatning for indtægtstab og kunne ikke henføres til lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 9.